Sorte bølger kræver sort musik!
Jeg har før undret mig over, at blackmetallen er så ilde repræsenteret på Metal Cruise. Jovist, det er ikke den mest party-uartige genre, men turen går nu alligevel til Norge af alle steder. Sidste år var båden endda oversvømmet med flyers for diverse ture rundtomkring i Oslo, der alle havde fokus på netop den norske black metal – og det er ej heller nogen hemmelighed, at der da altid er en lind strøm til den famøse pladebutik Neseblod. Men heldigvis har vi i år fået Afsky – som ganske vist er fra vores egen andedam, men som spiller weltklasse black metal.
Jeg vil da bestemt heller ikke lægge skjul på, at Ole Luk & Co. er det absolutte hovednavn for mig på denne tur – og ikke kun fordi Luk netop har udgivet sin muligvis bedste skive til dato, nemlig Fællesskab. Sidst jeg så Afsky stå på en scene, var i Pumpehuset sammen med UADA tilbage i 2023. Det var en aften, hvor jeg smed hele ti kranier efter netop Afsky, og siden da er bandet kun blevet endnu bedre. Spørgsmålet er dog, nu hvor vi er til søs, om vi kan forvente numrene ”Sort vand” eller ”Stormfulde hav” – det kunne da være meget spas.
Alle gode gange tre
Det her var tredje gang, at jeg skulle se Afsky, og der er ingen tvivl om, at de kun bliver bedre og bedre. I og med at Simon er på tour med Sunken lige p.t., har de fået Frederik Øgaard Jensen (Mother of All, Lamentari) med som vikar – hvilket faktisk løftede bandets udtryk. Sammen med bassisten, Martin Jørgensen, der tydeligvis er stor Steve Harris-fan, var det de to, der sørgede for at skabe kontakten mellem band og publikum, således at Ole Luk selv kunne koncentrere sig om at spy sin forpinte galde ud over os alle.
Ganske som på Fællesskab startede festen til tonerne af Maria Stenz’“Hvor er alle drømmene”, men ulig på pladen fik sangen lov til at spille noget længere inden afbrydelsen, der førte os direkte ind i “Velkommen til Livet”. Allerede da Afsky havde slået den første tone an, kunne man både høre og mærke, at der var lagt i kakkelovnen til en rigtig god koncert. De fire herrer var ualmindeligt tændte, og trods den begrænsede belysning, der nu og da blev erstattet af hidsigt lilla stroboskoplys, så kunne man se spilleglæden lyse ud af dem. Aldrig har “Tyende Sang” lydt så melankolsk og tungsindig, som den gjorde denne aften, og de nye sange som “Natmaskinen” og “Den der intenting ved tvivler aldrig” sad lige i skabet, som om de havde været en del af Afskys sætlister i årevis. “Frosne vind” blev også leveret med knivskarp præcision, og det er ellers ikke et nummer, jeg er specielt stor fan af, men det blev jeg efter at have hørt det her.
Highfives og store følelser
I klassisk black metal forstand, så er Afsky ikke det band, der har den største publikumsinteraktion, selvom Jensen og Jørgensen bestemt medvirkede til, at man følte sig set af bandet, men den her slags musik handler nu ikke så meget om at blive set eller at få anerkendt sin tilstedeværelse – det er en fælles klagesang, hvor vi samles og mødes og hylder musikken og følelserne, ikke highfives og knuckles, selvom det da også er hyggeligt.
Men melankolien og misantropien til trods, så var det tydeligt, efter bandet havde lavet den klassiske 'vi-går-af-scenen-for-blot-at-komme-på-to-sekunder-efter-til-et-ekstra-nummer'-finte, at hvis de havde fået chancen, så havde Afsky spillet en time eller to til – storsmilende endda. Den chance fik de dog aldrig, for da de gik i gang med andet ekstranummer, blev lyden slukket, og bandet fik pænt at vide, at nu var tiden gået, for næste band skulle gøre sig klar. Trods den lidt kejtede afslutning, så ændrede det dog ikke på, at koncerten her var et magisk øjeblik, og et utroligt rørende et ligeså, for Afsky er nu engang helt utroligt rørende musik.