Satyricon, frontmand Frost
Det var en ganske almindelig torsdag aften i Aarhus. Havnen summede af det stille liv, der nu engang er i den jyske hovedstad på sådan en hverdagsaften, men noget var anderledes. Det var, som om der herskede en stemning af noget mørkt, noget koldt, nærmest frostagtigt. Det var næsten, som om Norge havde gjort sit indtog i Danmark på denne aften.
Da jeg nærmede mig, og dørene åbnede, var det dog, som om stemningen ebbede en smule ud. Hvor var folk? Med lidt over 270 solgte billetter i forsalg var det, som om at vi havde svigtet vores naboland.
Suicidal Angels
Den kolde og frostagtige stemning skulle dog lade vente på sig lidt endnu. Først skulle vi en tur længere sydpå, nærmere betegnet Grækenland, for at finde nogle thrash-engle, der var klar til dans med det danske folk, men, men, men…. så nemt skulle det desværre ikke gå. For denne aften var dansken ikke så nem at byde op til dans og sang – og det selvom, at det var nogle særdeles garvede græske mandfolk, der stod på scenen og spillede op. Dansken hoppede ikke helt med. Nick (forsanger) forsøgte dog med alverdens tilnærmelser at lokke dansken, samtidigt med at han og Gus forkælede vores ører med skøn guitar og velkomponerede soloer.
Man kan diskutere, hvem der skal have skylden, når lyden ikke helt spiller, eller når publikum ikke helt er toptunet til det, som bandet forsøger at præsentere på bedste vis på scenen. Er det spillestedet? Er det bandet selv? Er det mangel på rutine eller manglende tid i øvelokalet? Eller er det bare tilfældigheder, når det hele ikke helt spiller, som man gerne vil have det?
Men tilbage til denne torsdag. Pludselig var det, som om at dansken kunne se det; se, at dette ikke bare var græsk for begyndere, men at det var thrash for kendere. Da den første pit blev dannet – skønt den ikke var stor – fejrede de danske mænd og kvinder, at thrashen havde indtaget Train på denne aften i det østjyske.
Satyricon
Klokken nærmede sig ni, og efterhånden havde flere mennesker fundet vejen til aftenens koncert. Jeg vil skyde på, at rygtet om, at frosten var på vej, havde bredt sig over den jyske muld, så folk stimlede sammen for at se, om det virkeligt kunne passe.
Lyset blev dæmpet, og dansken vendte sig atter mod scenen – var det nu, det skete?
Frem på scenen, klædt i mørke farver og diverse hårpragter, trådte vores norske naboer. De så næsten frygtindgydende ud på den lille scene, men det skræmte ikke os danskere væk. I stedet stimlede folk tættere sammen, for var det virkelig ham? De første toner af den norske black metal-klang gjaldede ud, og ja, den var god nok. Frosten var kommet til det jyske.
De første tre numre tromlede derudad, og allerede inden det første kvarter var gået, bad vores norske brødre om den første circle pit, der inden ganske længe udviklede sig til mosh midt på gulvet. Og Frost var stolt, klappede i hænderne over de danske. Meget kan siges om os danske, men starter man en pit, vågner dansken op til dåd. Lidt som om at det var Holger Danske selv, der stod på scenen. Det var tydeligt, at selv de nye numre fra Satyricons seneste album faldt i god jord hos publikum. Da starten til titelnummeret “Deep Calleth Upon Deep” lød, var det, som om det var endnu et af de velkendte numre fra vores norske kammerater. Nu da dansken endelig var vågnet op til dåd, blev der holdt godt fast, og Frost og co. gav ikke slip, før de sidste toner af “King” spillede i den lille sal. Dog var de danske ikke alt for vilde med at slippe frosten endnu. Men al frost forsvinder med tiden, lige indtil den slår til igen.
Personligt var aftenens højdepunkt, da tonerne til “Commando” gjaldede ud af højtalerne. Det var en kraftpræstation, som jeg måtte bukke mig i støvet for. Satyricon, som de så smukt siger i sangen: “In the house of lords, we control the movement of your limbs”.
Og netop dette gjaldt denne almindelige torsdag aften i det jyske. De havde ikke kun indtaget Train; de havde svøbt hele Aarhus i et smukt frostklart tæppe.