Afgrunden kigger tilbage

Det kan være farligt at skue for længe ned i afgrunden. Som filosoffen Friedrich Nietzsche skriver i bogen Hinsides godt og ondt: "Den som kæmper med uhyrer, må passe på, at han ikke selv bliver et uhyre. Og når du ser længe nok ned i en afgrund, ser afgrunden også ind i dig." Det danske deathcoreband, som om lidt kan opleves på Copenhagen Metal Fest, He Who Saw The Abyss, ser dog netop ned i afgrunden af den menneskelige psyke. Ikke for, som Nietzsche advarer imod, at stirre sig blind på mørket, men for at udkrænge alt det, som skjuler sig i sindets krinkelkroge, og bringe traumerne frem i lyset for at konfrontere dem. Vi har tidligere mødt bandet i de to foregående artikler om singlerne “Wounds” og “Into Nothing”. Deres kommende EP, House Of Dust, er næste kapitel i den fortælling, som begyndte med debutalbummet Echo Passage. Som bandets forsanger, Daniel Lønberg fortæller:

“Hvor Echo Passage kredsede om valg og deres konsekvenser, begynder House Of Dust der, hvor alting bryder sammen, og man konfronteres med sit eget sammenbrud. Hver sang repræsenterer et stadie i processen. Fra det rå chok og det destruktive raseri til den tomhed, der følger, og til sidst en form for erkendelse i støvet af det, der engang var. Alle i bandet har på hver sin måde oplevet begivenheder, der har sat dybe spor. Det mærkes i musikken. Ikke bare som aggression, men som noget nøgternt og nødvendigt”.

Fyr den af til din fødselsdag

På den seneste single, “A Final Echo”, bliver længslen mod afgrunden og selvmordstankerne tydelige i den gentagne sætning “I make it all disappear”. Det er således deathcore med noget på hjertet, der er tungere end musikkens toner. Lyrikkens direkthed har været central for bandet, fortæller Lønberg:

“Det er vigtigt, at folk forstår, at vi har noget at sige med albummet, og ikke bare: Det er en EP, det er Deathcore, fyr den af til din fødselsdag. Folk må gerne vide, at der ligger noget bag musikken. Vi er selvbevidste nok til at vide, at hvis der er nogle ting, der skal siges, så skal de siges højt. Det gør vi både visuelt og lyrisk. Så det er sådan lidt… nogle gange, når jeg har siddet og skrevet det der lyrik, så føles det sådan lige på og hårdt, det er liiidt cringe, men vi bliver nødt til at gøre det, så folk fatter lortet. ”

Trommeslager Ole Lorenzen supplerer: “Det vigtigste for mig er budskabet om, at hvis folk går rundt med noget, så skal de finde en at tale med. Og måske bruge det i et kreativt outlet.”

He Who Saw The Abyss vil gerne vise, at der, som Lorenzen siger, er “en mening med galskaben,” og at de ikke bare er aggressive for aggressivitetens skyld. Det er tydeligt allerede ved bandnavnet, selvom historien bag kan være lidt svær lige at huske.

Lønberg: “Det er jo også noget fra, nu glemmer jeg navnet, den gamle historie. Hvad f*** er det, den hedder? Den der babylonske konge.”

Han tænker lidt og fortsætter: “Nej, jeg tager fejl, det er ikke Babylon. Det er Gilgamesh.”

Forbindelsen til Babylon var dog ikke forkert, for i den babylonske og assyriske tradition kaldes Gilgamesh-eposet netop Sha naqba imuru, som kan oversættes til Han, der så dybet (eller afgrunden). Mens dybet i eposset henviser til underverdenen, dykker He Who Saw The Abyss ned i menneskesindets afgrund. Den afgrund har alle i bandet på hver deres måde stået nær - og de har oplevet, hvad der sker, når man fortier sit menneskelige mørke. Som Lorenzen fortæller: “Jeg mistede en rigtigt god ven til selvmord. Vi var meget opdelt os venner, den ene halvdel anerkendte, at han ikke var der mere, og den anden del ville ikke tale om det. Depression er også en sygdom, men det her var ikke kræft. Han tog et valg. De kunne ikke forholde sig til, at deres ven havde taget det valg, og derfor var det nemmere ikke at tale om det og ikke anerkende, at den altså var helt galt, og det vidste vi godt.”

Lønberg supplerer: “Der er hele det her med mentalt helbred. Det ligger Ole meget nært, og det ligger os alle sammen nært. Jeg ser mig ikke som en stor fortaler for det, eftersom jeg ikke har været udsat for en hel masse… lige i den afdeling har jeg selvfølgelig haft mine egne udfordringer. Men det er den vej, vi går med, at vi gerne vil have noget opmærksomhed på det. Jeg tror, at mange ikke taler om problemerne, for hvis alt bare er fedt, så skal det nok gå. Du ved, selvom huset brænder.”

Band-tatoveringer anyone?

Hver sang på He Who Saw The Abyss’ kommende EP har et symbol. På “A Final Echo” er det en brudt spiral. Den illustrerer, hvordan man gennem sin traumebearbejdningsproces af og til kan falde tilbage i afgrunden, som når Lønberg synger “I flow into the abyss… I make it all disappear, I descend into thoughts of a previous life.”

Han har selv arbejdet med symbolernes grafiske udtryk og fortæller: “Vi ville lave noget visuelt til hver sang. Det giver også en identitet til hvert stadie, og det repræsenterer hvert lag, symbol, følelse. Det handler også om at give sangene lidt mere personlighed og hver deres piedestal. Så ville de også bare være en ret fed tatovering.”

Den idé er Lorenzen med på: “Er der fem symboler? Så er der lige en til hver finger. Det kan være, at det skal være din næste, jeg har ikke rigtig selv så meget plads,” siger han og ser på de tatoverede hænder, som flår sløret af ansigtet på videoen til “A Final Echo”.
Inspirationen til dit næste blæk er hermed givet videre, og du kan følge artikelserien her på Heavymetal.dk for at finde ud af, hvilket symbol du skal have indgraveret på ringfingeren, når den næste single udkommer til oktober.