Længde er et fremragende blikfang

Af og til sker det, at man falder over en kunstner eller en plade, hvor alt virker forkert, men man føler sig alligevel draget til at fyre op for anlægget for at finde ud af hvilken form for musikalsk vederstyggelighed, man muligvis har gravet frem. Det var, hvad der skete for mig, da jeg midt i august faldt over det australske soloprojekt Big Chef og den nyligt udgivne plade Mud Wrestling Sydney Sweeney Perched High Upon a Mountain Peak, Beneath a Canopy of Shimmering Starlight (a milennial’s american dream) x:). Jeg vidste intet om projektet, men med den titel og det cover så måtte jeg vide mere. Og sikken rejse det blev.

Hjernegrødens tvivlsspørgsmål

Inden vi forlader hjemmets trygge rammer, skal vi dog lige have bare en smule ide om, hvad Big Chef er for en størrelse. Tag de mest overdrevne mathcore-riffs, deathcore-breakdowns og bland det så med et hav af lydklip indeholdende alt fra The Simpsons, Colleen Ballingers undskyldningssang og udsnit af Chapell Roan-numre.

Lyder det som kaos? Godt. For det er lige præcis, hvad det er. “HILLARY DUFF” spilder bestemt ikke tiden og lader laserpistol-riffs fra Car Bombs Modial affyre i en ustoppelig kakofoni under det konstant hamrende trykluftsbor af moderne deathcore-breakdowns nærmest fra første sekund. Den eneste pause fås i form af et loop af en ung kvinde, der siger: “think you the shit bitch”. Det er totalt intetsigende, uden så meget som en fiber af en rød tråd og tangerer næsten noget magisk. Jeg medgiver dog gerne, at magikeren i dette tilfælde er et umedicineret ADHD-barn med fri adgang til bland selv slik, cola, Reddit, YouTube og 4chan, men magi er nu en gang magi. ”Sært” beskriver egentlig meget godt hele pladen, men numre som “being BALD is CHOICE and should be a CRIME (you should feel ashamed)” og “Pain Remains I: diddle” demonstrerer på imponerende vis, at kaosset kan trækkes endnu længere ud, hvor intet riff, breakdown eller klip får mere end et par sekunders spilletid, hvilket giver en næsten glitchet lyd. Det er skingrende sindssygt, alt hvad Arsonists Get All The Girls i sin tid drømte om, og yderst dragende. 

At Big Chef og Mud Wrestling… bliver 19 minutters fabelagtige musikalske tomme kalorier og ikke bare et infernalsk støjhelvede, kræver, at man accepterer den meningsløse præmis til fulde. Og det gør bestemt ikke Big Chef til en nem opgave. Halvdelen af “Toot Toot, Chugga Chugga, Big Red Car///stacking shelves @ 30 {old man alert haha)” er et klip af den meste tonedøve udgave af Britney Spears “...Baby One More Time” kombineret med blandt andet kasseapparater, falkeskrig og politisirener. Men det er bare en forsmag. “people say i look just like henry cavill” har et decideret enerverende autotunet loop af sætningen: “such a little handsome boy”, og helt iq-reducerende bliver det på “tony hawk kickflip”. De sidste to minutter er intet andet end lyden af Homer Simpson, som indtaster et telefonnummer – selvfølgelig uden at ramme nogen form for takt. Jeg ved ikke, hvordan sonisk tortur føles, men jeg har på fornemmelsen, at Big Chef har andet end musikalske færdigheder.

Det modsatte af meningsfyldt

Kunne jeg godt have været foruden cirka 30 procent af lydklippene? I den grad, specielt dem som trækkes i langdrag. Men efter små 15 gennemlytninger, så har jeg dog enten endelig accepteret præmissen for Mud Wrestling, eller også har pladen formået at knække mig psykisk. Ligegyldigt hvad, så er det næsten umuligt at forklare, hvordan dette sindssyge kaotiske memecore reelt lyder, og hvordan det kan svinge så hurtigt mellem galt og genialt, at pilen konstant lander på begge. Så næste gang, du har små 20 minutter, du skal have slået ihjel, så giv Big Chef og Mud Wrestling et lyt – jeg vil dog ikke afvise, at tiden også tager et par hjerneceller med i graven.