Habemus Papam

I disse dage vælger konklavet i Vatikanstaten, hvem der skal være den nye pave. På samme måde fristes man til at tro, at et konklave bestående af samtlige polske black metal-bands igennem hele 2025 har forsøgt at finde ud af, hvem der skal være den helt store Antipave: Patriarkh gav os sit bud allerede tilbage i januar, så kom Hate skarpt efterfulgt af Behemoth, og nu melder Amalekim sit kandidatur. Dette orkester er bestemt den yngste kandidat til embedet, men ved at udgive intet mindre end tre album på små fem år beviser Amalekim, at man ikke skal undervurdere dem. Avodah Zarah understregede især, at de bestemt kan stå ansigt til ansigt med langt større og mere kendte bands – og vinde. Ergo er det eneste reelle spørgsmål, der så melder sig: Kan de stadig stå distancen?

Give me that old time religion

Albummets titel er en reference til den jødiske højsang, som efter sigende skulle være nedfældet af ingen ringere end kong Salomon – som da også pryder coveret, der fortæller en lettere forskruet udgave af historien om Salomons dom. Dette er meget lig, hvordan coveret på bandets forrige værk viste en mere dyster version af myten om Abraham og Isak. Men når man har opkaldt sit band efter følgerne af israelitternes oldgamle fjende, ja, så er det ikke så sært.  

Men én ting er tematik og lyrik, en anden ting er musikken – og lad os være ærlige: Hvis den ikke holder vand, så er alt andet grundlæggende ligegyldigt. Bandet har jo tidligere bevist, at de bestemt er leveringsdygtige, og heldigvis beviser de det igen på Shir Hashirim.

Sat op imod sine forgængere er bandets tredje udgivelse så afgjort af en mere melodisk karakter, hvilket primært skyldes, at de to guitarister Atanor og Mróz virkeligt er trådt i karakter – og det er utroligt klædeligt! De to formår konstant at sammenflette geniale riffs, der minder om lige dele Uada, Dissection, Emperor og naturligvis Behemoth – hvilket udgør en formidabel kombination.

Men hvad endnu bedre er, så skrev jeg i min anmeldelse af Avodah Zarah, at når nu bandet er så insisterende på at have sit fokus på den jødiske mytologi, så var det en skam, at de ikke også inkorporerede det i musikken, for eksempel via tilføjelsen af klesmermusik – og sørme om ikke introen på ”Chant V: Tanur Nitzchi” er netop dét! Desværre er der gået ét eller andet galt, da trommerne og bassen skulle mikses, for de to mangler godt nok gennemslagskraft. Der er langtfra lige så meget bund i musikken på Shir Hashirim, som der var på Avodah Zarah, og det er ærlig talt en skam, for Amalekim har tydeligvis ønsker om at lyde så imposante som muligt – og det er desværre ikke helt muligt med en så flad bund.

Amen!

Shir Hashirim er en fremragende skive, og der er ingen tvivl om, at bandet har udviklet sig – både som musikere og som sangskrivere. Deres visioner matcher ambitionerne, hvilket er skønt. De har tilladt at tilføje nye elementer og finpudse deres lyd, og det skal de simpelthen bare blive ved med, for selvom deres tredje udgivelse ikke er fejlfri, så er den en særdeles godkendt omgang, der viser, at de har blod på tanden. Bliver de ved på denne her måde, så burde der ikke gå mange år, før de spiller på de store scener verden over. Amen!