Jeg plejede at være post-punker, men så tog jeg en pil til knæet

Covid-19 har tvunget mange musikere og bands til at tænke ude af boksen – på godt og ondt. Indebrændt kreativitet førte til en sand myriade af alskens onlinekoncerter, kollaborationer, fortolkninger og ikke mindst sideprojekter. Noctule er et sådan, og idekvinden bag projektet er Serena Cherry, bedre kendt som frontfiguren i det britiske post-punkband Svalbard, som i øvrigt udgav et særdeles fremragende album i 2020. Serena selv har forklaret, at Noctule er inspireret af det fiktive univers fra computerspilserien Elder Scrolls, og især det femte spil, nemlig Skyrim. Jeg er stor fan af Elder Scrolls, jeg er stor fan af black metal – så spørgsmålet er derfor: er jeg stor fan af Noctule? 

Ikke bare en side quest

Stilistisk blander Noctule den norske anden bølge af black med en mere moderne fjerde bølge – og resultatet minder en hel del om Ghost Bath. Produktionen er relativt rå, og vokalen er snerrende og forpint samt tilsølet i ekko og rumklang – hvilket kombineret med guitaren, der insisterer på at spille glemte power metalriffs, giver en sær stemning af nedtrykthed, men samtidig sidder man med en følelse af, at det hele nok skal gå til sidst.  Så er der selve Skyrim-konceptet … Jeg har spillet rigtig meget Skyrim (samt forgængeren Oblivion, som jeg – til min død – vil mene, er det bedste spil), så jeg vil mene, jeg er lidt af en ekspert i Elder Scrolls-universet og må derfor konkludere, at det ikke er et krav for at sætte sig ind i Wretched Abyss. Nok er albummets titel, sangtitler og lyrik inspireret af det fiktive univers, men det er elementer, man snildt kan nyde uden at have brugt 400 timer på at jage drager, råbe ad Ulfric Stormcloak eller smelte jerndaggerter i Riverwood.

Wretched Abyss er en sonisk legeplads, hvor der er plads til mange forskellige lyde og elementer, hvilket er utroligt klædeligt – for eksempel har vi ”Evenaar”, som næsten har en 80’er hair metal-aura over sig – ganske vist stadig indhyllet i black metal, bevares. ”Winterhold” er et nærmest lallet folk-inspireret nummer, som ærligt talt bliver så muntert, at Serenas black-vokal virker håbløst malplaceret, men heldigvis er det det næstkorteste nummer på albummet.

Det er tydeligt for enhver, at Noctule ikke ”bare” er et sideprojekt. Der er lagt tanke, sjæl og omhu i Wretched Abyss. Der er masser af gode ideer, og langt de fleste er også veludførte, men nu og da bliver der ramt ved siden af målskiven – hvilket er helt forventeligt for et debutalbum. Nogle af sangene lider af, at de er for lange eller kører lidt for meget i rundkreds, men trods dette er de to absolut svageste numre de to korteste. Hvis Noctule havde droppet ”Winterhold” og ”Become Ethereal”, havde albummet stået langt stærkere, så havde debuten også været mere spiselig med blot seks numre og en længde på lidt over en halv time.  

Men hvad så nu?

Jeg spurgte mig selv, om jeg nu ville være fan af Noctule, da jeg var fan af både genren samt inspirationskilden. Hertil må jeg svare ja! Bandet har nogle gode og veleksekverede ideer, og man kan høre, det er lavet af passionerede samt erfarne medlemmer. Numre som ”Wretched Abyss”, ”Evenaar” og ”Elven Sword” er decideret fantastiske og en fryd at lytte til – så mere af den slags, tak. Noctule er et spændende projekt, og trods den enorme gimmick, det er at lave et band baseret på et computerspil, så har de altså fat i noget, og jeg er spændt på at høre, hvad de gør herfra. Hvem ved, måske når Noctule at udgive en opfølger, før Bethesda gør det…