Copenhell 2024 - Uriah Heep

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 8/10

Gråt guld glimtede i sommersolen

Uriah Heep havde fået den tidligere vagt på Copenhell med en tid på Helviti, der hed 13.30. Så tidligt ved man også som band, at dem, der er kommet til pladsen, virkelig er der for at høre én. Sommersolen strålede over publikum, og stemningen, bandet satte, passede perfekt til en rolig start på fredagens strabadser. 

Højt humør og glade stunder på Helviti

På trods af den tidlige start på dagen, var mange troppet op for at opleve de garvede herrer på Helviti. Det var tydeligt at se, at Uriah Heep havde sin begyndelse i 70'erne (helt præcist i 1969) med det fantastiske lilla outfit, som forsanger Bernard Shaw havde iklædt sig til fredagens koncert. Sprællevende og med højt humør strålede han på scenen med bandet bag sig og skød dejlige toner mod de fremmødte. 

Shaw og resten af holdet vidste godt, at de ikke havde fået en plads i prime time, men de virkede også til at være fint tilfredse. Flere gange blev det nævnt, at de godt vidste, at det var tidligt på dagen, men at de var glade for at se så mange blandt publikum. Gamle såvel som de helt unge var at finde foran scenen, og selvom der ikke var meget gang i mængden, fik vi en god gang hygge-rock primært med sange fra 70'erne, fra de glade aldrende gråhårede mænd. En lille pige i tuttuskørt blæste sæbebobler, som sangen “Rainbow Demon” flød ud af højttalerne, og skabte absolut magi i sommersolen. 

Koncerten sluttede. Troede vi. Men kort efter den kvindelige konferencier trådte frem på scenen, kom Shaw ud for at fortælle, at de altså lige ville spille et ekstranummer, og at hun da skulle være med. Afslutningen kom med et akustisk nummer, som fik alle helt ned i gear, inden de grovere og mørkere oplevelser senere på dagen. 

Skinnende præstation fra de grå

Uriah Heep er måske ikke helt så anstrengte på stemmefronten, som så mange af de andre bands, der opstod i samme tidsalder. Derfor var det også nemt for mig at konstatere, at Shaws stemme stod helt skarpt til fredagens koncert. Hans præsentation af ham selv og bandet var præcis, som det skulle være på det tidspunkt af dagen, og jeg oplevede intet andet end glæde og højt humør fra de fremmødte.