Tolkien på diabolske steroider

Kærligheden til Tolkien ruster tilsyneladende aldrig. Uanset om man så har bygget hele sin identitet op om forfatterens litterære univers eller blot har tænkt ’orv, Burzum, Carach Angren, Gorgoroth og Minas Morgul er egentlig ret seje navne, når nu vi spiller black metal’. Ritualisterne i Aran Angmar hører udpræget til det sidstnævnte segment. Navngivet efter et af de nordligst beliggende riger i Midgård træder den nuværende trio dermed i fodsporene af ældre institutioner, der dog primært har fundet inspiration i myterne om Mordor og omegn. På en mere aktuel note, så tegner Ordo Diabolicum sig for gruppens tredje langspiller siden undfangelsen i 2020. Mens græske Stavros ’Maahes’ Bondi i denne ombæring varetager både bas og guitar, rummer albummet desuden adskillige gæstende indslag. Fundamentet er arketypisk andenbølgeblack fra Sverige, om end gruppens brogede baggrund af græsk-hollandsk-italiensk oprindelse har sat sit tydelige præg på det endelige udtryk.

Udfrielse gennem kaos

Præmissen for Ordo Diabolicum opstilles som et brud på den gængse opfattelse af mørket. Den tomme intethed manifesteres her som et rige, hvor grænserne er udvisket, og hvor menneskeheden kan udfries gennem det totale kaos. I mine ører lyder det umiddelbart som et manifest, man ville forvente at finde på natbordet ved siden af et sortsvedent eksemplar af anarkistens kogebog …! Det er under alle omstændigheder noget af et bomberør, der stikkes ild til på ”Dungeons of the Damned”. Foruden de Rotting Christ-kurtiserende guitarriffs er det særdeles let at forestille sig billeder af både Behemoth og God Dethroned pryde væggene hjemme i ’øveren’. At sessionsvokalist Androniki Skoula er valgt på baggrund af et CV, der inkluderer samarbejde med netop Rotting Christ, Behemoth og SepticFlesh. Eller for den sags skyld, at Dinos ’Psychon’ Prassas, der har forestået både mix og mastering, til daglig svinger øksen for selvsamme SepticFlesh.

Man kunne dermed let foranlediges til at tro, at der successivt bydes på et sandt overflødighedshorn af kompositoriske krumspring og tematiske finurligheder. Og bevares, ”Hêlēl ben-Šaḥar” (et hebræisk udtryk for det livgivende lys fra planeten Venus) såvel som ”Vae Victis” (latinsk for 've de besejrede'), der kan tilskrives historien om gallerkongen Brennus, leverer øjensynligt varen. Problematikken ligger snarere gemt i de banaliteter, der lurer lige under overfladen. Her bliver vi nødt til at kaste et blik i bakspejlet mod albummets eponyme skæring, der ganske symptomatisk starter med fuld appel på både tromme, growl og dramaturgisk rammesætning. Det lyder jo alt sammen mægtig fint … altså lige indtil C-stykket stikker af i galoperende Amon Amarth. Ja, man fristes næsten til at tro, at der er tale noget, som Jomsviking har tabt under sit plyndringstogt ... Misforstå mig ikke, jeg holder usigeligt meget af en solid omgang melodød. Men i den her kontekst bliver det simpelthen for lallet …!

Det kunne man måske vælge at se gennem fingre med, hvis der blot var tale om et isoleret tilfælde. Virkeligheden er imidlertid en anden. Foruden de førnævnte fortæller også ”Chariots of Death” en historie om begrænset overskud og kreativitet. En titel, der ikke alene kunne mistænkes for at have været en tur gennem ChatGPT, men også et forsøg på at modernisere Bathorys ”Chariots of Fire”. Det skal dog lige indskydes, at bunden aldrig for alvor ryger ud. Dertil står produktionen for skarpt, ligesom musikerne bestemt også kan deres kram. Men når tricket i kontraststykket seks numre inde viser sig at være nedsatte riffpaces komplementeret af tilsvarende up-tempo trommemønstre, så vidner det sgu lidt om mangel på fantasi. Derfor er det også velgørende at kunne omtale Jarosław Niemiec i lidt mere rosende vendinger for det nærøstlige touch, den polske multiinstrumentalist tilfører ”Primordial Fire”. Så tilgiver vi lettere genbrug af den trancelignende mumlen, der optræder ved hele tre særskilte lejligheder undervejs på albummet og dermed ikke ligefrem ender med at have den intenderede effekt. Med mindre denne selvfølgelig har været at forsøge at rykke grænserne for enerverende adfærd …  (!)

Rutinepræget ritual

‘Fake it until you make it‘, lyder et tvivlsomt flatterende mundheld. Og for nu også blive på dydens smalle sti, så lad mig da blankt tilstå, at jeg først i mine sene 30’ere er begyndt at bevæge mig over i den sorte ende af andedammen. Dermed vil elitære tunger formentlig hævde, at jeg tilhører den mere taknemmelige del af publikum. Det kan de muligvis have en pointe i. Når det så er sagt, så gør man altså ikke sine hoser grønnere hos puristerne ved at emulere alt, hvad der kan kravle og gå inden for svensk black metal, centraleuropæisk blackened death … for så til sidst at sovse det ind i en marinade bestående af alt godt fra det græske øhav. Til gengæld opvejer den ganske kompetente rytmesektion det noget mudrede udtryk, ligesom også indslaget med Niemiec bestemt trækker i den rigtige retning. Og skal vi så lige møve os op på det, der velsagtens bliver årets mest gavmilde 6’er, så lad os da salutere de akustiske anslag i introen på ”Chariots of Death”. MEN … hvis kløften mellem eliten og masserne før var stor, er den bestemt ikke blevet mindre med Ordo Diabolicum. Ja ja, så lad de sure purister vente uden for døren. Vi andre får nu ganske tilforladelig underholdning for pengene, men bestemt heller ikke mere end det.