Perfekt antiklimaks i Roskilde
På sådan en fin sommeraften uden for Roskilde ville flere end 100.000 mennesker under normale omstændigheder gøre Dyrskuepladsen og omegn til Danmarks midlertidigt fjerdestørste by. Men omstændighederne er ikke normale. Græsset er grønt, fuglene kvidrer, man kan parkere direkte over for hovedindgangen og skal så til gengæld gå et godt stykke over marken for at finde liv.
Således er scenen sat for Roskilde Summer Days – Roskilde Festivals plaster på det blødende sår efter to års aflyst festival og et vaskeægte antiklimaks, al den stund man midt i sin længsel efter rigtige koncerter og festivaler faktisk her får en en lille bid af selv samme.
Summer Days er otte dage med musik fordelt på et dag- og et aftenarrangement med hver 1.000 deltagere og overvejende danske kunstnere. Heavymetal.dk var selvfølgelig med denne ene aften, hvor den tunge musik indtog det ydmyge hjørne af Dyrskuepladsen, som Summer Days nu engang udgør i sammenligning med sin store og musikalsk altomfavnende festivalmoder.
Området foran scenen var coronarestriktivt inddelt i to sektioner af hver 500 gæster med tilhørende rekreativt område med madbod, bar og toiletter, sidstnævnte i øvrigt alle med håndsæbe og rindende vand, hvilket gør denne anmelder så glad, og dermed formentlig også afslører fremskreden alder.
Stemningen var i top og på det nærmeste intim med fællesskål på tværs af de to sceneområder! Mon ikke også en snert af festival oven på knap halvandet års koncerttørke har stået ret højt på de flestes ønskeliste? Og her var vi så samlet igen, alle os med metal i blodet. Den velkendte og trygge blanding af unge og gamle, hipsters og trve, erfarne og helt grønne… Den store, hyggelige heavymetalfamilie! Bedst som der næsten gik havefest og familiehygge i den, fik vi taget hul på aftenen med det til lejligheden rent danske lineup i form af Orm, Xenoblight og Baest, hvilket skulle vise sig at være rigtigt godt castet af Roskilde.
Lyden var, som det oftest er tilfældet på Roskilde, supergod, der var styr på tingene, og de lempede restriktioner gjorde det muligt for metalheads atter at kaste horn og svinge garnet stående. Bevares, der er langt fra Summer Days og fem timers smagsprøver til den ægte festivalvare, men respekt og kæmpe-cadeau til Roskilde-folket for at turde kaste sig ud i et alternativ og for at have givet os – selv os, der hellere ville have været på Copenhell – en lille bid af det, vi savner så meget.
Velkommen tilbage i moshpitten!
ORM 7/10
De anmelderroste black metallere fra Orm fik æren at indlede aftenens mørke trilogi med junisolen skinnende klart uden for den lille Gloria-scene i Skuehal 7. Umiddelbart lidt af et paradoks, men med melodisk black i sin fineste form leveret pletfrit passede tingene faktisk glimrende sammen. Man tænker i koncertregi automatisk black metal ind i de mørke nattetimer, men det er godt set af Roskilde at lægge Orm før både Xenoblight og Baest og således sætte scenen og stemningen, inden festen for alvor skulle sparkes i gang af de indiskutabelt langt mere energiske og udadvendte dødsmetalbands.
For ja, vel er black da introvert, og samspil med publikum var der ikke meget af i tilfældet Orm. Det spiller ind i karakterbogen, men gør knap så meget i forhold til helhedsoplevelsen, når varen blev leveret så fint som her.
Orm har med sine to et halvt skamroste album endnu ikke formået at sætte en fod forkert, og hovedværket Ir fik i 2019 min anmelderkollega til med betegnelsen “et episk og betagende black-metal mesterværk” at svinge sig op på ti ud af ti mulige kranier.
Bornholmerne brugte i Roskilde deres 45 minutter lange sæt på at gennemspille Ir stort set fra ende til anden. Måske en lidt letkøbt løsning, om end den utvivlsomt har rod i en kunstnerisk beslutning. Ikke desto mindre må man bare overgive sig til nogen, der virkelig kan deres kram, som Orm altså kan.
Setlist:
Bær solen ud
Klippens lyse hal
XENOBLIGHT 8/10
Anderledes ekstroverte var dødsthrasherne fra Xenoblight med en energisk skrigende og growlende Marika Hyldmar i front.
Fra første anslag flåede bandet folk op fra deres veganske risretter og pulled pork burgers og brød familiefest og hyggesnak op med en energi, der må have været sparet op over en laaaang coronatørke. Det var voldsomt forfriskende.
Xenoblight blev dannet i 2017 på resterne af hedengangne Velocitor og smed året efter den roste Procreation på gaden. Det efterhånden tre år gamle debutalbum blev i nærværende medie beskrevet som en “solid debut af høj kvalitet”, men i liveudgaven kunne Xenoblight snart sagt have spillet hvad som helst og fået noget godt ud af det.
Her var slet og ret tale om en gigantisk energiudladning, der mindede os alle om, hvorfor det er, man går til koncerter. Well done!
Setlist:
Obsidian Chromatism
Oblivion
Ny
Shapeshifter
Descension
Kill yourself
Predominance
BAEST 9/10
Aftenens hovednavn var ubestridt og helt fortjent Baest, der med forårets stærke og endnu dugfriske Necro Sapiens i bagagen må have været mere end klar til at møde sit stående, skrålende, moshende publikum as it should be.
Dette blev gjort med hjertet uden på kroppen og en dybfølt århusiansk formaning om, at "I skal bare fucking hyg’ jer". Og det gjorde vi så. I en sådan grad, at skønne Simon Olsen i front var "fucking rørt til tårer"!
Han var næppe den eneste. For lige her i dette lillebitte wannabe-setup af en festival stod det igen lysende klart, at ligesom film skal ses i biografen og fodbold på stadion, ja, så skal musik opleves live. Som et ubevidst symbol på netop dette smed samme Simon Olsen undervejs “Slowly we rot”-trøjen. For nej, vi er i den grad i live, og endelig får vi lov til at mærke det igen.
I et brag af en minikoncert som denne glemmer man lidt, at Baest faktisk ikke har mere end en håndfuld år på bagen. Men bandet har da også været produktivt med tre studiealbums siden udgivelsen af debut-EP’en Maria Magdalena i 2016. Førnævnte Necro Sapiens er i skrivende stund bare tre måneder gammelt, men står i denne anmelders bevidsthed som et hovedværk for de danske dødsmetalyndlinge. Og det er et kompliment.
Baest i topform mere end fyldte den lille scene ud, og alt blev mesterligt eksekveret med en energi og nerve, som mange andre godt kunne lære noget af. Vi fik hele balladen, hud og hår og en masse kærlighed, indtil Baest-drengene en anelse modvilligt forlod scenen til tonerne af Re-Sepp-Ten som en noget uventet, men helt igennem passende afskedssalut.
Hvem sagde, at dødsmetal ikke kan være folkeligt?!
