Uriah Heep
Foto fra pledgemusic.com

Uriah Heep

Train, Aarhus C

Til aftenens koncert på Train i Aarhus, har jeg forberedt mig på at være i et rum med en masse voksne mænd, som har hørt rock’n’roll, længe før jeg overhovedet var tænkt på. Jeg forventer en nostalgisk aften med fans, som har fulgt med begge bands fra starten af deres karrierer. Og det er netop, hvad der er hændt. Mænd i 70'er-tunikaer eller læderjakker og kvinder med kamme i tasken, så de lige kan sætte håret på farten, myldrer ind, og snart er Train fyldt med voksne mænd og kvinder, der helt sikkert har børn på min alder, som for længst er fløjet fra reden. Nå ja, og så kan man sørme også finde et par enkelte under 50, som nok er blevet flaskefodret til Uriah Heep. Hvis du er til klassisk heavy metal, du ved, den slags man lavede for årtier siden, inden os omkring de 30 blev født, så håber jeg virkelig, at du er til stede i aften!

The Zombies

The Zombies tager os med på en rejse gennem tiden med både nyt og gammelt inden for den poppede, psykedeliske rockverden, som begyndte tilbage i 1958. De starter ud med en rigtig old fashioned rock’n’roll-lyd og knald på vibratoen i stemmen. Med keyboardet godt i gang på scenen får vi lækker jazzet rock, når det er bedst, med nummeret "I Want You Back Again". Klassisk 70'er-rock står for skud med “I Love You” og “Edge of the Rainbow”, og giver mig The Beatles-vibes. Også frisuren på guitarist Tom Toomey og den danske bassist Søren Koch giver mig en forestillingen om, hvordan udseendet skulle være i de glade dage med Woodstock og trompetbukser - nogle ting ændrer sig ikke.

Ældre bands nyder ofte at fortælle historier, og The Zombies er ingen undtagelse. Før næsten alle numre, er der en kort, ind imellem længere, introduktion, som beretter en lille anekdote om det nummer, vi skal til at lytte til. Også albummet Odyssey and Oracle får vi historien bag, hvilket ikke var synderligt populært, da det blev udgivet, men hele ti år efter steg gevaldigt på hitlisterne. Nummeret “Care of Call 44” bliver sat i gang, og hold nu op! Endnu engang er vi tilbage i tiden, publikum klapper i takt, og nyder oplevelsen. Med aftenens længste nummer “Hold Your Head Up”, originalt leveret at Argent, kommer der rigtig tryk på bassen og de underlæggende keyboardharmonier, som til sidst bliver til en vild keyboardsolo. Publikum er nu i rigtig god stemning til aftenens headliner. The Zombies slutter af med den allerførste sang som keyboardspiller, og eneste nuværende stiftende medlem i bandet, Rod Argent skrev, nemlig “She's Not There”, som sættes i gang med stor jubel fra den ældre del af publikum.

Falsetterne fra forsanger Colin Blunstone slår hovedet på sømmet hver eneste gang og på baggrund af netop det, og at bandet er “still going strong” på trods af 60 år på bagen, stiger The Zombies et helt kranie i karakter. De fem ældre herre er 2019-nominerede til Rock and Roll Hall of Fame, og de gør det fandme godt. Intet mindre end 9/10 kan gøre det.

9/10

Uriah Heep

Uriah Heep træder ind på scenen med stor, teatralsk intromusik. De hopper direkte til den lettere psykedeliske sound og fuld hammer på keyboardet med nummeret "Grazed By Heaven". Siden vi sidst fik æren af dem i lille Danmark i 2013, har bandet har haft godt gang i karrieren, og seneste skud på stammen, som vi nu skal høre titelnummeret fra, er Living the Dream. Guitarsoloerne får frit spil på "Too Scared To Run", og The Zombies har varmet publikum så godt op, at de allerede nu er klar til at rocke med til den helt store søndagsfest, som end ikke bandet havde regnet med skulle afholdes. Publikum bliver efterfølgende sat i arbejde på "Knocking At My Door", hvor de skal klappe med (i takt) og holde festen kørende.

Vi rejser tilbage til 1972 med det tungere nummer "Rainbow Demon", hvilket ham der står lige ved siden af mig i hvert fald kender. Med endnu et nummer fra den nye plade bliver tempoet sat ned, og Uriah Heep tager os ud i noget country-rock-agtigt med "Waters Flowin'". Tempoet kommer tilbage på "Rocks In The Road" med en glam-agtig lyd, der føles helt rigtig til Uriah Heep. Både keyboard, hi-hat og forsanger Bernie Shaws nasale vokal skaber stemningen. "Gypsy" og især "Look at Yourself" sætter festen helt på toppen, 30 minutter inden aftenen planlagt skal slutte.

I modsætning til The Zombies holder Uriah Heep sig tilbage med historiefortællingerne, men der kommer nu alligevel en anekdote hist og her. Jubelråb lyder, da guitarist Mick Box nævner nummeret, der så dagen lys i 1971, efter han havde været syg i tre dage, hvor de andre havde arbejdet på tre separate sange. Disse tre sange endte Box med at få samlet til ét nummer nemlig ”July Morning”. Publikumsjublen vil ingen ende tage, og jeg vil vove at påstå, at det er aftenens mest eftertragtede nummer - og man forstår godt hvorfor (ta' selv et lyt, hvis du får muligheden).

Det skal absolut nævnes om Uriah Heep, at harmonere, det kan de. Bernie Shaw kan stadig nogle tricks med falsetten, selvom man godt kan høre, at han er ved at være gammel. Han passer på sin stemme, og det er tydeligt, at stemmebåndet ikke bliver tvunget til noget, det ikke vil. Phil Lanzon (keyboard), Davey Rimmer (bas) og Box (guitar) har alle hver deres backup-mikrofon, og de forstår virkelig, hvordan den skal bruges. Men mikrofonerne behøves på ingen måde, sådan som det aarhusianske publikum ah'er med på "Lady In Black" til den helt store guldmedalje.

Ekstranumrene består af "Sunrise" opført med lækre gule og røde lyseffekter, der passer til titlen, og med et tempo som giver rigtig fredagsstemning på en søndag. Uriah Heep slutter den ultimative retroaften af med "Easy Livin'", som Shaw nævner, at de naturligvis ikke kan forlade scenen uden at synge for os.

9/10

Her til slut må jeg affinde mig med, at selvom jeg havde glædet mig mest til Uriah Heep, løber The Zombies af med aftenens sejr (på trods af, at begge bands har fået samme karakter). Det gjorde de med nummeret “Edge of the Rainbow”, som nu er blevet min yndlingssang efter at have set den fremført så solidt. Personligt føler jeg mig også lidt som en hykler, når jeg har stået og skrevet koncertnoter på min telefon, nu jeg endelig har været til en koncert, hvor telefonerne størstedelen af aftenen har været pakket godt væk i den lune bukselomme. Begge bands tog mig tilbage til både 60'erne og 70'erne, selvom jeg aldrig har været der, hvilket var helt fantastisk! Jeg købte sågar en t-shirt - og det siger ikke så lidt.

Jeg vil opfordre alle til at få gjort noget ved kendskabet til de ældre herrer i metallens verden, hvis man ikke allerede har gjort det. Uriah Heep er absolut en af de gamle drenge, som sammen med resten af de store i starten af 1970'erne: Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple blandt andre var med til at grundlægge det heavy metal, vi kender i dag.

Sætliste:
Grazed By Heaven
Return To Fantasy
Living The Dream
Too Scared To Run
Take Away My Soul
Knocking At My Door
Rainbow Demon
Waters Flowin'
Rocks In The Road
Gypsy
Look At Yourself
July Morning
Lady In Black

Ekstra:
Sunrise
Easy Livin'

Kommentarer (6)

richardm

Indlæg: 1

Koncert 18.11.2018 Uriah Heep/The Zombies

Jeg synes også at det var en super koncertoplevelse. The Zombies var et positivt bekendtskab. Uriah Heep gjorde det også godt. Dog synes jeg at musikken nogle gange virkede for høj, så det var ved at overdøve sangeren Bernie Shaw og det var lidt synd. Free 'n' Easy ville jeg også gerne have hørt!

Jeanett Meibom

Jeanett Meibom

Anmelder

Indlæg: 5

Jeg er glad for, at du har

Jeg er glad for, at du har haft samme oplevelse som mig. Jeg stod utrolig godt nede bagved næsten i midten og der var lyden glimrende, syntes jeg. Det var også nogle sange, som jeg håbede på blev spillet - det må blive næste gang!

Johnny C.

Zombies vrøvl....

Right, igen en palle sat til at anmelde og som aner hat...."Odyssey & Orion" ??! Hvad med "Odyssey & Oracle" ?? Muligvis er Rod Argent eneste tilbageværende medlem af The Zombies på en anden planet, men på denne hører Colin Blunstone altså til..."Hold Your Head Up" er et Argent nr. (1972), ikke et Zombies' ....

Jeanett Meibom

Jeanett Meibom

Anmelder

Indlæg: 5

Fejlen er rettet

Hej Johnny, jeg kan da godt se, at det er gået lidt stærkt med navnet på "Odyssey and Oracle", det beklager jeg meget. Fejlen er rettet nu. Til din kommentar med "Hold Your Head Up" vil jeg meget gerne have lov til at påpege, at jeg intet sted skriver at det er et The Zombies nummer,  blot at de spiller den - for din skyld har jeg smidt en indskudt sætning ind, så det korrekte band får æren. God aften til dig :) 

Nis L

Johnny C.

Få nu lige ja-hatten på. Orion / Oracle er nu nok automatisk udskiftning i stavekontrollen. O anmelder har ret i at Colin Blunstone ikke var med fra start. Rod Argent var med til at starte bandet i 58 og Colin kom med i 61. Alt i alt synes jeg det er en anmeldelse af bandet som de selv ville være super stolte af og klart en bedre anmeldelse end jeg ville have givet. Jeg synes de klarede det rigtigt fint. Man kunne dog sagtens høre de var i deres meget sene efterår.

Det var ikke tilfældet med Uriah Heep, som kørte for fuld skrue da Bernie Shaw blev mixet rigtigt ind (og måske havde fået varmet stemmen ordentligt op) De virkede super tændte på at spille og gav os (mig) endnu en virkelig god koncertoplevelse.

Og til anmelder. Fin fin anmeldelse af en gut der ikke har oplevet hverken 60'erne eller 70'erne, som du selv skriver :-)

Jeanett Meibom

Jeanett Meibom

Anmelder

Indlæg: 5

Tak, Nis

Tak for støtten, Nis. Jeg ved ikke om det gik for hurtigt eller om der har været en auto-correct på "Odyssey and Oracle" - lige meget hvad, er det i hvert fald gået lidt for stærkt ;) 

Jeg tror absolut, at det havde været en langt federe og vildere oplevelse i begge bands yngre dage, men vi kan desværre ikke skrue tiden tilbage... Netop på grund af deres alder, har jeg valgt ikke at gå meget i dybden med netop vokalen for denne vil altid ændres når man bliver ældre, og uden forhåbentlig at støde nogen vil jeg nævne, at jeg til enhver tid hellere vil lytte til Colin Blunstone (73) end Ozzy Osborne (69) når vi taler vokalkunnen i en højere alder.

Sidste her til dig Nis, jeg er nu ikke en gut ;)