Anaal Nathrakh - Desideratum

Desideratum

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Spilletid:41.04
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Introduktion

Anaal Nathrakh har, siden de blev dannet tilbage i 1998, bevæget sig fra at være et ukendt band, til at blive et af de største bands i undergrunden. Bandet spiller sjældent live og har meget sjældent udgivet nogle af deres sangtekster. De består af musikerne Irrumator aka Mick Kenney og V.I.T.R.I.O.L aka Dave Hunt. Plader som In The Constellation Of The Black Widow og Vanitas er blevet spillet virkelig mange gange, på min iPod. Jeg har nu fået lov til at anmelde deres seneste udspil Desideratum.

Gennemgang

Første nummer på pladen er det instrumentale nummer "Acheronta Movebimus". Det har en intro, som rammer lidt over de fyrre sekunder, før det for alvor går i gang. På trods af, at mange kalder Anaal Nathrakh for black metal/grindcore, så er det næsten umuligt at sætte musikken i en bestemt bås. Alt fra Industrial, over Noise, til Dubstep kan bandet finde på at lave. Det bliver illustreret ret godt på dette nummer. Trommerne tager styringen og guitaren kører i en fast melodi, som bliver gentaget igennem store dele af nummeret. Slutningen kommer ret pludseligt og vi bliver smidt direkte ind i andet nummer på pladen "Unleash". Dette nummer er et godt eksempel på klassisk Anaal Nathrakh. Super hurtige trommer, hurtige guitar riffs og en umenneskelig vokal leveret af forsanger Dave Hunt. En af de ting som bandet også er virkelig gode til at få til at fungere, er de melankolske passager med en lille pause fra skrig og råben. I disse passager giver de os en smule ren vokal. Det passer helt perfekt ind. Vi får både en kaotisk, men alligevel også en melankolsk følelse i omkvædet. Jeg er helt vild med musikken indtil videre!

Tredje nummer på pladen er "Monstrum In Animo". Nummeret ligger i samme kategori, som det sidste. Ultrahurtigt og smadret. Her får vi ikke noget eksempel på ren vokal eller melankolsk stemning. Her er det en ren dommedags-, apokalyptisk- og destruerende atmosfære, vi befinder os i. De elektroniske inspirationer kommer til udtryk i dette nummer. Disse bliver til et eksperimenterende element i specielt midterstykket, hvor de overtager en del og bliver blandet godt sammen med resten af den instrumentale sektion.

"The One Thing Needful" er fjerde nummer på pladen. Det viser sig at være et af de mere kaotiske numre indtil videre. At man hører et lydklip i starten, hvor en råber "Go and kill yourself" skaber lidt en illusion om, at man ved, hvad vi kan forvente af bandet. Det her nummer minder mig en del om et nummer fra Vanitas, nemlig "Forging Towards The Sunset", da den har denne melankolske følelse i omkvædet og virkelig kaotiske start på nummeret. Den melankolske stemning tager måske lidt overhånd hen imod slutningen og vi mister lidt af intensiteten i nummeret. På trods af dette, er det et stærkt nummer. Femte nummer på pladen er "A Firm Foundation Of Unyielding Despair". Nummeret går i gang med et svingende trommebeat, som så efter noget tid eksploderer ud i super hurtige riffs og super smadrede blastbeats. Hele nummeret er virkelig hurtigt og typisk Anaal Nathrakh stil – nemlig virkelig smadret. Nummeret indeholder ikke en eneste passage, hvor den rene vokal får en chance. Til gengæld er den elektroniske musikindflydelse virkelig kraftig på dette nummer. Det er et godt nummer. Aggressionen er der og det står, for mig, ud som et af de stærkeste numre på pladen. Sjette nummer på pladen er titelnummeret. Nummeret sætter tempoet en del ned og viser en ret groovy start, hvor det hele ikke går så skide hurtigt. Vokalen er virkelig kaotisk på dette nummer. I verset er det næsten umuligt at høre, hvad Dave Hunt synger, men alligevel lykkes det ham at få et melodisk omkvæd med masser af ren vokal på. Nummeret er i bund og grund ret fedt, men jeg føler lidt, at det er en anelse for kort og at nummeret ikke får lov til at udfolde sig ordenligt, som det kunne have gjort. Syvende nummer på pladen er "Idol", som også udkom som bandets første single fra denne plade. Dette nummer er det svageste nummer på pladen indtil videre. Selvom det indeholder en masse af de traditionelle egenskaber, som et Anaal Nathrakh nummer indeholder, så er det alligevel ikke et nummer, der er mindeværdigt, eller noget, som står ud i forhold til alle de andre numre. Lidt af en skuffelse må man sige. Ottende nummer på pladen "Sub Specie Aeterni (Of Maggots, And Humanity)" starter ud med et spark lige i fjæset. Guitarværket på nummeret er virkelig fedt. Det gennemborer dine trommehinder og flækker riffet ind i skallen på dig. Dave Hunt er igen i sit es på dette nummer med en vokal, som er fuldstændig uforståelig og fuldt ud lige så smadret som musikken. Nummeret har en ret Crust Punk attitude og noget Symfonisk Black Metal blandet sammen til et kort og lækkert nummer. Utrolige hastigheder får vi bevidnet.

Jeg vil ikke sige mere, end at lade lytteren bedømme selv. Niende nummer på pladen er "The Joystream", der skaber denne deprimerende følelse lige fra starten af. Med en guitar, som kommer listende og lige pludselig eksploderer det hele ud i et inferno af blastbeats og hurtige guitarriffs. I forhold til "Idol", så har dette nummer lidt mere at byde på, end det tidligere nummer. Den melankolske, rene vokal i omkvædet vender tilbage på dette nummer og i midterstykket har vi igen et fedt eksempel på den elektroniske inspiration, bandet har vist ret godt på pladen indtil videre. Igen er dette et virkelig fedt nummer. Det står også ud som et af de stærkeste på pladen – for mig at høre.

Vi er nu snart ved at nå ved vejs ende og nummeret "Rage And Red" er endnu et kort nummer, som indeholder et kaotiske lydinferno, som er blevet nævnt så mange gange før i løbet af denne anmeldelse. Der bliver ikke sparet på aggressionen og vi får en guitarsolo smidt i hoved. Hvis I synes, at Slayers soloer er kaotiske, så har I ikke aldrig hørt Anaal Nathrakhs guitarsoloer. De er så kaotiske, at det tager ikke mere end 10-15 sekunder før soloen er færdig og det passer perfekt sammen med musikken. Bandet har været så heldig at få Niklas Kvarforth fra Shining, som gæste vokal på nummeret. Der bliver ikke sunget fra Kvarforths side af, men en masse snak på svensk får vi hørt. Vi er nu nået ved vejs ende og slutnummeret "Ita Mori" giver os et sidste spark i røven. Nummeret smider lytteren ind i det sidste aggressive lydinferno og giver ikke slip på os, før nummeret er slut.

En af de ting, jeg har nævnt mange gange før i løbet af denne anmeldelse er; at Dave Hunt skal have ros for denne virkelig intense vokal variation, som også er blevet vist i løbet af Desideratum. De obligatoriske blasteats er hurtige og præcise og sidder lige i skabet, som de plejer. Mick Kennys guitarspil er fænomenalt. Virkelig kaotisk, men fænomenalt. Den bliver blandet godt sammen med resten af musikken. Det eneste jeg kan sige, som er negativt ved nummeret er, at det slutter ret slutter tidligt. Jeg føler ikke, at jeg får udlevet mine forventninger. Så jeg kan konstatere, at det er en acceptabel afslutning på en fed plade.

Som på alle tidligere plader er det guitarist Mick Kenney, der har stået for produktionen og selvom det er en meget kaotisk lyd, så er det alligevel meget klart og intet bliver holdt udenfor.

Trommerne er en interessant ting, fordi Anaal Nathrakh bruger live trommeslager, men når de indspiller, bruger de programmerede trommer. Selvom det ikke er rigtige trommer, så føles trommerne alligevel så ægte, som det overhovedet er muligt (når man arbejder med "falske" trommer). Alle fills og blastbeats er så præcise, som de kan være, så man ved, at de har lagt meget arbejde ind i deres programmering.

Vokalen på pladen er så varieret og lyder ikke ens hele vejen igennem. Jeg sagde engang, at det hårdeste job i verdenen må være, at være Dave Hunts stemmebånd. Manden skriger og råber, som om hans liv afhang på det. Manden skal have ros for at være en fantastisk forsanger og at han giver sine 100% eller mere på hvert eneste nummer.

Av, mine ører

Man får en del tinnitus af at lytte til Anaal Nathrakh. Så man kan stille og roligt konkludere, at det ikke er for sarte ører. Desideratum er igen et godt eksempel på, hvorfor Anaal Nathrakh er et af de bedste bands i nyere tid. Den indeholder stadig en masse aggression, men på samme tid er den meget anderledes, end hvad bandet har gjort før.

Tracklist

  1. Acheronta Movebimus
  2. Unleash
  3. Monstrum In Animo
  4. One Thing Needful
  5. A Firm Foundation Of Unyielding Despair
  6. Desideratum
  7. Idol
  8. Sub Specie Aeterni (Of Maggots, And Humanity)
  9. The Joystream
  10. Rage And Red (Feat. Niklas Kvarforth)
  11. Ita Mori

Tilføj kommentar