Ildminder

Når et stearinlys brænder ned til et vist punkt og slukkes, laver det en fordybning i voksen, en lille afgrund, som lyset husker, og hvis mønster det senere brænder efter, så der skabes en dyb tunnel gennem stearinen. Fænomenet kaldes på engelsk ’a burn memory’, et ildminde. I videoen til deathcorebandet He Who Saw The Abyss’ nyeste single, “Expanse”, flammer et bål bag teksterne på skærmen. “The light is pulsing with shadows/ one breath is taking a lifetime/ folded into one/ the wound, the scar, the echo”, synger forsanger Daniel Lønberg. Hvis man læser de foregående artikler i Heavymetal.dk’s serie om He Who Saw The Abyss’ nye EP, House of Dust, vil man kunne følge deres kronologiske gennemgang af traumebearbejdningsprocessen. Med “Expanse” befinder vi os i det stadie, hvor lyset er pustet ud, men ildmindet stadig flammer i sjælen. Det har skabt et ekko, som runger gennem alle tanker og adfærdsmønstre. 

Sangen rummer flere mere melodiske passager, og ligesom med “A Final Echo” kan man mærke, at bandet leger mere med genren end på deres tidligere album, Echo Passage. Som Lønberg siger:

“Jeg kan mærke en vækst i vores musikalske forbedring fra vores tidligere album, Echo Passage, til nu. Både på grund af vores samarbejde og ønsker til, hvad vi har lyst til at arbejde hen imod. Jeg havde for eksempel et ønske, hvor jeg spurgte, om vi ikke kunne lave et eller andet trapstykke? Echo Passage var ret lige til, så jeg tænkte i hvert fald, at det kunne være fedt at lege lidt mere på den næste. Og nu har vi prøvet det uden at have brændt nallerne for meget.”

Hvad med lidt koklokker?

Tidligere har jeg talt med bandet om, hvordan de tænker lytteren med i sangskrivningen. Selvom de fokuserer på forståeligheden af deres musik, begynder deres kreative proces i hjertet og ikke som et kommercielt regnestykke, for de skriver musik for deres egne og ikke andres ører. Lønberg fortæller:

“Når det kommer til musik, så handler det om at være meget egoistisk. Altså jeg laver den musik, jeg vil. Og det, jeg vil høre. Jeg tænker ikke på algoritmerne eller på, hvad lytteren vil have, eller hvad der er inde for tiden. Altså den genre (deathcore, red.), vi spiller, er ikke rigtig inde.”

Trommeslager Ole Lorenzen tilføjer: “Og så er Danmark bare ikke så sindssygt glad for deathcore. Det kan selvfølgelig også være, at vi bare ikke er et særligt godt deathcoreband.” 

Han griner og fortsætter: “Ej, vi har en indstilling af ’lad os nu bare prøve det’. Men det er jo ikke, fordi vi har klovnemusik og koklokker med.”

Lønberg: “Selvom der også skal være plads til det.”

Her er Lorenzen dog lidt skeptisk: “Ahr, galskaben skal ligesom have en mening. Men på House of Dust har vi sat nogle andre udfordringer til hinanden”.

Lønberg: “Jeg har bedt jer om at dumificere det. Dum it down. Det er jo ikke, fordi jeg har fået min vilje 100 procent på den måde. Jeg har bedt drengene om at gøre sådan, så jeg både selv kan følge med, og at publikum også bedre kan gå amok til det. Så der har jeg mere tænkt på lytteren, frem for at trommeslageren her synes, at det er fedt og imponerende. Men han vil også gerne udfordre sig selv, og han synes, det er kedeligt kun at spille fire fjerdedele.”

Lorenzen griner: “Men nej, vi kan jo godt lide det der med at tage røven på folk og se, når vi står og spiller, at Daniel står og nikker, og lige pludselig kommer du ind på overslaget og svinger et stød.”

Lønberg: “Er der ikke noget med, at man siger, at alt kan spilles i fire fjerdedele?"

Lorenzen: “Det kan man ikke. Altså jo, du kan sagtens stå og klappe ind over det, men det betyder ikke, at du er præcis.” 

Lønberg: “Nej, okay. Der kan man høre, hvor musikalsk jeg er. Når jeg synger, er det meget mere følelsespræget og mindre rytme. Jeg prøver selvfølgelig at lægge mig ind på et slaget.”

Lorenzen: “Det er jo sjovt, for jeg vil aldrig kunne være forsanger. Som trommeslager er jeg mere vant til at lære teknikker.”

Alligevel er lytteren aldrig glemt, selv når He Who Saw The Abyss bryder dennes forventninger til deathcoregenren. Lønberg uddyber:

“Min opgave i bandet er, at når jeg skriver lyrik, så tænker jeg: ’Okay, hvad er fedt? Hvad er nyt, og hvad er unikt osv.’ Så jo, jeg skaber musik for mig, men man bliver nødt til også at være sikker på, at folk forstår det. Ellers er det sgu ligemeget. Så på den måde kan man godt sige, at man crowdpleaser. Men rent musikalsk er det ikke noget, vi har i tankerne, når vi sidder og spiller musik for os selv. Det skal kilde de rigtige steder for os selv. Og så må man håbe, at det også er noget, andre folk synes, er fedt.”

Lorenzen: “Ja. Vi crowdpleaser inden for vores egne rammer.”

Med trappassager, melodiske elementer og et konceptbåret lyrisk univers skiller He Who Saw The Abyss sig ud fra mængden af nye deathcorebands. På den måde forsøger de at lirke lidt i nøglehullet på en ellers lidt fastlåst genre. Som Lønberg fortæller:

“Den genre er så låst på en eller anden måde. Fordi folk har sat et label på os, også lidt af nødvendighed, tror jeg. At det er okay, men der er jo ellers lidt metalcore, men det er jo hårdere end metalcore. Så er det deathcore? Ja, det er det måske, du ved. Det er en genre, der er vanvittigt aggressiv og vanvittigt brutal, men samtidig er den meget fint skåret i kanterne. Produktionen er meget, meget lækker, og det er fedt. Jeg har sgu aldrig tænkt mig, at jeg ville lave en ny genre eller et eller andet. Som jeg sagde tidligere: At lave musik er egoistisk. Og det er okay, hvis folk så gerne vil smide det i en kasse.”

Next stop: Roskilde
 

“Expanse” er den næstsidste single på He Who Saw The Abyss’ vordende EP, som snart ser dagens lys. Her på falderebet stillede jeg dem det obligatoriske spørgsmål: “Hvor skal I så hen nu?”

Lønberg: “Jeg skal til Roskilde.”

Jeg tænkte nu mere på, hvor bandet skal hen musikalsk.

Lønberg: “Nååå. Jeg tror, at vi holder fast i at blive ved med at udvikle os. Og ikke falde i crowdpleaser- eller algoritmehullet.”

Om bandet ender i Roskilde, en nyfortolkning af deathcoregenren eller et helt andet sted, bliver spændende at se, når deres næste single slutter ringen. Har flammen fundet nyt brændstof, eller følger den stadig sit gamle ildmindes mønster? Følg artikelserien her på Heavymetal.dk, når vi dækker bandets kunstneriske udvikling og ser, hvor de befinder sig – både i traumebearbejdningen, genopbygningen af House of Dusts ruiner og den kreative proces.