Interessant og forfriskende genoplivelse af Ashents debut

Flaws of Elation er fjedre udspil fra det italienske progressive band Ashent, og dermed opfølgeren på Inheritance som var et suverænt album. Igen er det udgivet fra Lion Music, hvor i øvrigt også det danske band Infinity Overture har udgivet deres to albums fra, og dette må jo ses som en vis form for kvalitetsmærke. Der er med dette udspil tale om en re-release af deres debut, men nu med helt nyt album art work, og ekstra bonus materiale, iform af nogle tidligere demo numre. For dem der ikke kender albummet, er stillen progressive og rummer et hav af elementer. Der er klare referencer til giganterne i Dream Theater og Symphony X, men også, specielt på vokal siden, inspiration fra de mere klassiske power metal bands som fx Rhapsody. Genudgivelsen af det udgåede album har helt klart sin berettigelse. Det er ikke nær så godt som Iheritance, men er bestemt værd at lytte til. Kompositionerne er solide og ikke mindst varierende. Vokalen er simpelthen sublim i alle sine forskellige karakterer og rummer en masse forskellige dimensioner. Der er enkelte growl inspirerede stykker, men mest den klassiske power/progressive metal vokal. Det hele komplimenterer hinanden meget harmonisk og albummet opnår, blandt andet gennem det solide vokal, en ensartethed der klæder det.Kompositionerne er komplekse og vidunderligt varierede hele albummet igennem og man keder sig ikke på noget tidspunkt. Enkelt passager hist og her kunne måske godt kortes lidt ned, men det er ikke noget der har betydning for helheden. Kompleksiteten er en svær disciplin at mestre, men Ashent gør det efter min mening, at de mestre det endnu bedre nu er jo logisk nok, da dette jo er gammelt materiale, men stadig godt materiale. De langsomme passager der meget fint beskriver albummets stil, og fremhæver de mere komplicerede elementer er smukt komponeret og fremgår som en helt naturlig del af lydbilledet. Tempoet, variationen, alle de bagvedliggende guitar-ting blandet med den enormt powerfulde vokal og alt andet der er gældende på albummet vidner om et musikals overskud og en professionalisme der også var helt i top i bandets begyndelse. Der er så mange forskellige lyduniverser, at det ville være umuligt, og trættende for læseren af dette, at læse det hele igennem, men det hele er meget velkomponeret og sat sammen til en homogen helhed. Jeg har personligt hørt hele albummet i mine store hovedtelefoner og det tjener bestemt også totaloplevelsen af de forskellige elementer. Denne type album kræver, efter min mening, at man har tid til at sidde og høre albummet og få det hele med, for der er virkelig meget, og på Flaws of Elation vil der være, ihvertfald delelementer, for en vær smag. Den emotionelle del af et album som dette kan måske skræmme mange heavy fans, men det er klart værd at give genren en chance. Der gemmer sig en samlet oplevelse der spænder inden for hele energifeltet, og jeg er ikke i tvivl om at næste gang jeg hører Flaws of Elation vil jeg høre endnu flere ting end de første gange jeg hørte den. Nogle af de ting bandet har forbedret markant på deres nyere udgivelser er melodierne og selve riff delen, den meget heavy inspirerede del. De mestre den ikke lige så godt på Flaws of Elation og numrene kommer til tider til at tabe lidt karakter på grund af dette, men absolut ikke i et omfang der ødelægger det.Visuelt er det nye cover en klar forbedring af det gamle. Deres visuelle stil matcher deres lydbillede og passer i det hele taget godt ind i genren. Demo-numrerne, der alle er fra 2003, er demoudgaver af numre fra selve albummet, men igen bestemt interessant at høre. De er i hvert fald noget der vil kunne have interesse for dedikerede fans af bandet.Jeg vil klart anbefale albummet, enten for at få det opfrisket eller for at høre det på ny, men jeg vil endnu mere anbefale også og stifte bekendtskab med deres nyere materiale. Genudgivelsen giver dog et godt indtryk af bandets udvikling, som jo kan være ganske interessant.

Magnification Of A Daydream viser fornemt Ashents har udviklet sig til