Hej – og tak, fordi I vil tage jer tid til at tale med os. Vil I ikke begynde med kort at præsentere jer selv og jeres roller i bandene?

Jeg hedder Andreas og spiller guitar og laver støjflade i Meejah.
Jeg hedder Tim og spiller primært trommer og laver også vokal i HIRAKI.
Jeg hedder Mai og synger, spiller gong, guitar og synth og skriver musik og lyrics i Meejah.

Interwoven er blevet godt modtaget af anmelderne, men hvordan føles det fra jeres side? Rammer reaktionerne det, I selv havde håbet på?

Andreas: Vi var overraskede over den både ret omfattende dækning og sågar entydigt positive modtagelse, vores lille EP har fået. At vi smelter vores lyde sammen, kan jo også give modstand fra lyttere, som har visse forventninger, men vores leg er kun blevet belønnet. Så det må jo betyde, at vi har gjort et eller andet rigtigt.

Tim: Vi er oprigtigt nysgerrige efter, hvad andre hører, lægger mærke til og bider fast i. Hvilke følelser det sætter gang i hos andre end os selv. Og det giver masser af motivation og håb med hensyn til at vælge den lidt længere og mere besværlige vej, som jeg mener, at vi efterhånden føler os mest trygge i.

Vinyludgaven har ladet vente på sig og udkommer først nu. Hvad ligger der bag den forsinkelse? Prøv at tage os igennem, hvilke udfordringer man som band støder på, når man vil have sin musik presset på vinyl.

Andreas: Det er jo efterhånden klassikere, at trykkerier enten sjusker eller som i vores tilfælde: at et major label lige skubbede sig foran i køen. Det var samme historie med Queen of Spring (Meejahs debutalbum, red.) i 21, og jeg har lige haft samme tur med Vidnet her i efteråret. Som band må man bare få det bedste ud af det: opskrivninger, bundle deals og lave et release event mere. Men det er selvfølgelig en lidt flad følelse. Det er i høj grad, når man står med de fysiske eksemplarer i hånden, at hele udgivelsesarbejdet og -processen ’materialiserer’ sig og bliver virkeligt. Så nu glæder vi naturligvis os til at få pladerne i hånden, som i skrivende stund sidder i et varehus i Nürnberg.

(Den officielle vinyludgivelse hos Pelagic Records er blevet mandag 20/4, men man har mulighed for at erhverve den til showet på Radar, red.)

Vi ser i øjeblikket flere samarbejder på tværs af den danske scene: fra split-EP’er til fælles koncerter. Hvad tror I, der er drivkraften bag denne udvikling?

Tim: Jeg tror, det handler om, at scenen er lille nok til, at vi alle kender hinanden, men stor nok til, at der er rigtig mange forskellige udtryk i spil. Det skaber en naturlig nysgerrighed. Og jeg tror, mange bands har opdaget, at man kan nå andre/nye/flere steder, end man kan alene. Jeg føler også, at scenen er mindre bange for at træde ved siden af og skabe noget andet end det forventelige. Inspireret af Converge x Chelsea Wolfe, Cult of Luna x Julie Christmas, The Body x Dis Fig, The Body x Uniform, The Body x Full of Hell, The Body x Thou så har vi i hvert fald fundet en form, som gør, at vi synes, det fortsat er fedt at spille musik.

Som glad lytter af begge bands så virkede I ikke umiddelbart som et oplagt match, da I bevæger jer i ret forskellige lydlandskaber. Hvad var det, som fik jer til at tænke, at det her kunne faktisk fungere?

Tim: Vi mødte Meejah gennem samarbejdet med John Cxnnor, og det var ret hurtigt tydeligt, at vi delte en følelse af ikke at være begrænset af genre. Vi kan begge gå fra det store og voldsomme til det helt spinkle og intime. Det er den frihed, der gør et samarbejde muligt og interessant. Og så har Andreas nævnt det ret fint, at vi er to bands, der begge bevæger os ude i periferien af den mere etablerede kerne.

At skabe et fælles værk på tværs af geografi og med forskellige vante arbejdsprocesser er sjældent gnidningsfrit. Hvad har været de største benspænd undervejs i tilblivelsen af Interwoven?

Tim: Selvom pladen er spækket med friktion og konflikt, så har der været meget få udfordringer undervejs. Vi er alle af den overbevisning, at ’hvis det er fedt, så er det fedt’ – selvfølgelig er geografidelen lidt bøvlet, men vi har fået det til at fungere fint med benhård planlægning og så bare arbejde over internettet.

Andreas: Ja, ’benspændet’ – at vi arbejdede remote – var egentlig en af de omstændigheder, der hjalp processen. Det var rigtig sjovt at sidde og finde på idéer og sende dem til hinanden. Man opper sig også, når man skal præsentere noget til nogen, man ikke kender lige så godt som ens faste bandkammerater. Det gjorde, at vi sendte hinanden nogle ret vellykkede og definerede idéer lige fra start, som flere steder er dem, I også hører på den færdige plade.

Lad os dykke ned i selve udgivelsen. Tematikken om offer og bøddel er den bindende røde tråd – dog uden klare skel. Hvordan har I fået denne dynamik til at fungere musikalsk?

Tim: Ved ikke at forsøge at løse det. Musikken skal ikke forklare tematikken, den skal bære den. Det betyder, at modsætningerne får lov at eksistere side om side, og at man som lytter ikke altid kan høre, hvem man bør holde med.

Mai: Den musikalske dynamik har levet rigtig meget af respons. Vi har haft optur over det, HIRAKI har sendt til os. HIRAKI har dykket ned i tematikkerne og givet deres spin på det, som vi ikke kunne have forudset. Som igen har smittet af på os. Den proces har vi absolut elsket.

På åbningsnummeret “Redirect/Revenge” har I fået besøg af Loïc Rossetti, tidligere forsanger i The Ocean. Hvad gjorde, at I så ham som den helt rette person til at bidrage til nummeret?

Mai: Hans stemme er imponerende i sin spændvidde. Hans tone er en blanding af melankoli og kraftfuldhed. Det er et match, som jeg har håbet på længe. Vi er voldsomt taknemmelige for, at han valgte at sige ja. Og vi håber også at kunne have ham med til helt særlige lejligheder live.

Tematikken med offer og bøddel og deres skiftende dynamikker synes jeg selv, er interessant i forhold til nutidens samfund. Ser I selv en kobling til den måde, vores samfund fungerer på i dag?

Tim: Der er helt klart paralleller, men for os har det mere handlet om at opstille en række spejle, hvor man som lytter selv kan vende og dreje og observere fra forskellige perspektiver. En – måske – lidt underlig reference, men jeg så for nylig Ridley Scotts The Last Duel, som har siddet i mig siden. Den handler mest af alt om sandheden, men fra forskellige vinkler og om, hvordan man kan være blind for den, bevidst og ubevidst – eller manipulere den til at styrke ens egen indre og ydre fortælling.

Når I selv lytter til Interwoven nu, er der så bestemte øjeblikke eller numre, hvor I tænker: ’Her ramte vi noget særligt’?

Andreas: ”Preserve/Manifest” er et nummer, hvor jeg synes, vi har været gode til at give hinanden plads og lade os hver især shine på forskellige tidspunkter, og et, hvor vores lyde virkelig smelter sammen. HIRAKI er de ledende sangskrivere, men alligevel er det Mai, som introducerer med en karakteristisk speak. For mig var det også en spændende udfordring at finde på noget Tue-agtigt (guitarist i HIRAKI, red.) guitarspil, hvilket blev et ret bærende element i nummeret. Vi er glade for alle sangene, men den er en, hvor samarbejdet virkelig er vellykket.

Lad os skue lidt fremad. I tager projektet med på scenen, blandt andet på Radar og A Colossal Weekend. Hvordan gør man sådan et samarbejdsdrevet værk til en levende liveoplevelse, og hvad kan publikum forvente?

Mai: Vi glæder os rigtig meget til at få musikken til at leve live. Der er utroligt meget arbejde rundt om en udgivelse – og al den energi, som det kræver, får et outlet live, som er sundt. Når man mærker intensiteten af musikken ind i kroppen og får lov til at fyre den af, så får man den på en måde også selv, og så får vi lov til at dele det sammen. Vi er smeltet sammen som kunstnerisk unit i processen, og det vil publikum komme til at mærke. Vi arbejder med både hårdtslående, intense energiudladninger og det intime og sårbare. De spændingskurver får publikum lov til at ride med på.

I vores anmeldelse af Interwoven konkluderes det, at samarbejdet virker, og at potentialet er stort, men at EP’en er så kort, at man ønsker mere. Hvad er jeres perspektiv? Er det her et afsluttet kapitel eller første skridt mod noget, der kan vokse videre?

Tim: Vi vurderede undervejs, at det var langt bedre at efterlade lytterne med mere appetit end at køre dem trætte. Der kommer helt klart mere, men præcis hvordan det lander, holder vi stadig åbent.

Atter en gang tak for jeres tid. Har I nogen afsluttende ord eller kommentarer, som I gerne vil sende videre til dem, der læser med?

Tim: Hvis du er nået hertil, så et oprigtigt tusind tak, fordi du gider. Det er ikke en selvfølge.

_{Billeder i interviewet er taget af Rolf Meldgaard fra Meejah x Hiraki release fest}