Killing demos
Det forekommer mig nærmest dumdristigt at springe demo-stadiet over og gå direkte til fuldlængdedebuten. Til gengæld er der rigeligt med succesrige eksempler – og ikke kun supergrupper – til, at jeg ikke rynker brynene af dén grund. Heavy metal-gruppen Angel Black fra Arizona har gjort netop dette, og efter dannelsen i 2013 debuterer de nu med fuldlængdealbummet Killing Demons. Det er tydeligt, at gruppen har nogle hooks at stikke i lytteren, men det er også tydeligt, at de måske skulle have taget den lange vej forbi demo-udgivelserne. For Killing Demons er sandt at sige upoleret – på den dårlige måde.
Udsving i udførslen
Der hersker ingen tvivl om, at Angel Black elsker Judas Priest. ”Strikeforce” spilder to sekunder på at tage ladegreb, og tager ellers hul på en tempofyldt rocker, som dydigt følger præstens klassiske periode. Massive, forvrængede riffs fra guitarist Jelinek og bassist Strohmyer lægger bund for Casons hookfyldte vokal; alt sammen naturligvis drevet frem af Becks backbeat. Broen bringer leadguitaren i spil, hvilket naturligvis fører til et omkvæd, som kombinerer et råbeværdigt refræn med harmoniserede vokalmelodier. ”Cyber Spy” følger den relativt simple men effektive stil, og leverer et fint omkvæd, man har siddende i hovedet i dagevis efter.
Angel Black skriver en samling kompetent Priest-rockere, og dét skal man absolut ikke kimse ad. Jeg har dog et stort problem med udførslen: gruppen spiller virkelig, virkelig ikke særlig tight. Helt specifikt kommer guitaristen alt for ofte tidligere end trommeslageren ind i den næste takt, hvilket allerede i åbneren er decideret forvirrende. Vokalen er absolut heller ikke fejlfri; Cason klarer sig fint i ”Cyber Spy” og ”Death Mill”s følelsesladede akustiske stykker, men omkvædet i ”Black Heart” lyder, som om han ikke er klar over, hvilke toner han skal synge. ”Killing Demons” og ”The Dream that Stood Alone” har egentlig nogle seje omkvæd, men de lider ligeledes begge under dårligt arrangerede (eller dårligt udførte) vokalharmonier. Trommerne er som oftest temmelig standard, men jeg bemærker, at lilletrommen lyder forfærdelig samplet i ”Death Mill”, hvor den akkompagneres af en fejende baggrundsstøj, som ophører for brat til, at det kan være almindelig rumklang fra et studie.
Albummet har i øvrigt et problem med fremdriften. Åbneren ”Strikeforce” er reelt det eneste nummer med tempo; resten af albummets syv numre rocker afsted i et komfortabelt midtertempo, og jeg savner mere variation på dét punkt. Fra ”Black Heart” til og med ”Killing Me” har sangene en lettere ens identitet, og et temposkift eller to kunne have gjort underværker for at bryde ensformigheden. Endelig kommer jeg aldrig til at holde af gentagelsen af refrænet ”It’s killing me-e-eee” i sidstnævnte, og sangen står som den svageste på albummet.
Keder dæmoner
Angel Black er uden tvivl store Judas Priest-fans, og ved, hvordan man hooker lytteren. Til gengæld lider debuten Killing Demons under, at bandet slet og ret mangler øvelse; og det er dét, man har demoer til. På trods af at have spillet sammen i fem-seks år, virker sammenspillet løst, teknikken mangelfuld, og sågar produktionen har sine skønhedsfejl. Læg dertil et svingende niveau i sangskrivning og problemer med albummets generelle tempo. Som resultat er Killing Demons et album under middel på trods af nogle solide passager undervejs.
