Shabbat shalom!
Efter en lille respit på to år er den polsk/italienske kvartet Amalekim klar med sit andet album, Avodah Zarah. Albummets titel er en reference til en serie af paragraffer fra den jødiske tekstsamling Talmud, der alle omhandler, hvordan en rettroende jøde skal agere med hensyn til idoldyrkelse, kættere og begivenheder, som ifølge jødedommen er blasfemiske. Religiøse tematikker som disse er ikke just noget nyt indenfor black metal, og i og med at artisterne i Amalekim kommer fra to lande, hvis nationalidentitet går hånd i hånd med kirken, må man antage, at de alle har stærke følelser forbundet med netop religion. Dog nok mere som Slayer end som Stryper. Så find kalotten frem, og lad os holde sabbat med Amalekim!
Skru op for tematikken – tak!
Ganske vist er bandets ophav ikke udelukkende polsk, men det ændrer nu ikke på, at Amalekim lyder umiskendeligt polsk. Det er polsk black, som man kender den; der er de forventelige aspekter af dødsmetal a la Hate og Behemoth, men ligeså er der de rock’n’roll-influerede passager, som man kender det fra Mgła.
Nu og da kan man endda drage paralleller til amerikanske UADA, da Amalekim til tider har samme mættede lydbillede som de hætteklædte amerikanere. Dette er især tydeligt på åbningsnummeret ”Psalm I – Avodah Zarah”, der lige så godt kunne have været på et album som Cult of a Dying Sun.
Amalekim er måske nok et nyt og derfor uøvet og uprøvet band, men der er absolut ingen mangel på ambitioner eller store armbevægelser, og bandet beviser virkeligt med Avodah Zarah, at de altså gerne vil prøve kræfter med de store navne på scenen. Bandet spiller fremragende, albummet er tilsvarende mixet og produceret ganske glimrende, og ligeså er der en udmærket variation imellem de ni numre. Vi bliver både præsenteret for eksempler på klassisk atmo-black (”Psalm II – Efes Sefirah”), blackened death (”Psalm VII – Hallel Lequayn”), melo-black (”Psalm VIII – Hester Panim) og black-thrash (”The Disease”). Dog undrer det mig, det niende nummer ”The Disease” så ikke følger resten af albummets religiøse tematik eller navngivning.
Apropos tematik så kunne jeg godt have tænkt mig, at bandet havde omfavnet det religiøse aspekt endnu mere og tilføjet diverse elementer fra hebraiske gudstjenester. Om det så havde været sang eller brugen af diverse traditionelle instrumenter, er egentligt underordnet. Men det havde uanset hvad været klædeligt og været med til at underbygge albummets rammefortælling – så der kunne de godt tage ved lære af deres landsmænd i form af Batushka. Derudover ville et lille strejf af noget klesmermusik i deres ellers så kulsorte musikalske univers give dem et særegent udtryk og derved lidt mere personlighed – for selvom Amalekim er dygtige, så lyder de nu en hel del som mange af deres landsmænd.
Men ser man bort fra disse kritikpunkter, så er bandets anden udgivelse særdeles godkendt og en meget naturlig udvikling af den lyd, som de præsenterede os for på debutudgivelsen HVHI.
Mazel tov!
Amalekim beviser med sit andet opus, at de bestemt er et spændende og interessant navn, som ligeså er værd at holde et vågent øje med. På ganske få år har de formået at udgive to fremragende album, og ligeså har de vist, at de har tårnhøje ambitioner samt evner, der matcher disse. Så hvis de formår at holde kadencen eller eventuelt hæve niveauet, jamen, så går Amalekim store og spændende tider i møde!