Episk rock-opera vender tilbage
Arjen Anthony Lucassens hovedprojekt, Ayreon, har produceret rockmusicals lige siden genrens spæde år i 1990’erne. Pladerne fortæller en episk science fiction/fantasy-historie, der har udviklet sig meget siden første albums udgivelsesdag i 1995. I 2008 sluttede storylinen med konklusionsalbummet 01011001 (Y). Siden da har Ayreon-historien stået stille. Efter ni års hvilen er ventetiden forbi. Endnu et kapitel til historien udkom under navnet The Source den 28. april. Og selv til dem, der står af på nørdede dystopihistorier, er der masser af lækkerier at finde på albummet.
Et overflødighedshorn for prog-elskere
The Source sparkes i gang med en glorværdig introduktion til hele konceptet i form af et tovl minutter langt nummer. Her møder vi først historikeren, James LaBrie (Dream Theater), der fortæller om, hvordan menneskeracens planet står over for et snarligt sammenbrud, grundet det løbske computerprogram, ”The Frame”. Det tegner sig til at blive en klassisk dystopihistorie. Og hvorfor så ikke bare lytte til Dream Theaters eller Avenged Sevenfolds science-fiction-albums fra sidste år? Eller Rushs 2112?
Efter mødet med præsidenten Allan Russel (Symphony X), kaptajnen Tobias Sammet (Edguy/Avantasia) og ikke mindst Michael Mills’ (Toehider) vokalsymfonier er man overbevist. På denne lange og riff-mæssigt simple introsang hører man tolv vidt forskellige sangere arbejde sammen i en sådan grad, at det hele går op i en højere enhed. Arjen Lucassen hiver i de følgende numre en samling af saftige sangpassager og duetter ud ad sit overflødighedshorn af prog/power-kunstnere. Mixet af musikere er så gennemført på The Source, at det begrænsede riff-materiale er fuldt tilstrækkeligt som baggrund for det drama, der udspiller sig.
Som lytter er dette dog noget, man skal huske på. Man skal ikke forvente samme tekniske niveau som på en Dream Theater-plade, når man tager hul på The Source. Her er det historien, lyrikken og sangerne, der bærer numrene. Alligevel er The Source på ingen måde tømt for instrumentale eksperimenter. Der er flere gæstesoloer og hovedrykkende riffs gemt. Sågar en lækker, entusiastisk fløjtemelodi, der indleder sangen ”Deathcry Of A Race”. Intensiteten aftager dog, som anden halvdel skrider frem. Så er man ikke fanget af historien, byder konklusionen ikke på meget nyt. Mit eneste større kritikpunkt er altså, at den musiske spænding aftager for meget hen mod slutningen.
Prolog bliver til musisk klimaks
Historien er fantastisk hele vejen i gennem og musikken inspirerende, men af de sidste syv sange er det nok kun ”Planet Y Is Alive”, der finder vej til mine playlister. Det sagt er The Source på trods af dets status som forhistorie for Ayreon-universet næsten bandets klimaks, når man kigger på kombinationen af velkendte og talentfulde musikere og Arjen Lucassens lækre arrangement af dem. Er man til melodisk metal, bør man i hvert fald helt sikkert give The Source et lyt. Hvad end man følger hele albummets historie eller blot nyder numrenes gensyn med alle genrepionererne, der spiller sammen på mesterlig vis.
