Et musikalsk svinkeærinde
Det er ikke mange måneder siden, schweiziske Aara udgav albummet Triade II: Hemera. Et album, jeg ikke var specielt lun på – ærligt talt skuffede det fra ende til anden, og produktionen var nok albummets højdepunkt. Men nu, mens vi venter på det tredje kapitel i deres Melmoth-saga, har gruppen valgt at udføre et svinkeærinde i form af EP’en Phthonos. Et værk, der ikke skal ses som andet end en kreativ udfoldelse, som de så sig nødsaget til at udleve prompte. Og selvom Aara ikke for alvor har imponeret siden En Ergô Einai fra 2020, så bliver jeg altid en smule kåd ved tanken om nyt fra de maskerede kukursentusiaster.
Kunsten at overraske
Selvom stilen fortsat er bombastisk og hårdtslående atmo-black med fokus på guitarmelodier og tordentrommer især, så er Phthonos noget helt andet end de udgivelser, som bandet tidligere har begået. For det utrænede øre eller folk der ikke er bekendte med Aara, er den ovenstående påstand måske svær at nikke genkendende til. Men ikke desto mindre er den sand. Den svævende og æteriske stemning, der for eksempel herskede på tidligere udgivelser, er erstattet af en langt mere jordnær og fandenivoldsk en af slagsen, hvilket det første nummer, “Phthonos I”, repræsenterer med sine simple, men dramatiske power-chords – noget, der normalt ikke fylder synderligt meget i Aaras musikalske univers. Ligeledes må og skal jeg nævne det helt utroligt norske introriff i “Phthonos II”, der hørmer af bands som Burzum og Thorns. Som altid bliver musikken akkompagneret af Bergs vanvidsvokal, der fortsat lyder som en gal heksemutter helt væk på krokodil – og det er uden tvivl en vokal, der deler vandene. Personligt har jeg svært ved at forstille mig en anden vokal, da netop dette skingre skrigeri er en essentiel del af Aaras lyd – selvom det da lyder nok så kaudervælsk. Phthonos er en sjov størrelse, for nok varer den under et sølle kvarter, men man får alligevel så meget. Personligt må højdepunktet være det stilartsskift, der er omkring halvvejs igennem “Phthonos II”, hvor der springes fra tung, tung black metal til særdeles opløftede og nærmest euforisk dansable firserrockrytmer – et fuldstændigt vanvittigt skift, som ikke burde virke, men viser sig at være kronen på værket! Det er så uforudseligt, at man bliver taget totalt og aldeles med bukserne nede, og netop denne evne til at bedrage og snyde lytteren er et tegn på sand kunst.
Men hvad så nu?
Aara skuffede som tidligere nævnt tidligere på året med Triade II: Hemera, men med Phthonos kommer de så stærkt tilbage, at det virker uforståeligt, at albummet fra foråret ikke var bedre. Bandet udtaler, at denne EP vitterligt ikke er mere end nogle hurtige og nye ideer klasket sammen på en eftermiddag – hvilket virker utroligt, men eftersom Triade III: Nyx er på trapperne allerede, er jeg nysgerrig/ængstelig for, hvorvidt det album vil minde mere om sin reelle forgænger eller om denne EP. For alt ved denne her udgivelse er godt, lige fra det bizarre Beatrix Potter-influerede cover og produktionen til hvert eneste sekund af de to numre. Det absolut eneste reelle kritikpunkt er, at den simpelthen er for kort. Jeg savner både en ”Phthonos III” og ”Phthonos IV”.
