Anubis Gate - Horizons

Horizons

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 9,3/10 baseret på 4 stemmer.

Smukkere kan det næsten ikke gøres - et lille mesterværk fra Anubis Gate.

Danske Anubis Gate behøver vel ikke nogen større introduktion. Lad os nøjes med at sige, at Horizons er bandets sjette album, og at hvis der skulle findes internationale prog-medier, der endnu ikke kender dem, så slutter det her; Dette værk er aldeles fremragende!

Af og til falder man over de der skiver, der bare er rigtig gode. Som regel er de kendetegnet ved, at det pågældende band har fundet den perfekte balance mellem at søge nye veje og eksperimentere, men samtidig forbliver tro over for deres egen unikke lyd og stil. En sådan plade er Horizons. Anubis Gate spiller stadig melodisk 80'er-heavy tilføjet mørke lag af nutidig progressiv metal, men tager også chancer der tilføjer endnu flere spændende elementer til deres i forvejen dragende lydunivers. På Horizons kommer det til udtryk i form af flere afdæmpede og melodiske passager end på noget af deres tidligere materiale - en blødere plade vil nogen måske mene - men inden brynene kommer til at rynke for meget, skal det siges at disse variationer på fornemmeste vis synliggør og skærper lytterens opmærksomhed i retning af de unikke kvaliteter Anubis Gate altid har haft, og som de mestrer til perfektion. Nemlig det faktum, at uanset om bandet bevæger sig rundt i thrashede riffs og dundrende bas eller stille passager med skønsang, så eksekveres det med høj høj klasse. De mestrer nemlig ikke bare den svære disciplin, det er at skrue gode numre sammen. De mestrer også alle de små delelementer. Morten Gade Sørensens trommer er fuldstændig sublime, og selv efter syvende gennemlytning finder man stadig nye lækre detaljer. Samspillet mellem den nye guitarist Michael Brodin og den rutinerede Anubis-guitarist Kim Olesen er ligeledes af en anden verden, og perfektionen i lydbilledet kulminerer fuldstændig i forsanger og bassist Henrik Fevres dragende flotte stemme. Hele baduljen er produceret af Jacob Hansen, som bag den store pult uden tvivl må have følt sig som en lille knægt i en slikbutik. Kort sagt: Pladen lyder pissegodt og har et flot internationalt snit!

Horizons skal høres og nydes i sin helhed. Man skal give sig tid til den, og give sig hen til den. Og når det så er blevet gjort et par gange, så venter der en stor gevinst! Når dette Herrens år 2014 rinder ud, vil det undre denne anmelder overordentligt meget, hvis ikke Horizons er at finde på diverse lister over årets bedste skiver. Det er storladent, det er smukt, det er råt og det er hårdt. Og så er det dansk! Anubis Gate har begået endnu en skive, som det lille heavy-kongerige mod nord kan være særdeles stolte af.

Tracklist

  1. Destined to Remember
  2. Never Like This (A Dream)
  3. Hear My Call
  4. Airways
  5. Revolution Come Undone
  6. Breach of Faith
  7. Mindlessness
  8. Horizons
  9. A Dream Within A Dream
  10. Erasure

Kommentarer (6)

Jens Pallesen

Jens Pallesen

Tidligere anmelder

Indlæg: 15

Phew ikke lige min kop te,

Phew ikke lige min kop te, bringer minder om 80er soft metal.. men har dog ikke haft mulighed for at høre hele albummet.

Jens Pallesen gav Anubis Gate - Horizons 7/10.

Lasse Jacobsen

Anmelder

Indlæg: 11

Læs konklusionen...:

Læs konklusionen...:

Horizons skal høres og nydes i sin helhed. Man skal give sig tid til den, og give sig hen til den. Og når det så er blevet gjort et par gange, så venter der en stor gevinst!

Jens Pallesen

Jens Pallesen

Tidligere anmelder

Indlæg: 15

Jeg har læst din konklusion..

Jeg har læst din konklusion... Lad mig uddybe det.. ud fra hvad jeg har hørt, er det ikke min kop te, håber det er ok at jeg skriver min midlertidige mening.

Jens Pallesen gav Anubis Gate - Horizons 7/10.

Lasse Jacobsen

Anmelder

Indlæg: 11

Så skal man måske ikke give

Så skal man måske ikke give en karakter, hvis man ikke har hørt det hele ;-)

Rock on!

Jens Pallesen

Jens Pallesen

Tidligere anmelder

Indlæg: 15

Så har jeg fået hørt hele

Så har jeg fået hørt hele albummet og jeg må sige at det var en langtrukken sag.
Jeg mener ikke at Anubis Gate er gået frem i deres udvikling. Der mangler simpelthen kant, overraskelse og mod til at skeje lidt ud.
Det lyder som en blanding af The Alan Parsons Project og metal, det kunne være godt, men bliver desværre ikke forløst. Jeg kan dog høre at det er et band med ambitioner og de lyder også super prof., jeg så dog hellere at de kastede lidt af professionalismen af sig og gav den gas!

Jens Pallesen gav Anubis Gate - Horizons 7/10.

Per Johansson

Mesterværk fra Anubis Gate.

Det er uden tvivl et mesterværk, hvis i spørger mig.
Elsker det band og glæder mig allerede til det næste..:o)
10/10 fra mig!