Sendt til tælling
Jeg havde fortsat til gode at stifte bekendtskab med den besynderligt navngivne sludge-kvartet, da gruppens 9. langspiller ramte mit skrivebord. For de øvrigt uindviede, stammer -(16)- fra Los Angeles og blev etableret i 1992. Grundet adskillige udskiftninger gennem årene er Into Dust blot det 3. album i rækken med den nuværende besætning. Forsanger (oprindelig ”blot” guitarist) Bobby Ferry er således eneste gennemgående medlem frem til i dag. Ferry selv udtaler, at albummet følger en rød tråd fra advarsel om boligudsættelse under orkanen Irma til oplevelsen af midtvejskrise samt konsekvenserne heraf i form af pille- og alkoholmisbrug.
Tilværelsens ulidelighed
Man bør som bekendt ikke skyde budbringeren, men mon ikke de snarligt husvilde stakler på ”Misfortune Teller” har følt sig fristet dertil, da lyden af raslende nøgler bryder stilheden. Der er nu heller ikke meget at bebrejde dem, for vi kommer kluntet afsted uden hverken variation i vokalen eller guitarlyden, der virker mudret, og først mod slutningen tilskikker os nogle tydeligt nedstemte passager. Ferry selv opererer i spændingsfeltet mellem Chad Gray og Edsel Dope, hvilket kommer til udtryk i ”Ash in the Hourglass”, der har en lidt mere interessant lyd end sine forgængere.
Om albummets altoverskyggende krise skyldes den prekære situation, vi indledningsvist præsenteres for, må stå åbent til fortolkning. Sikkert er det dog, at som Alice i kaninhullet, styrter også vi mod ”The Deep” med foruroligende hast. På vejen ned skraber vi mod skarpe klippefremspring i form af ”Scrape The Rocks”. Frustrationerne er til at tage og føle på, da vokalen (endnu en gang) drukner i mixet, mens vi samtidig præsenteres for nogle af skivens hidtil bedste hooks. Erkendelsen af håbløshed kommer nu eksplicit til udtryk med frasen /There is no one there to save you/ under ”Null and Eternal Void”, inden vi endegyldigt overgiver os til pilleglasset og tonerne af depressiv klagesang med den velvalgte titel ”The Floor Wins”.
Vi kan i vores nuværende, tragiske tilstand konstatere, at herfra er der kun én vej – og det er op…i tempo! Gashåndtaget får da også fuldt håndled gennem samfulde 142 sekunder af ”Lane Splitter”, der sideløbende varsler et markant gearskifte på albummet. Herfra kommer der langt mere bid i vokalen med numre som ”Never Paid Back” og ”Dirt in Your Mouth”, der unægtelig leder tankerne i retning af Phil Anselmos drævende brummen. Shuster/Ferry-duoen fræser ligeledes nogle groovy riffs af undervejs med en opstrengning så stram, at selv hedengangne Dimebag Darrell formentlig ville nikke i anerkendelse. (Sceneskifte). Vi befinder os på en støvet jazzcafé i et regnvådt, tågeindhyllet San Francisco. Til tonerne af husorkesterets saxofon, proklameres et stålsat opgør med alkoholens favntag. Både riffs og hooks er i top, mens førnævnte vokalinspiration Chad Gray bydes på et sidste glas af frontmand Ferry inden ”Born on a Barstool” lukker til tonerne af det forfriskende anderledes mix af tromme, guitar og saxofon.
Modgang er midlertidig
Fælles for de husvilde og substansmisbrugende stakler er udgangspunktet i menneskelig ruin og armod. Helt så slemt står det nu ikke til med Into Dusts kvalitative output, der på trods af en udfordrende start får kæmpet sig tilbage på benene. Der bør dog kigges på både mix og produktion, i det vokal såvel som trommer ved flere lejligheder lyder flade og monotone. Derimod holder den røde tråd i historiefortællingen langt hen ad vejen, om end vi begynder og ender lidt abrupt i forhold til den midterste sekvens. Der er bestemt variation at spore i forhold til redaktionens seneste behandling af -(16)-, og dermed pil op. Jeg må samtidig være ærlig og sige, at Into Dust næppe bliver overrepræsenteret på mine kommende Spotify-lister!
