Copenhell X
Steven Wilson - Operaen - 21. februar 2019
Foto: Morten Hermansen · Se flere billeder i galleriet

Steven Wilson

Operaen, København K

Officiel vurdering: 9/10

Opeth-forbindelsen

De fleste HeavyMetal.dk-læsere kender måske primært geniet Steven Wilson som producer af Opeths mesterværk Blackwater Park. Men i slutningen af 2017 udgav han altså sin største kommercielle succes i form af pop- og prog-albummet To The Bone, og for anden gang på den efterfølgende turne besøgte han nu København. Denne gang i selveste Hr. Møllers operahus kun en spytklat fra Copenhells enemærker på Refshaleøen. Selvom Steven Wilson ikke bryder sig meget om de kasser, vi andre altid forsøger at proppe kunstnere ned i, så er det ikke helt urimeligt at karakterisere ham som tilhørende prog-rocken. Han blev dog selv metal-fan i de tidligere 80’ere, da NWOBHM-bølgen var på sit højeste, og selvom Pink Floyd og Donna Summer angiveligt har haft størst indflydelse på ham, så har man ofte kunnet høre tydelige elementer af metal i Wilsons omfangsrige produktion. Det, og hans forbindelse til Opeth, trak HeavyMetal.dk i Operaen denne torsdag aften i København.

Pop, prog og disco-dansende metalheads

Steven Wilson har altid været en musikalsk kamæleon, og hvis nogen var i tvivl om det udsagn, blev det slået fast med syvtommersøm denne aften. Bandet skiftede ubesværet mellem rendyrket, ekvilibristisk prog, heftige metalsekvenser, støjrock, singer/songwriter-momenter, pop- og discosange og så selvfølgelig de karakteristiske melankolske stemninger, som trods alt stadig er Wilsons største kendemærke. Som i Vega for knapt et år siden, blev det en aften med fokus på sange fra To The Bone og Wilsons fem andre solo-albums dog suppleret med enkelte nedslag i Porcupine Tree-perioden. Samtidig var der otte nye sange i sættet i forhold til koncerten i Vega for knap et år siden.

Blandt mange højdepunkter var de suveræne jams i ”No Twilight Within The Courts Of The Sun” og “Vermillioncore”, den på én gang proggede og funky ”Detonation”, ”The Same Asylum As Before” med tilhørende video af danske Lasse Hoile og ikke mindst ”Song Of Unborn”. Sidstnævnte, en af Wilsons smukkeste sange, er en hymne til det ufødte barn, der ikke er overbevist om, at verdenen af i dag er et godt sted at være. Den blev leveret med overbevisning og empati og en sammenligning med Paul McCartney på toppen ligger lige for. Undervejs var der i øvrigt ros til alle metalfans med ”tatoveringer og Pantera t-shirts” for at være meget mere imødekommende og klar til at danse disco til ”Permanating” end de sure og konservative prog-fans. Vi takker for rosen, Steven.

Mindre vellykket var ”Don’t Hate Me”, der uden duetten med Ninet Tayeb mindede for meget om Porcupine Tree-versionen, der er kedelig og kønsløs i forhold til udgaven på albummet. Samtidig kneb det for den ellers dygtige guitarist Alex Hutchings at levere Guthrie Govans eminente soloer tilfredsstillende. Især ”Regret #9” virkede usikker. Når vi nu er i småtingsafdelingen, skal det også med, at ”Get All You Deserve” blev en anelse for langtrukken og selvsmagende, og disse små kritikpunkter trækker jo altså ned i den samlede karakter. 

Og så er der Operaen. Lyden var selvsagt fantastisk, men det er ikke uproblematisk at afholde rockkoncerter i en sal, hvor alle sidder ned, og alt er smukt og stilrent. Wilson selv udtrykte da også samme frygt for, at Operaen var ”exquisite but clinical”, og det er bare underligt at sidde behageligt og tilbagelænet i en velpolstret stol til en koncert. Men som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at stemningen i salen og andres reaktioner på musikken havde mindre indflydelse end normalt. På den måde blev det til en helt personlig oplevelse, og til sidst virkede det som om, Wilson og hans fantastiske band kun spillede for dig! Operaen blev derfor en medspiller i stedet for en hæmsko, og der var intet andet at gøre end at overgive sig og tilbagelænet nyde tre timer i selskab med det sublime.

En magisk aften

Det sidste af fire ekstranumre ”The Raven That Refused To Sing” – en af de smukkeste sange skrevet i dette årtusinde – blev en magisk afslutning på en fortryllende aften, der atter en gang bekræftede, at Steven Wilson er en kunstner, der fortjener ligeså meget anerkendelse og kommerciel succes som Pink Floyd i 70'erne og 80'erne, men sådan fungerer musikbranchen desværre ikke længere.

 

Sætliste:

Nowhere Now

Pariah

Home Invasion

Regret #9

Don’t Hate Me

The Same Asylum As Before

Get All You Deserve

Ancestral

 

No Twilight Within The Courts Of The Sun

Index

Permanating

Song Of I

Lazarus

Detonation

Song Of Unborn

Vermillioncore

Sleep Together

 

Blackfield

Sentimental

The Sound Of Muzak

The Raven That Refused To Sing

Tilføj kommentar