Religion og Irland går som fod i hose
Ifølge Det Gamle Testamente er Abaddon et underjordisk dødsrige placeret i det allernederste rum i helvede, hvor død og ødelæggelse er trivielle hverdagsbegivenheder. I Det Nye Testamente er Abaddon ikke et sted, men derimod en engel fra dødsriget. Men da englen ikke beskrives nærmere, er der forskellige opfattelser af Abaddons gøren og laden. Nogle mener, at Abaddon, Satan og Antikrist er en og samme person, og for at gøre forvirringen total er der endda nogle, der mener, at Jesus efter sin genopstandelse går under navnet Abaddon. Noget, der dog ikke er tvivl om, er, at for 28 år siden gik en flok irere sammen og dannede bandet Abaddon Incarnate, som nu er klar med skiven The Wretched Sermons.
En svensker, en englænder og fire irere går ind på en bar
Kan man sin ekstremmetal, så vil man uden tvivl nemt kunne genkende det lydbillede, Abaddon Incarnate begår sig i på deres nyeste udspil. HM-2 pedalen er blevet købt hjem, skruet så meget op, at knappen er faldet af, og så er der ellers lagt op til lige over en halv time i selskab med grindcore med en god portion svenskerdød i ascendanten.
Dog har The Wretched Sermon af og til en kant af noget mere mørkt og dystert, hvor bandet for alvor genantænder gnisten til den sorte metal og endelig er stolte nok af den til at introducere den til deres forældre. For hvem forventer, at et nummer som ”Gateways” folder sig ud som Dimmu Borgirs nummer af samme navn? Det virker kaotisk og en smule meningsløst, men fungerer alligevel aldeles glimrende – men nu er kaos og meningsløshed jo også to af grundstenene i grindcore. ”Killing Spree” og ”Into the Maelstrom” er dog der, hvor pladen topper, og Abaddon Incarnate folder sig ud som det storslåede blackened grindband, vi alle har manglet. Især med ”Into the Maelstrom” omfavner Abaddon Incarnate hele den misantropiske pyromanielskende klub, parrer den med den kaotiske anarkisme og sender molotovcocktails til højre og venstre, mens IRAs våde drøm om en parlamentsbygning i lys lue er blevet til virkelighed.
Denne kulsorte anarkistiske løbebrand bliver dog af og til nødt til at sænke tempoet en smule, når der går lidt mere gængs dødsmetallisk grind i The Wretched Sermon. For selvom numre som ”Epic Desecration”, ”Parasite” og ”Shrine of Flesh” alle slår en ganske proper næve, så er der ikke meget nyt over at bruge HM-2 pedalen i en gang dødsmetallisk grind – Rotten Sound har gjort det i snart tre årtier. Så i kraft af dette kunne man godt have håbet på, at den irske kvartet var kommet op med noget nyskabende og ikke ”bare” god gedigen grind.
Det sædvanlige, tak
Det er nemlig præcis, hvad The Wretched Sermon er – god gedigen grind. Og da hovedparten af metalmiljøet er en flok tryghedsnarkomaner, der hellere vil undvære højre arm end opgive deres 30-40 år gamle suttekludebands, så er der ingen tvivl om, at Abaddon Incarnate nok skal få god succes med deres seneste udspil.
