BØH’emoth

Hvis man kender Behemoth, så kender man også deres frontmand, Adam Nergal Darski. Han har aldrig været sky eller gemt sig væk fra kameraet, tværtimod har han alle dage stået i fronten, når det kom til at forsvare og forklare sig selv og sin musik. Om det har været leukæmi, den katolske kirke eller pressen, så har Nergal altid taget kampen op – og vundet. Der er ingen tvivl om, at han er en fighter, og han vil kæmpe for sin sag til sidste blodsdråbe. Men hvor går grænsen mellem Behemoth og Nergal? Hvornår handler det ikke længere om bandet og musikken? Hvornår er det kun provokation for provokationens skyld? Behemoth rejser som altid en række spørgsmål, men lad os finde ud af om deres nyeste udspil, I Loved You at Your Darkest giver os nogle svar eller blot en ny række spørgsmål.

Himmelhunden

Behemoth har lige siden ´95 skabt kontrovers, og det er kun blevet vildere som årene er gået. Lige fra at brænde bibler på scenen, til konstant at være på kanten med den polske lovgivning. Men Behemoths fans er også splittede. Nogle mener, at Nergal er et geni, og andre mener, at han har solgt totalt ud, og at de ikke har været trve kvlt siden Grom fra ’96. Allerede da ILYAYD blev offentliggjort, udbrød der krig blandt de mange Behemoth fans. ”Hvad er det for en titel?”, ”Hvorfor er Gud en hund?!”, ”Nergal er en nar” osv. Der blev stillet mange spørgsmål omkring album nummer 11, og Nergal var da også hurtig ude for at forklare, at albumtitlen er et Jesus-citat, som han har vendt på hovedet, og det med Gud/hund viste sig at være et forkvaklet Aleister Crowley-citat. Men hvorfor nu Jesus-citater? Nergal selv forklarede, at når han og Behemoth kan misbruge bibelske citater, så er det i virkeligheden det ultimative tegn på blasfemi og kætteri. Og ikke nok med det, så er det faktum, at de har lavet 11 album også det samme som at spytte den kristne kirke i ansigtet, påstår han, da tallet 11 er en hån mod det hellige tal 10, som er en reference til De Ti Bud. Al denne kontrovers er både Behemoths gave, men også deres forbandelse. For folk ender med kun at forholde sig til bandet og primært den prominente frontfigur, og glemmer derfor totalt musikken. Det behøver dog ikke være et problem, for Behemoth får en masse opmærksomhed og omtale af det, men hvad nu hvis de selv glemmer musikken? Deres forrige album, The Satanist, var en voldsom succes, og selv folk, der normalt ikke er til black metal, elskede det- Så at prøve at lave en opfølger til en sådanne succes, er jo aldrig nemt. Derfor virker det også som om, at de ikke rigtig prøvede. ILYAYD følger samme formel som The Satanist, og der er derfor nærmest ingen overraskelser at komme efter. Man får hurtigt følelsen af, at man ”bare” sidder med The Satanist 2 eller måske endda The Satanist Light. Tag fx et nummer som ”GOD = DOG”, hvor store dele af nummeret lyder ret meget som ”Blow Your Trumpets Gabriel” eller nummeret ”Bartzabel”, som godt kunne minde om både ”O Father O Satan O Sun” og ”Ben Sahar”. Men hvad værre er, at numrene på ILYAYD også hurtigt minder ret meget om hinanden, endda så meget, at man skal høre albummet igennem ret mange gange for virkeligt at kunne skelne de fleste numre fra hinanden. Der mangler den diversitet, der var på The Satanist som fx titelnummeret derfra, der mest af alt var det black-blues nummer, man kunne synge med på. Dog er der stadig nogle bundsolide numre som ”Ecclesia Diabolica Catholica” eller ”GOD = DOG”, men der er desværre også numre som ”Havohej Pantocrator”, som jeg ikke kan regne ud, hvorfor i det hele taget skulle med på albummet, da det kun er med til at trække karakteren ned. Ikke fordi, at det er et dårligt nummer, det er bare kedeligt og ligegyldigt, det er, som om en biljagt i en 80’er actionfilm bliver afbrudt af seks minutter med pausefisk. På samme måde som, at der heller ikke er brug for en ligegyldig outro på to minutter.

BØH’emoth Individet kontra Fællesskabet

ILYAYD er ikke en dårlig udgivelse. Behemoth har ikke tabt småkagerne, og dem der før er blevet forargede og rasende, vil endnu engang blive forargede og rasende, så den hellige gral er velbevaret. Hvis du elskede The Satanist, så vil du med rimelig sandsynlighed også elske I Loved You at Your Darkest og igen, lad mig understrege, at det er ikke en dårlig udgivelse. Men jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke, at hvis nu Nergal havde brugt mindre tid på at udtale sig til samtlige medier, havde brugt mindre tid på at pudse og polere sit image, og i stedet brugt mere tid på at pudse og polere ILYAYD, så kunne vi have siddet med et rendyrket mesterværk.