Foto - Thea Oborski
Et gadekryds af genrer
Efter en gang bøllebank fra Universal Enemy var det blevet tid til Meejah x HIRAKI, der er et musikalsk samarbejde mellem det dansk/koreanske atmosfæriske postrock-band Meejah og de aarhusianske prog-synthpunkere HIRAKI (herefter for nemhedens skyld blot samlet benævnt MXH). Min anmelderkollega var tidligere på året ganske begejstret for MXH’s første fælles EP, Intervowen, der fik skudsmål som ”grænsesøgende og gennemtænkt” og ”støjende skønhed”. MXH fik også fornøjelsen af at være første band til at spille på ”Doom”-scenen, der er beliggende direkte under ringgadebroen, med et bagklæde af rå beton, bøjet stål og forfaldne industribygninger.
Ingen støjfri zoner
Det viser sig umiddelbart at være det perfekte setup for MXH, hvis tunge synth- og trommebeats pulserede som trykbølger mod omgivelserne. Der var en enormt kompakt energi på scenen, båret fremad af den fælles vokal fra Jon Gotlev og Mai Young Øvlisen. Den første del af sættet var en energifuld, tung og aggressiv mur af støj, hvor både Gotlev og Øvlisen fik skreget igennem i en sådan grad, at jeg frygtede deres stemmebånd må have lignet pulled pork, før vi nåede seancens slutning. Indrømmet, jeg har aldrig dyrket den specifikke musikalske niche, som MXH befinder sig, men det var en ganske interessant – og positiv – oplevelse at se dem live. Publikum virkede også fascineret, selvom der blev holdt en høflig afstand, og området foran scenen stort set var affolket. Den sidste halvdel var mere afdæmpet og emotionel, men ikke mindre intens. Her fik Øvlisen også givet prøver på sin glimrende rene vokal, der fremstod silkeblød og afvæbnende midt i al støjen. Koncerten udviklede sig til sidst i en lidt mere performance-artsy retning, med en kimono-klædt Øvlisen, der slog på en gong, og dernæst en kort digtoplæsning fra Gotlevs side, mens der bliver skreget i baggrunden. Lidt for meget højskole-energi på opløbsstrækningen til publikums smag, måske, men alt i alt en intens og tankevækkende oplevelse.
Hæderligt horisontudvidende indslag
Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, jeg overværede, men kedeligt var det i hvert fald ikke. MXH formåede at skabe et intenst og unikt lydunivers, der passede overraskende godt ind mellem beton, rust og støv under Ringgadebroen. Nuvel, det blev måske en smule for kunstnerisk selvbevidst mod slutningen, men indtil da var publikum ganske udmærket underholdt.