Augury, der kommer fra den fransktalende del af Canada, nærmere bestemt Montreal, spiller en meget personlig og fascinerende type progressiv dødsmetal, der trækker linjer til navne som Cynic og Opeth, men i lige så høj grad til tech metal-bands som f.eks. Spiral Architect, Zero Hour m.fl. - alt sammen uden at være kopi. Jeg har ikke fået hørt bandets første album, "Concealed", men hvis de fra starten har haft den markante lyd, de leverer her, forstår jeg udmærket godt, at Nuclear Blast har taget dem under vingerne på dette, deres andet udspil, "Fragmentary Evidence".
Åbneren "Aetheral" starter med lige-ud-af-landevejen dødsmetal med hurtige trommer og en langsom puls ovenpå i guitarriffet. Efterhånden indarbejder bandet en mere Opeth-agtig stemning, og man fornemmer den Sean Malone-agtige bas, der hen over det lidt mere tech metal-agtige "Simian Cattle" dominerer mere og mere (bl.a. i et smukt syrejazzet mellemspil) for for alvor at træde i karakter på nummeret "Orphans of Living". På dette nummer får vi en forrygende episk blanding af Zero Hour-lignende blastbeat-influeret tech metal med dødsmetalgrowl henover, smægtende stille passager, der giver mig associationer til Sieges Evens "The Art of Navigating by the Stars" (og Sieges Even i det hele taget), Mastodon i det progressive hjørne (især markeret i vokalen), hyperaktiv bas og vildt Spiral Architect-agtigt soloarbejde i guitaren.
Den jazz-rock-agtige skønhed, der allerede spøger på de første tre numre bliver for alvor dyrket på den ligeledes episke "Jupiter to Ignite", der åbner Cynic-agtigt med æteriske guitarklange og en på én gang aktiv og mellow bas. Herefter bevæger man sig over i rytmisk afvekslende dødsmetal, der alternerer med det beskrevne instrumental-univers, der også har træk af Sean Malones solomateriale over sig, og gradvist videre ind i stemninger og riffs, der nærmere peger i retning af Opeths "Blackwater Park". Efter en omgang grindet metal inkorporeres en endnu mere personlig og småsyret omgang instrumental-prog, der ligger et sted mellem Cynic, Sieges Even og Enslaved (navnlig hvad angår den akustiske guitar og de uforudsigelige rytmeskift).
Det efterfølgende "Sovereigns Unknown" er efter min mening albummets svageste nummer pga. den pagan metal-agtige vikingemelodi, der bliver leveret i den let bøvede fuldemandskor-vokal - det falder lidt uden for stilen på albummet. Man kan dog stadig glæde sig over den interessante, aktive bas neden under det ellers lidt banale musikalske univers. Den Psychotic Waltz-agtige solo til sidst når heldigvis at rense stemningen, inden vi er tilbage i døds-prog-himlen på "Skyless", der igen virtuost veksler mellem de mange forskellige stiltræk, jeg har beskrevet i de foregående numre. Det samme hvad angår "Faith Puppeteers", der tillige involverer en afvekslende teknisk thrashinspiration lidt hen ad Meshuggah.
Det thrashede udvikles videre i "Brimstone Landscapes", der begynder stemningsfuldt med brudte akkorder i guitaren og en nærmest solospillende bas, en atmosfære, der kan minde lidt om Nevermore eller Forbidden i det mere eftertænksomme hjørne (tænk "Distortion"-albummet). Herefter bevæger Augury sig over i noget mere in-your-face heavy, thrashet med et meget fedt omkvæd ovenpå (leveret i ren, men råt sunget vokal), der i kombination med den tunge bund skaber en unik, syret fornemmelse, som jeg skal tilbage til gammel Psychotic Waltz for at finde den nærmeste slægtning til. Så skifter musikken til hektisk, brutal, growlende dødsmetal, der standses i et fantastisk, overraskende break, hvor en kvindestemme pludselig falder ind med en dreven, rytmisk, kompleks melodi, som instrumenterne i den efterfølgende grind-passage efterligner. Albummet afsluttes med den over 11 minutter lange "Oversee the Rebirth", der har en lige så afvekslende struktur som albummets første numre - igen med masser af herlige paralleller til Cynic, Spiral Architect og Sieges Even og her måske også Twisted into Form og det syret-atmosfæriske hos f.eks. At War with Self.
"Fragmentary Evidence" er en så godt som fremragende skive. Det største minus er vokalen, der desværre ikke er helt lige så gennemført. Growlen er o.k., men den rene herresang lyder generelt meget bøvet og utrænet, undtagen på "Brimstone Landscapes", hvor den altså også får lidt godt kvindeligt modspil. Faktisk har Augury haft en fast kvindelig forsanger i æraen omkring deres første album, der vist nok var mere Therion-påvirket (bedømt ud fra de få klip, jeg har hørt), men hun har forladt bandet inden den nye udgivelse. Den mandlige sang og så det lige lovlig vikingemetal-agtige lydbillede på "Sovereigns Unknown" trækker mig "ned" på et 9-tal, men den instrumentale del af festen er nærmest genial.
