The 69 Eyes - Back In Blood

Back In Blood

· Udkom

Type:Album
Genrer:Rock, Hard rock
Spilletid:47.49
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Finske The 69 Eyes har indtil denne udgivelse blot været en navn, jeg havde hørt uden en musikalsk stil at hægte på det. "Back in Blood", der er bandets tiende album, bliver af deres pladeselskab solgt som en slags "vor tids 'Appetite for Destruction'" inden for den genre, bandet selv har været med til at definere, "goth'n'roll". Jeg ved dog ikke hvor meget Guns'n'Roses, jeg hører i The 69 Eyes' musik. O.k., der er en del lige ud af landevejen biker-heavyrock at komme efter, men sammenholdt med de generelt meget poppede melodier og lejlighedsvise gotiske stemninger (f.eks. på "Lips of Blood") går mine tanker mere i retning af en mellemting mellem HIM og Mr. Big eller Scorpions.

Forsanger Jyrkis stemme er af den dybe, sprøde goth-rock-prægede, som ligger et sted mellem Type O Negative og Chris Isaak. Bandet spiller lige ud af landevejen, tight og swingende, og produktionen, som den velanskrevne Matt Hyde (Slayer, Monster Magnet m.fl.) har stået for, er god og klar, uden at musikken mister det tunge punch.

Desværre synes jeg, at mange af The 69 Eyes' melodier er lovlig klichéprægede, især "Dead'n'Gone" og "Kiss Me Undead", der begge kun er en distortionpedal væk fra det europæiske Melodi Grand Prix, som det lød, før Lordi ændrede en lille smule på konventionerne. Andre numre som titelnummeret "Back in Blood" og "Dead Girls Are Easy" er glam-biker-rock på den pastiche-agtige måde, hvor man har på fornemmelsen, at det nok mest er for sjov. De mere "rene" stemningsfulde goth-rock numre som "Some Kind of Magick" og "Hunger" er faktisk dem, der efter min mening virker bedst - ikke på grund af deres stil, men fordi melodierne er poppede på en mere delikat melankolsk måde.

The 69 Eyes skal nok have et publikum derude, der kan lide deres særprægede, mere eller mindre alvorligt mente sammensætning af stilarter og stemninger, men auraen af Melodi Grand Prix-harmonik og overvægten af banal attitude-dyrkning trækker meget ned i min bedømmelse. En noget ujævn udgivelse efter min mening, når man ser bort fra det gode tekniske håndværk.