NOTBA4

Heavymetal og Beta præsenterer: Club Demonic pt. IV

Arsenic Addict - CL Photography Arsenic Addict - CL Photography

For fjerde og sidste gang, indtil videre, slog Beta dørene op en lørdag aften for at byde publikum indenfor til tre bands, der fortjener lidt mere opmærksomhed. De tre bands havde alle takket ja til give den gas under nogle lidt anderledes omstændigheder, end hvad man ellers er vant til: rækkefølgen blev nemlig som de foregående gange afgjort ved lodtrækning, og samtlige gange har det været en fornøjelse at observere gæsternes reaktion på et band, de muligvis ikke anede eksisterede. Familie, venner og alskens godtfolk mødte op for at støtte deres respektive favoritter, men evnede også denne gang at favne de øvrige musikanter og deres optræden.

:

  1. Demolizer
  2. Arsenic Addict
  3. CRYOSPHERE
Demolizer - CLPhotography

Thrashe natten lang...

Aftenens første band var Demolizer, og jeg må sige at sammen med forrige Club Demonic og den thrash, vi der fik serveret af 3XB, har de ført genren og mig et skridt nærmere hinanden. Allerede fra første nummer levede de godt op til deres navn, for de jævnede lokalet med jorden. Der var godt med den go’e gamle dukka dukka, og de mange temposkift blev leveret stilsikkert – det holdt publikum på tæerne, at musikken ikke blev ensformig. Det har ofte været mit problem med thrash: det lyder for ens, men her var variationen tydelig, og deres guitarsoli var interessante.

...Bekymre sig en anden gang

Der blev ikke holdt pause mellem numrene, og et blik rundt i salen afslørede små lommer af folk, som lirede med på luftguitar (eller bas, jeg kan ikke se forskel). Skal man sammenligne deres stil med nogen – og det er der jo nogen, der godt kan lide – må jeg erkende, at jeg ikke rigtig kunne fornemme andet end Demolizer. Henimod slutningen kom der dog en snert af old school Metallica fra før de lod sig studse og så selvfølgelig de almægtige og allestedsnærværende Slayer. Men man kan ikke beskylde Demolizer for at plagiere, for de lød såmænd bare som dem selv. Og selvom man indleder en koncert med at falde en smule, ændrer det ikke på det faktum, at Demolizer åbnede ballet med et brag.

Efter en velfortjent pause hvor der blev tanket nye øl, trukket lidt frisk luft og hvad der nu hører sig til i pusterummet mellem to koncerter, kunne vi forberede os på endnu en røvfuld og denne gang en mere ildevarslende slags.

Arsenic Addict - CL Photography

Musik at blive myrdet til

Arsenic Addict lægger ikke skjul på, at de godt kan lide den med nogen, der skal dø. Efter en ganske hyggelig Hitchcock intro, defilerede bandet ind én efter én og gik så småt i gang med at gøre klar til showet. Som en trold af en æske fór forsanger Sonja ud på scenen med en machete hævet over hovedet og en stemme, som lige så godt kunne have tilhørt en 120 kg tung slagterlærling fra downtown Aalborg. Der er ingen tvivl, om at de putter ”død” i ”dødsmetal” og tilmed den slags, der gør godt i ørerne. Langsomme riffs over dobbeltpedaler gav et godt tempo, og der blev svinget garn, både på og af scenen.

Hundjævel

Til trods for sikkerhedszonen mellem scenekanten og publikum, spillede bandet som ind i helvede, og frontkvinden delte lystigt ud af råd, til hvordan man slapper bedst af efter massemord og holder småpiger i kælderen. Der er altså ingen højtflyvende emotionelle eller navlebeskuende tekster her, men nærmere et univers, der flugter med Cannibal Corpse og deres dejligt overdrevne billedsprog. Her kan nævnes nummeret ”Siren”, som med bandets egne ord omhandler ”lækre kællinger, der danser og dræber”. Om vi har samme smag i damer, skal jeg ikke kunne sige, men soloen var mindst lige så hot som lokalet.

Efter at have overlevet adskillige mordforsøg drog publikum ud på den selvskrevne rejse til baren, merchboden, faciliteterne og rygeområdet (bedre kendt som udenfor) for at gøre sig klar til aftenens sidste levende billede: Cryosphere.

Cryosphere - CL Photography

Sirenesang

Cryosphere er en størrelse som er svær at blive klog på. Der er ingen tvivl, om at de spiller core. Men der ophører ethvert forsøg på at kategorisere dem. Deres musik har så mange facetter, at det er svært at kunne gå i dybden med dem alle, men fælles for dem er dog én ting: De har følelserne uden på tøjet. Det er en af grundene til at holde af den subgenre, for der er plads til både det grimme og det smukke, det introverte og det ekstroverte. Denne aften fik vi dog primært det udadvendte at se, formidlet gennem de to forsangere Anders og Sirene. For er man genert og tilbageholden, står man altså ikke på monitorerne.

Straight outta feeladelphia

Selvom det ind i mellem var svært at høre Anders’ growl over Sirenes clean vocals, så var der et godt partnerskab mellem de to, og bandet er ikke glemt i den sammenhæng. Overordnet var der et glimrende samspil på scenen, og jeg lod mig rive med af de mange små og fine detaljer i deres musik. En akkord her, et riff der, der er noget at komme efter til dem, som sætter pris på en god gang følelsescore. Det var skønt at se, hvor animerede bandet var, og indlevelsen var mærkbar. Da de lovede os en sjæler, blev jeg en smule mistænksom, men det blev gjort til skamme af et guitarspil, som afslørede, at nogen har lyttet til Dick Dale for inspiration. At se folk danse med på breakdowns var herligt, og Cryosphere lukkede ballet ganske effektivt.

Fire aftener, 12 bands, ét spillested og en masse glade gæster. Sådan lyder opskriften på Club Demonic og vi takker alle de involverede mange gange for deres engagement og entusiasme. Vi ses måske igen…?

Foto: Claus Ljørring
Instagram: @CLPhotodk
Facebook: @CLPhotographyDK
Flere billeder fra aftenen kan ses her

Tilføj kommentar