Arkivfoto
10 gange rundt om Solen, del III
En heftig forlænget koncertweekend fik i går aftes sin afslutning på Store Vega. Men her dagen efter, hvor disse ord nedfældes, er det pludselig nyheden om, at Orm holder pause på ubestemt tid, der fylder mest. For Sort Søndag er netop gået gul bjælke med et Orm-interview, hvor Theis Wilmer Poulsen sprænger bomben: Arbejdspresset er simpelthen blevet for meget. Denne anmelder har ofte bemærket, hvor imponerende et ambitionsniveau Orm altid har haft, og hvor tidskrævende det må være. På den baggrund er det ikke svært at forstå, at de fire fuldtidsarbejdende familiefædre har brug for at trække vejret og trække stikket. Den nyhed kommer naturligvis til at fylde en del i det følgende, for koncertrækken denne weekend, og især Orms nu sidste koncert i en (u)overskuelig fremtid i går aftes, har jo pludselig fået endnu større betydning. Men vi skal jo til det.
Torsdag stod den som bekendt på intimkoncert med Orm på Ideal Bar. Fredag aften blev for mit vedkommende brugt på Stengade for at se Sunkens releasekoncert for deres nye album Lykke. Derfor gik jeg desværre glip af Orms samtidige optræden på Lille Vega, hvor de spillede deres releasekoncert for det nye Guld-album. Ærgerlig mangel på planlægning på den hyperaktive danske black-scene, der satte denne gamle anmelder i lidt af et dilemma, men blod er nu engang tykkere end ... ja, alt andet. Det styrkede dog kun min motivation for ikke at gå glip af tredje omgang med ’10 x om Solen’, nu i Store Vega. Så de gamle ben og den trætte ryg satte for anden gang denne weekend kurs mod Vesterbro. Først skulle vi opleve strygerduoen Lueenas og ikke mindst mægtige Iotunn, som havde sagt ja til at agere opvarmningsbands denne, skulle det vise sig, skelsættende aften.
Lueenas
Efter min kollegas lovprisning af Lueenas på A Colossal Weekend tidligere i år var jeg ikke i tvivl. Der var mødepligt i Vega, så snart første opvarmning gik på, og det kom jeg ikke til at fortryde. Havde man oplevet Jo Quail en af de mange gange, hun har været i Danmark de senere år, ofte sammen med Myrkur, men også som solist, så vidste man nogenlunde, hvad man kunne forvente af den danske duo Lueenas. Dog havde de to danske musikere lidt mindre fokus på rytmik og en snert større fokus på klangflader og langstrakte forløb end deres engelske kollega. Mange af deres sange passede bedre til en udstrækker på yogamåtten derhjemme, end hvad man normalt forventer af en opvarmning til en metalkoncert. Men duoen formåede alligevel at være intens på en meget tilbagelænet måde. Det var hele tiden en fascinerende oplevelse, og man kunne kun imponeres over, hvilke lyde det er muligt at få ud af en kontrabas og en violin, når man putter lidt strøm på og sætter to yderst kreative sjæle bag instrumenterne.
Det var dog ikke helt så fængende som Jo Quail på Basement tidligere i år. Om de ikke helt selv fandt niveauet fra ACW, eller om de bare resonerede mindre med mig end med vores dengang meget begejstrede anmelder, skal jeg ikke kunne sige. Men de passede givetvis bedre i de intime og rustikke rammer nede i Basement end i Vegas største sal.
Iotunn
Kort efter Lueenas forlod scenen, gik det videre med det, man med en vis ret kan kalde Danmarks nye metal-darlings. Iotunn har i hvert fald international succes og får masser af roser overalt. Personligt er min historie med københavnerne dog lidt mere broget. På Copenhagen Metal Fest i 2021 tog de fuldstændig røven på mig med en helt forrygende koncert på BETA. På samme festival tre år senere, hvor de headlinede i Amager Bio, var jeg ikke helt så imponeret, for der manglede det nærvær, der havde været så markant på BETA. Hvilken udgave af ’Mig & Iotunn’ skulle det mon blive til denne gang?
I løbet af den time koncerten varede, fik jeg både klare svar og enkelte nye spørgsmål. Det er svært helt præcist at definere, hvad det er, og hvor det kommer fra, men der er en eller anden afslappethed over Iotunns samlede udtryk, og det fik vi også at se, da gruppen gik på scenen til ”Mistland” fra sidste års mægtige Kinship. Dog var en ting klart fra starten: Jón Aldaras vikar, Morten Bering Bryld fra Heidra, fyldte en del mere på scenen og hjalp Iotunn med at nå længere ud over scenekanten end sidst, jeg oplevede dem. Berings vokalarbejde var i øvrigt fremragende, passede perfekt ind, og det er vildt at skrive det, men man savnede faktisk ikke den ellers så markante Jón.
Lyden var tæt på det perfekte, og især var Eskil Rasks flydende basspil en fornøjelse at lytte til, og hans konstante arbejde for at skabe kontakt med publikum fortjener også respekt. For det er stadigvæk lige der, mig og Iotunn kæmper lidt med det. Gruppen havde stadig i perioder udfordringer med at nå ud over de mest dedikerede fans på de allerforreste rækker. Københavnerne er sindssygt dygtige musikere, men de har en tendens til at glemme, at selv teknisk og progressiv dødsmetal gerne må være lidt groovy en gang imellem. Men da de sluttede af med decideret overlegne udgaver af "The Anguished Ethereal" og "The Tower of Cosmic Nihility", så forstummede min kritik lige pludselig. De perfekte, men også aggressive leveringer af Iotunns to bedste numre understregede bare, hvor ekstraordinært gode københavnerne kan være, når de rammer toppen. For helvede, hvor er de et dygtigt band, og hvor har de en lys fremtid foran sig.
Orm
I 10 år har Orm imponeret igen og igen og konstant løftet den danske metalscene mod nye højder. Her på Heavymetal.dk har vi ikke bare været med hele vejen, men stort set altid rost gruppen til skyerne. Den trend blev midlertidigt afbrudt med fredagens kritiske anmeldelse af gruppens fjerde album, Guld. Den slags kan hurtigt blive kontroversielt her i andedammen, men vi må videre. Selvom Guld er vokset på mig de sidste par dage – det hjælper jo altid at have vinylen til rådighed – så står de mange chugga-chugga-riffs på de nye sange altså stadig i vejen for den intense forbindelse, jeg ellers altid har haft med Orms musik. Dem vender vi tilbage til, for Orm kiggede først tilbage og lagde ud med "Klippens Lyse Hal". Jeg har længe hævdet, at det er deres bedste nummer, og det blev der ikke lavet om på i denne omgang.
Præcis som i DR Koncerthuset i 2023 havde gruppen slået et kæmpestort brød op med ekstra musikere på keys, strygere, guitar og blæsere. Og her har vi nok en af forklaringerne på den selvvalgte pause, vi nu kan imødese: De er bare så pokkers ambitiøse de gutter, og det koster. At Orm også denne gang havde tænkt sig at gå ’all in’ her på tredje og sidste etape af '10 x rundt om solen'-weekenden, blev klart, da de efter 20 voldsomme og smukke minutter i selskab med de bornholmske klipper gik direkte over i den om muligt endnu mere monumentale "Floden, som kan skabe" fra Intet • Altet. Og hvis Iotunn eller andre var i tvivl om, hvordan man fik hele salen med, kunne de bare kigge med på den episke afslutning af ”Floden ...”? Hold op, hvor var det endnu engang mageløst – selv uden de store flammer, som vi er blevet forkælet med på Copenhell under dette nummer. 'Danmarks bedste liveband' var der en, der råbte på det her tidspunkt. Selv efter Sunkens magtdemonstration på Stengade dagen før er det svært at finde modargumenter til den påstand.
Selvom releasekoncerten for Guld foregik fredag aften på Lille Vega, skulle vi jo også have lidt fra den nye. På "Udskammet" sad lejrbålssekvensen ikke helt i skabet, men det gjorde outroen til gengæld. "Matret" var også en lidt ujævn oplevelse. Den tunge start var perfekt, men salen tabte alligevel lidt energi undervejs, hvilket også skete under "Rigdom", der brat tog over efter mægtige ”Mod døden”. Koncerten sluttede med "Serpent Mother", som vi også fik lov at opleve på Ideal Bar. Det nummer viste endnu en gang, hvor hurtigt Orm fandt melodien, da de startede for ti år siden. Lige siden har de konsekvent rakt ud mod stjernerne, og Adam, Malthe, Simon og Theis har om nogen fortjent den pause, de nu går på. Ormens farvel er forhåbentligt bare et ’på gensyn’. Tak er vitterligt kun et fattigt ord!