Endnu et mesterværk fra de danske prog-konger!

Danmark er i dén grad sat på prog-verdenskortet

I 2014 udgav Anubis Gate det formidable album Horizons, som undertegnede skribent ikke tøvede ét sekund med at give den absolut højeste karakter, dette web-magasin kan diske op med. Dengang var det en sand fornøjelse at høre et dansk band mestre prog-genrens alsidighed, eksperimenteren og tekniske lækkerier uden på noget tidspunkt at miste jordforbindelsen. Og det er det stadig! De herrer Sørensen, Bodin, Olesen og Fevre har gjort det igen – en decideret tour de force i velspillet, mørk og dragende smuk progressiv metal har set dagens lys. Mine damer og herrer, det er mig en ære at anmelde Covered in Black.

Intet er så skidt...

Med den hamrende dygtige Jacob Hansen bag knapperne har danske Anubis Gate (igen) overgået dem selv. Der er gået tre år siden den uhyggeligt gode Horizons – et album, der måske var i den bløde ende af skalaen, når vi snakker progressiv metal – men nu er kvartetten tilbage med en aldeles slagkraftig, dynamisk og ret så mørk opfølger. 

På Covered in Black er det igen de mørke afkroge af sindet, der udforskes i det dragende tekstunivers. Dårligt mentalt helbred hos et af bandmedlemmerne har dannet rammen om det dystre og mørke tema, der er gennemgående på pladen, og har også medvirket til, at sangskrivningsprocessen er mundet ud i nogle markant hårdere passager, end vi hørte på forrige mesterværk. Anubis Gate leverer stadig afdæmpede brudstykker af soniske lækkerier, der får lytteren til at drømme sig langt væk på de endeløse prog-marker. Men på Covered in Black er der en del flere hårdtslående perioder med god gammeldaws dobbeltpedal, dundrende riffs og ikke så meget pis. Godt blandet med alt fra cello og klassisk klaver til orientalske sitarer og spændende skalaer inviteres lytteren med ud på en formidabel rejse, der nydes allerbedst i ét stræk – fra den ene ende til den anden.

De fleste prog-allergikeres største frygt – den navlepillende og selviscenesættende instrumental-onani – udsættes man ikke for. Bare rolig. Ingen af medlemmerne i Anubis Gate behøver otte minutters ego-tid for at vise, hvad de kan; det sørger den fantastiske musik og det smukke samspil for. Og tak for det!

Verdensklasse!

Progressiv metal bliver ofte, og ganske fejlagtigt, skåret over én og samme kam af dem, der ikke kender genren ordentligt; “det er jazzmusikere, der spiller metal ”eller “de skal bare vise, hvad de kan, og lire soloer af”. Fordommene er mange, og genren er i mine øjne uhyggeligt undervurderet. Progressiv metal er uendeligt meget mere end individualister, der bare skal blære sig. Lyt endelig til Anubis Gate og få syn for sagen – god prog behøver ikke at være kompleks og svær at lytte til. I bedste Pink Floyd-stil kan det sagtens være hamrende smukt, mens det stadig kræver lidt indlevelse og hengivenhed fra lytteren – hengivenhed, der i sidste ende er det hele værd. Covered in Black er intet mindre end et mesterværk. 

Guderne skal vide, at topkarakteren på ti sure kranier ikke sidder løst i hånden på mig – det er kun blevet til en håndfuld af dem i årenes løb – men formidabel smuk musik kan ses, høres og lugtes på lang afstand, og så er der ikke så meget andet at gøre. Anubis Gate har gjort det igen. Jeg tøver ikke et sekund med, endnu en gang, at give ti flotte og velfortjente kranier til de danske prog-konger. Og det er endda første gang, jeg giver ti kranier til det samme band for anden gang. Tillykke med bedriften, drenge!