De sidste gløder i asken fra de nedbrændte traumers sankthansbål
He Who Saw The Abyss fortæller om inspirationskilder, udskiftninger i bandet og bearbejdningsprocessen bag det sidste nummer på EP’en, House Of Dust
Nyt liv spirer af asken
Skoven falmer trindt omkring, og de glødende blade fra træernes flammehav af farver dækker gravenes grå granit. Det er her, det hele begyndte tilbage i juli, da jeg interviewede det danske deathcoreband He Who Saw The Abyss om den spæde start på deres vordende EP, House Of Dust. Nu sidder vi her igen, midt blandt krakelerede gravsten og væltede betonkors på Assistens Kirkegård. Her mødes jeg med trommeslageren i bandet, Ole Lorenzen, for at tale om det nummer, der binder sløjfe på hele projektet. Lorenzen holder selv meget af kirkegården: “Jeg synes, det er et dejligt sted. Et dejligt, hyggeligt sted. Og selvom du er omgivet af død, så er der alligevel så meget liv herinde.”
På den måde passer denne de dødes park, hvor de levende promenerer, godt til EP’ens tematik. House Of Dust handler netop om, at noget nyt kan opstå af asken fra det forgangne. “Ash” markerer det sidste trin i den sorgbearbejdningsproces, hvor man er nået til accepten af det mistede og kan begynde genopbygningen. Som bandets forsanger, Daniel Lønberg, synger på “Ash”: “Burnt I have seen what I have to preserve, carefully I collect my remains”. For aske er et af de bedste gødningsmidler, og selv en helt nedbrændt skov vil spire på ny. Den nye begyndelse bliver også tydelig i den video, som følger med singlen. Som Lorenzen uddyber:
“Daniel har lavet nogle super flotte videoer, hvor tematikkerne passer til hvert stadie, men lige med “Ash” kunne vi godt tænke os at sparke døren ind på en anden måde. Der kommer mere fokus på selve bandet og ikke så meget på tematikken. Nok, fordi vi meget er Abyss 2.0, vi er i et nyt stadie af bandet, hvor der er nye mennesker, som kommer med deres egne historier, kroppe og sind. Vi bøvler sgu alle sammen med et eller andet i forskellige stadier. Og øhm, det er jo ikke et must, at man skal have nogle diagnoser, men vi er ikke et band, der lader os skræmme af det. Det ville være mærkeligt at have det her koncept og så ikke kunne rumme, at nogen har det hårdt. Det har ikke været sådan `flaskehalsen peger på´: Nå, og hvad er der så galt med dig? Men de nye bandmedlemmer har jo også kunnet spejle sig selv i projektet og i os.”
He Who Saw The Abyss’ vigtigste ærinde med projektet er at åbne samtalen om den lidelse og de ar på sjælen, som vi forsøger at skjule og glatte ud, mens betændelsen breder sig i sindet under arvævet. Den lidende kunstner eller “The Suffering Artist” er et koncept, som ofte ses i kunsten. Spørgsmålet er, om bandet selv falder ind i den arketype ved at bruge musikken som outlet for smerten. Til det svarer Lorenzen:
“Jeg føler ikke, at det er noget, vi malker eller frembringer. Sådan er det ofte med the suffering artist, hvor man glorificerer smerten og ikke kan lave noget uden den. Det har vi alle vist, at det kan vi godt. Men hverdagen er bare, som den ser ud, og man bøvler med de ting, man gør. Så jeg føler ikke, at vi er en flok suffering artists, men vi er alle sammen mennesker, der har ting, som vi bøvler eller arbejder med, og vi bearbejder det med musikken. Hvis jeg var et andet sted i mit liv, ville jeg stadig lave musik, men nu er vi altså der, hvor vi er. Jeg tror bare, at vi alle sammen er suffering, og så kommer det til udtryk på forskellige måder.”
En mærkelig stamme
Jeg har tidligere berørt medlemmernes baggrunde i etablerede bands, og den erfarne metalfan vil blandt andre genkende Lønberg fra Lamentari og Lorenzen fra Nordsind. Men hvad bidrager de egentlig med hver især? Lønberg fortæller først:
“Jeg bidrager med vokal. Jeg tror, at Ole jo er den typiske trommeslager, organiseret og struktureret. Og han er også faren i bandet. Det vil jeg sige. Ole er god til at trække ting ned i et tempo, hvis tingene går lidt for hurtigt.”
Lorenzen: “Jeg laver far-jokes, og du er bare den kedelige far. Jeg er den sjove far.”
Lønberg: “Ja, og jeg er bonusfar. Og jeg tror, at Ole har bygget nogle redskaber op efter forskellige erfaringer, han nu har fået derhjemme. Så hvis tingene går lidt for stærkt, så siger han lige stop. Og så skal vi lige tænke over, hvad det er, vi gør her.”
Lorenzen: “Og så kan jeg gå videre og sige, at Daniel er jo sjælen bag alt social media. Og han gør jo ting, som vi andre slet ikke fatter. Alle vores visuelle og kunstneriske aspekter, det har vi også meget fra Daniel. Han har også en hel masse erfaring med at spille på store scener med Lamentari, som man gør klogt i at trække på.”
Lønberg: “Kian, vores bassist, han er helt klart matrosen, der står oppe i masten. Han ved cirka, hvor vi skal hen. Kian er først og fremmest en vanvittigt dygtig bassist. Han fatter slet ikke, hvor dygtig han er. Men samtidig er han også rigtigt god til at få det ned i øjenhøjde. Når vi andre bliver lidt for kunstneriske eller begynder at blive lidt hidsige over, hvorfor alt arbejdet ikke er lavet inden deadline, da er han god til at sige, nu tager vi alle sammen en breather og gør sådan her. Han er the fun guy. Han skal have en øl og sidde og hygge lidt inden showet, mens vi andre er helt væk. Han er god til lige at få styr på lejren, mens vi alle sammen vælter rundt.”
Lorenzen: “Det er en mærkelig stamme.”
Lønberg griner og tilføjer: “Ja. Men det kører. Eller det sejler? Ja, det er sejler.”
Lorenzen: “Det sejler i stormfuldt vejr.”
Få en hobby
Der har løbende været en del udskiftning i bandet. Det har været en blodtransfusion, hvor der flyder frisk blod gennem gamle kar, så der pumpes energi og nye inspirationskilder i projektet. Lorenzen vil ikke løfte sløret på de nytilkomnes navne, men virker positiv over udviklingen:
“De nye medlemmer, der kommer til, har alle deres egen nerve. Ja, og alle deres egne inspirationer, bevidste eller ubevidste. Det er altid fedt, det med, at du har alle dine inspirationskilder, som du tager ufrivilligt med, og de kommer ligesom igennem en tragt, og så kommer du selv ud i bunden.”
Sammenhængen i bandet er særdeles vigtig, når følelserne krænges ud, og man både skal være stærk og sårbar på scenen. Som Lorenzen fortæller:
“Det er enormt stressende og til tider vildt ubehageligt, men samtidig føler jeg mig - og jeg ved ikke med Daniel, jeg håber, at det er det samme - men jeg følte mig enormt set. Og jeg tænkte, jamen hvis jeg vælter, så er der hvert fald nogle hænder til at gribe mig. Jeg vil være sammen med mine drenge. Alle er forskellige, og det skal man bare acceptere, uden at man skal finde sig i noget. Da vi havde nogle udfordringer i bandet i sommer, var det på ingen måde en mulighed for mig at smide håndklædet i ringen - og sådan tror jeg også, at Daniel og Kian havde det. Jeg var ikke bange. Det er ligesom i familier og forhold, hvor man jo ikke bliver skilt efter det første skænderi med konen. Vi er afsted sammen. Vi skal hygge os samtidig med, at vi skal brænde lortet ned.”
Men er bandet så i øvrigt blevet klogere på, hvilken genre, de egentlig spiller?
Lorenzen: “Nej, vi er ikke blevet klogere. Nej. Men det er kraftedme en umulig snak. Det er jo meget, meget vigtigt for folk at smide band til kasser, især i den her genre. Du kan lige vove at kalde noget for thrash metal, hvor det på ingen måde er det ifølge nogen. Så vi griner lidt af det og ved sgu ikke rigtigt, hvad fanden vi skal kalde det. Jeg tænker sådan, måske mental health metal, trauma core.”
Han griner og fortsætter:
“Og lige os i bandet, vi kunne ikke være mere ligeglade. Men vi vil selvfølgelig heller ikke gøre folk kede af det ved at kalde os selv for deathcore. Altså, folk skulle jo nødigt ligge søvnløse. Ellers synes jeg da lige, at man skal finde sig en hobby. Altså lige ringe til nogen. Gå en tur eller noget.”
Sindets skrabelod
EP’en er næsten færdig, og kredsen er næsten afsluttet. Men hvordan har He Who Saw The Abyss selv udviklet sig gennem bearbejdningen af musikken og traumerne bag?
Lorenzen: “Jeg tror, at det hele tiden er i bevægelse, og det vil det altid være. Det vil altid ændre sig på en eller anden måde, men det, vi altid vil bevare, er fokuset på indtrykket og det visuelle. Ligesom sorg, depression og angst, er det en proces. Der er forskellige stadier, der er forskellige niveauer. Jeg tror også, det er der, vi er. Nogle gange i sådan en proces, så er det, som om at hvis du bearbejder nogle ting, så er der ligesom andre ting, der kommer op til overfladen. Jeg har helt klart lært en anden del af min depression og angst at kende. Og jeg ved, at Kian også har lært nye ting, eller i hvert fald ting, som han måske ikke kendte så godt. Og jeg tænker, at det har været en proces for Daniel også, fordi han jo, som vi sagde sidst, har haft sine ting, uden at det har været så specifikt som os andre. Men han har ligesom lært det her med at skrive musik i de her temaer her, så han har lært ting om sig selv, og hvordan står han, og hvordan påvirker det ham? Det har lige ridset på skrabeloddet, og så ser man, hvad der er inde bagved.”
Om der så er gevinst på skrabeloddet, må vi finde ud af, når House Of Dust er udkommet i sin fulde længde. Nu er døren til det brændende hus sparket ind, så skeletterne i skabet kan blive rystet ud, og man kan tale om problemerne. For det centrale mål med projektet er netop at bryde tabuerne og tale om al den smerte og sorg, som rumsterer i sjælene. Alene artikelserien har åbnet for en del nye samtaler. Som Lorenzen fortæller:
“Det har helt klart åbnet en snak, som jeg ikke har haft før med mennesker. Der var nogen, der ikke vidste, at jeg havde prøvet at tage mit eget liv, og det fandt de ud af gennem de her artikler. Det havde vi nogle gode snakke om, og det var snakke, som jeg ikke havde tænkt at have med de mennesker. Og da de reagerede på det, kunne jeg godt mærke, at okay måske skulle jeg have haft den snak med dem. Men det er jo det der med, at man ikke sparker døren ind og fortæller, at man har det dårligt. Det har været enormt personligt, og vi havde nogle samtaler i bandet inden, hvor vi havde et møde om - er vi cool med det her? For hvis vi først gør det, så er det jo ude. Jeg havde ikke lyst til, at det skulle være en tåkrummende kliche, fordi man jo bare prøver at åbne sig og være ærlig. Det har været en hård proces, men jeg føler også… man står foran en masse døre, der er åbne til en masse rum, men med det her, er der en eller anden dør, der er blevet lukket - nu har vi ordnet herovre, nu har vi ryddet op. Man er klar til et nyt stadie. Men det har også betydet meget for mig personligt, at Daniel har fået sit ud af det gennem tekstskrivningen, og at Kian også har fundet ud af noget om sig selv. Det har været noget af en rejse.”
Men hvad så, når alle rum er ryddet op og alle døre lukkede - ville He Who Saw The Abyss ændre deres udtryk og lave musik om noget helt andet?
Lorenzen: “Jeg tror altid, at det her musik og vores outlet vil handle om mennesker og de lag, mennesker har. Vi bliver nok aldrig et af de bands, der synger om drager, satanisme eller flotte tøser. Jeg tror altid, at vi vil have den her stemme. Også, selvom man har lukket flere døre, end man havde før. Men så ville det jo også være et nyt stadie.”
Står huset, som blev bygget af ruinerne af alt det tabte, eller er det blot et håndværkertilbud? Døm selv og læs de tidligere artikler her, hvis du vil vide mere om bandets byggeplan. Hvis du selv føler, at din krops og dit sinds tempel krakelerer og er ved at synke i grus, giver He Who Saw The Abyss dig her en opfordring til at sparke døren ind og tale om problemerne. Du kan ringe til Livslinjen på 70 20 12 01 - eller tage fat i en ven, en kollega, en præst eller psykolog. Vi har alle vores revner i sindets vægge - det er sådan, lyset kommer ind - men vi behøver ikke at bære smerten alene, og sorgen bliver lettere, når vi løfter den i samlet flok.