Sorte oliven
Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg altid har set 1349 som et decideret c-listeband. De er det norske black-band, man hyrer, når Mayhem, Satyricon og Immortal alle er optaget. Det er hårde ord og et dårligt udgangspunkt for en anmeldelse, da man jo så kunne tro, at jeg – per automatik – ville rakke albummet ned, og bevares, hvis man ser, hvordan vi generelt har behandlet bandet her på Heavymetal.dk, ja, så kan det da godt se ud, som om at de lidt er vores prygelknaber. Omvendt så tvivler jeg på, at det er første gang, 1349 skal overbevise nogen om, at de faktisk har fat i den lange ende, og hvem ved, måske er det musikkens svar på oliven – med andre ord noget, ingen rigtigt kan lide, før de har prøvet dem gentagne gange.
I am the table!
Når folk snakker om 1349, er det første, der altid bliver nævnt, det faktum, at det er Kjetil-Vidar Haraldstad, bedre kendt som Frost, der spiller trommer. Manden er måske nok den mest legendariske black metal-trommeslager sammen med Hellhammer fra Mayhem og bliver generelt hyldet som en ekstremt kompetent og teknisk dygtig trommeslager. Måske er det også derfor, at trommerne alle dage har fyldt så latterligt meget i 1349’s musik – ofte fylder de så meget, at de er det eneste, man reelt set kan høre. Det gør sig også gældende på The Wolf and the King; især er det tydeligt på numrene ”Shadow Point” og ”Inferior Pathways”. Det er dog langtfra så voldsomt, som det har været på tidligere udgivelser som Hellfire eller Liberation, og i stedet får de andre instrumenter også, allernådigst, lov til at få en plads i lydbilledet. Om det så er en god ting eller ej, varierer fra sang til sang. Guitararbejdet er oftest en omgang bøvet bøllerock kombineret med banale tremolopassager a la Norge, hvilket kombineret med en doven tilgang til sangskrivning giver os nogle helt ekstremt trælse sange, hvoraf ”Inferior Pathways” må siges at være vinderen. Bandet slipper lidt bedre af sted med numrene ”The God Devourer” og ”Ash of Ages”, der begge er ganske fornøjelige, selvom guitarlyden er alt for varm og lodden til, at det rigtigt fungerer. Det er dog ikke alle upsere, som reelt set er bandets skyld; eksempelvis kan de ikke gøre for, at omkvædet på ”The Vessel and The Storm” minder mig totalt om det rædsomme Metallica/Lou Reed-nummer ”The View”, for den måde, Ravn synger det på, lyder akkurat som, da Hetfield brølede op om, at han var et bord – og når først man får Lulu-associationer, ja, så er det sgu game over, desværre.
Træls lytteoplevelse
The Wolf and the King bekræfter, desværre, alle mine fordomme om 1349 – og lidt til. For udover at være en helt utroligt kedelig omgang, er det også en irriterende lytteoplevelse, da flere af numrene enten er alt for rodede til, at man kan nyde dem, eller har aspekter, der er intet mindre end enerverende, som ”Fatalist”, hvor de prøver at planke elementer fra Mayhems Grand Declaration of War, men falder totalt på halen. Så det bliver altså et kæmpestort nej tak til 1349 herfra!
