Det glade vanvid
“Hvad helvede foregår der!?”, er det mest oplagte spørgsmål, man kan – og bør – stille sig selv, efter man har hørt Living is Easy/The Circle Chant, for hold på hat og briller, hvor foregår der dog meget, og der er ikke den retning, som musikken ikke stikker ned ad. Amerikanske Agriculture kalder sig selv for ’ecstatic black metal’, og det siger alt, samtidig med at det siger absolut intet, og hvis man er bekendt med post-black/blackgaze-scenen fra Los Angeles, hvor Agriculture er fra, så ved man også, hvad man kan forvente – og så alligevel overhovedet ikke!
Yin til sit eget yang
EP’en her består af fire nye numre – de udgør Living is Easy-siden – samt bandets første udgivelse, The Circle Chant – et lidt besynderligt valg, men da begge følger den samme formel, giver det vel fin mening. Denne formel indebærer, at første og tredje nummer er en hidsig og vanvittig omgang post-black med guitarfræs, og så er andet og fjerde nummer alt lige fra digtoplæsning til lejrbålsmuzak. Tag nu selve sangen ”Living is Easy”, som kombinerer Sunbather-æra Deafheaven med lyden fra Great Cold Emptiness’ Immaculate Hearts Will Triumph tilsat Bergs guitararbejde på Aaras formidable En Ergô Einai. Det er, med andre ord, et fuldstændig fantastisk/absurd nummer, og jeg er tilbøjelig til at sige, at det er det bedste post-black-nummer, jeg har hørt i hele 2024. Hvis man ikke allerede havde hørt The Circle Chant-EP’en, da den udkom i 2022 og derved var bekendt med bandets formel for at skrive EP’er, vil man nok blive chokeret og forundret, i en sådan grad at man lige er nødt til at tjekke, om ikke der er noget galt med ens afspiller, det øjeblik at ”Being Eaten by a Tiger” starter – for det er virkeligt en anden sag end Living is Easy. Men således har Agriculture valgt at være yin til sit eget yang. Personligt er jeg ikke vildt pjattet med denne formel, for den gør, at hvert andet nummer føles som en gammeldags reklamepause af den slags, hvor en bæver fortalte en om Colgate. Heldigvis er bandets greb om post-blacken så stærkt (hvilket de især beviste på debutudgivelsen Agriculture fra sidste år), og især skal de to guitarister Dan Meyer og Richard Chowenhill have ros, for deres riffs er en stor del af bandets lyd. Det er præcis dén lyd, som jeg ville ønske, Deafheaven havde omfavnet – singlen ”Black Brick” virkede til at indikere netop dette – i stedet for at pille sig i navlen og filosofere over, hvordan det ville lyde, hvis Tame Impala og Mew gik sammen. Omvendt erkender jeg, at det at brokke sig over de non-metalliske sange er tåbeligt, da det alle dage har været en del af bandets DNA. At brokke sig over det er lige så åndssvagt som at brokke sig over Dimmu Borgirs keyboard. Alligevel er det umuligt at se ideen med nummeret ”Salt”, som vitterligt bare er 40 sekunders ASMR-lignende mumlestønnen.
Talent og integritet er vejen frem
Det er hverken tilfældigt eller underligt, at Agriculture på så kort tid har opbygget sig det ry og den fanskare, som de har. Ikke nok med at de gør noget forholdsvist unikt, og at de gør det godt, så virker det også til, at de udelukkende gør det, de selv vil. Så trods bizarre valg er det tydeligt, at bandet har både talent og integritet – og dét kan man aldrig gå galt i byen med!
