Steel Panther, Store Vega
Photo by Henrik Mauser Reerslev

Steel Panther

Store Vega, København V

Inglorious

En kedelig start på en farverig aften

Jeg må desværre erkende, at jeg missede I'll Be Damned, på grund af misforståelser omkring tidsplan. Dem må jeg have til gode til en anden god gang.

Heldigvis når jeg britiske Inglorious, der netop har indtaget scenen, som jeg træder ind ad døren til Vegas store sal. Med det samme får man den her 70'er-fornemmelse, der også er inspirationen bag Inglorius' klassiske hard rock. Jeg kender personligt ikke meget til Inglorious, men ud fra stemningen i salen at dømme, er der lidt fans hist og her. Der bliver i hvert fald nikket lidt med nakken og kastet djævletegn, men den helt vilde stemning er der ikke. Bandet er engagerede i deres musik, men den eneste, der er 100% tilstedeværende hele tiden, er forsanger Nathan James. Nathan James er allerede kendt for sin helt fantastiske vokal, blandt andet fra talentprogrammer og fra sin tid som forsanger i Trans-Siberian Orchestra. Nathan er ikke bare dygtig, men har også en lækker karisma og god kontakt med sit publikum gennem hele koncerten.

Numre som ”Break Away” og ”Holy Water” indbyder til en omgang halventusiastisk fællesklapning og det er også en fin omgang hard rock, men man kan savne noget lidt mere spændende end blot klassiske riffs og en skarp vokal. Det hele bliver en tand for kliché, da Nathan præsenterer nummeret ”Warning” med ordene; ”This is a song about sex, drugs and rock 'n' roll.” Nummeret i sig selv viser sig at ligne de andre, men publikum er efterhånden varmet op, og det er som om stemningen endelig ryger et nyk opad; for hvem kan ikke lide ”sex, drugs and rock 'n' roll?!”

Herefter går tempoet lidt ned igen, men heldigvis følger stemningen ikke med, for næste nummer er et cover af ikoniske Whitesnakes ”Fool For Your Loving”, hvilket, ikke overraskende, bliver taget godt imod. Bandet er tydeligvis virkelig dygtige musikere, det skal man ikke tage fejl af, og med klar inspiration fra bands som Deep Purple, Aerosmith, Whitesnake og Rolling Stones kan man jo ikke gå helt galt i byen. Personligt synes jeg bare ikke, at det er super spændende at høre en blanding af de gamle klassiske rockbands i nye ”klæder”, og jeg synes, at det måske var et dårligt match til et så... sprudlende band som Steel Panther. Dog skal det siges, at hvis man er til en solid omgang 70'er-rock uden alt for meget variation, men en fed og alsidig vokal, så er Inglorious mit bedste bud på næste yndlingsband.

5/10

Steel Panther

Pik, patter og pubertet

Det er ikke mere end halvanden måneds tid siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at opleve gøglerbandet Steel Panther på Wackens True Stage. Meget kan man sige om Steel Panther, men de efterhånden aldrende herrer forstår godt nok at lave et show ud over det sædvanlige med masser af glam, glitter og rock 'n' roll. Også til aftenens show er der ikke sparet på (alt for) tætsiddende gamacher i pink og leopard, dirty jokes og, naturligvis, de ikoniske 80'er-pandebånd. På trods af, at kvintetten har gjort det hele utallige gange før, ser man absolut ingen tegn på kedsomhed eller mangel på entusiasme. Tværtimod er det svært ikke at lade sig smitte af den gode stemning blandt Steel Panthers sceneidentiteter Michael Starr, Satchel, Lexxi Foxxx og Sticks Zadinia. Deres engagement er enormt, og havde jeg ikke set dem før, ville jeg ikke ane, at de havde sagt de samme jokes og lavet de samme moves en million gange før. De er til gengæld ikke selv sene til at gøre grin med deres ensformige show - under præsentationen af bandet, skal der da lige gøres opmærksom på Lexxi's "BRAND NEW leggins", købt specielt til at matche hans lækre, glitrende bas denne aften på Store Vega.

Naturligvis agerer og taler glam rock-bandet som fire orner i brunst, og man fristes til at tænke, at de aldrig nåede ud på den anden side af puberteten. Men de sjofle jokes falder selvfølgelig lige i publikums smag (trusser?), og det er da også Steel Panther, som man kender dem bedst. Der er således slet ikke brug for opvarmning her, publikum er helt med fra første nummer”Eyes Of A Panther” og er allerede på kogepunktet ved ”Party Like Tomorrow Is The End Of The World”. Man skulle bestemt ikke tro, det var en helt almindelig tirsdag. Publikum er tilsyneladende lidt for kække, for de beslutter sig for at tage over for Steel Panther ved at begynde at synge ”Community Property”. Sagen er bare, at, som frontmand Michael Starr gør opmærksom på, ”Community Property” altså ligger noget længere nede på sætlisten. Hvad gør man, når man har et nøje planlagt program med tilhørende tilrettelagt sætliste? Yes! Man stemmer da i med sit publikum! Steel Panther får pluspoint for ikke at være helt så forudsigelige, som man kunne forvente. Herefter er der ingen vej tilbage og resten af koncerten er som en bombe, der springer igen og igen. Som det er vanen tro forsøger bandet at få mindst 17 piger op på scenen til nummeret ”17 Girls In A Row”, hvilket dog ikke lykkes. De danske piger er åbenbart for generte. Til gengæld må der siges at være godt gang i de piger, der så valgte at være med under de følgende par numre, og der blev danset, kysset, flashet og famlet på upassende steder. Her må jeg nok indrømme, at jeg næsten syntes, det blev for plat. Men det forhindrede mig ikke at nyde yndlingsnumrene ”Gloryhole” og ”Death To All But Metal”, der selvfølgelig resulterede i en hoppende og dansende sal.

Steel Panther er super platte, det kan man ikke komme udenom, så jeg vil egentlig vove at påstå, at det kommer an på den individuelles humor, om man vil nyde et Steel Panther-show. Men ser man bort fra, at hele deres image er bygget på sjofle tekster og underholdende sceneidentiteter, så ved Steel Panther godt, hvad de laver. Hver og én har fuldstændig styr på deres instrumenter, og jeg er personligt helt tosset med Michael Starrs high-pitchede vokal. Numrene er varierede fra sjælere til hard rock og de er alle catchy. Ja, jeg er fan, men jeg er også indehaver af god, gammeldags plat humor.

 

8/10

Tilføj kommentar