Det var i 1999 eller cirka deromkring …!
Da vi, Heavymetal.dk, fylder 25 i år, har vi udvalgt enkelte store og kendte værker, som også fylder 25 år, og set tilbage på dem for at vurdere, om de nu stadig holder vand her så mange år efter. Egentlig var Abigors Channeling the Quintessence of Satan ikke en af disse skiver, men eftersom albummets 25-årsfødselsdag faldt, mere eller mindre, sammen med, at manden bag projektet, Peter Kubik, valgte at tage sit eget liv, virkede det oplagt. Så dette skriv er dels et tilbageblik på Abigors formentligt mest anerkendte udgivelse, dels en hyldest til Kubik.
Det var en anden tid!
Set med 1999 brillerne har Channeling the Quintessence of Satan været et vildt og formentligt banebrydende værk. Blackmetallen var stadig ny og blev betragtet som esoterisk og farlig – og ekstremt dogmatisk. Nok er denne skive ekstrem, men holdt op imod, hvad der ellers udkom af black metal i 99, så kan man ikke kalde den dogmatisk. De mange skæve elektroniske elementer, der konstant vælter frem og tilbage, samt en række riffs minder på mange måder om noget, man kunne have forventet af bands som Death. Ligeså er produktionen og mixet ikke just noget, der skriger trve 90’er-black, men den gode Kubik var aldrig typen, der gik op i regler eller andres meninger. Han levede – og døde – præcis sådan, som han selv ville det.
Men så er spørgsmålet, hvorvidt Channeling the Quintessence of Satan stadig holder i 2024: Er det stadig et vildt og banebrydende værk? Svaret må være ”både-og”. Jovist, det er vildt, men der er ingen tvivl om, at der er blevet begået vildere værker siden; ligeså er det svært at være banebrydende på bagkant. Men der er ingen tvivl om, at albummet stadig holder! Kompositionerne er stadig ekstremt velskrevne, og samtlige sange har så mange små sjove elementer og tvist. Og ærligt talt så savner jeg da, dengang den østrigske black metal-scene handlede om Satan og ondskab fremfor tungsind, weltschmerz og navlepilleri – det var en anden tid jo!
Tak for musikken
I 1999 var Channeling the Quintessence of Satan en kaotisk, forvirrende og voldsom sag. I 2024 er det en særdeles fremragende black metal-skive, der ganske vist ikke fremstår nær så hidsig, som den gjorde for et kvart århundrede siden. Men hvorom alting er, så vil det altid være et minde om, hvad Abigor – og derfor Kubik – egentlig var for en størrelse. Så hvil i fred, Peter, og tak for musikken.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14