Meejah + HIRAKI. Foto: Rolf Meldgaard
Herren gi’r, Herren ta’r
Føler bølgen smerte, når den slår mod klipperne? Kender den sin styrke, når dens slagkraft stjæler sten fra klippens skrænt? Mærker skrænten selv disse stens fravær under sin gradvise erosion? Naturens urkraft indgår i et konstant kørende kredsløb mellem elementerne, hvor der gives, tages og gives tilbage. Ethvert væsen, der indgår i universets dynamiske helhed, er således både rovdyr og bytte, bøddel og offer. Selvom naturens urkraft ikke er det direkte udtalte tema for udgivelsen Intervowen, så var det, hvad jeg følte under koncertens gennemspilning af pladen. Intervowen er et samarbejde mellem post-rockbandet Meejah og post-metalbandet HIRAKI. De to bands leverer således mere post, end PostNord nogensinde formåede. Vi tog et smugkig ved et intervie fra april, men jeg var spændt på at åbne hele kuverten denne aften.
Lad dig overstrømme
Allerede inden koncertens begyndelse fik jeg et godt indtryk af de to bands. De hilste nemlig på Anders, en nydelig ældre herre, som man ofte støder på i miljøet. I aften havde han da også indtaget sin vante plads i første parket, så det kunne kun blive godt. Det giver altid pluspoint at kende Anders, og denne nære publikumskontakt fortsatte koncerten igennem. Forsanger i Meejah, Mai Young Øvlisen, brød den usynlige lydmur mellem scene og sal med sin stemme, så glasset i den splintrede. Særligt under “Redirect Revenge” viste hun, hvor imponerende stort hendes stemmeomfang er. Blød og melodisk som en kærlig vuggesang til sit første barn kærtegnede hendes rene vokal os over de dunede basunkinder. Lige indtil skriget væltede vuggen og sendte en skurrende vrede og afmagt ud i æteren. Det var en stærk kontrast, hvor lyset og mørket fremhævede hinanden som i en velkomponeret claire obscure. Det er længe siden, jeg har oplevet så stærk en frontkvinde på den danske metalscene. Hiraki gør det også glimrende, og de to bands indgår i en fin symbiose, hvor de begge er lige … men nogle er lidt mere lige end andre, og her er det klart Øvlisens præstation, som skiller sig ud. Særligt hendes vrede slag mod gongongen var kraftfulde, selvom jeg ville have ønsket, at man kunne høre den tydeligere, da den dæmpede lyd af denne ligeledes reducerede dens effekt. Trommekompositionen var stærk, om end ikke nyskabende. Rytmernes vekslen virkede som bølgernes bevægelser over sandbankerne, mens riffene rev og sled i publikum. Som ålegræs i stærk turbulens blev kroppen drevet frem og tilbage midt i menneskehavet. Stilstand var umuligt under denne følsomme storm, men der var også plads til heller midt i havet. Energien dykkede enkelte gange kortvarigt ned i et hestehul, men druknede aldrig for alvor og kom altid op til overfladen igen. Basbunden var dyb og solid, men måtte gerne have fyldt endnu mere. Hvis jeg var en sømand, ville jeg være druknet under “Preserve/Manifest”s sirenesang, men heldigvis klarede vi skærene med Anders som kaptajn.
Sireneskrigenes symfoni
Lyt ikke til Odysseus, når I sejler gennem vadehavet mellem Meejah og Hiraki. Tag i stedet voksen ud af ørerne, og hengiv jer til sirenernes sang: For nok vil de fortære jer, men hvor smukt synger smerten ikke, mens kødet forgår? De to bands indgår i en smuk og harmonisk symbiose, hvor kontrasterne klæder hinanden. Der måtte gerne være skruet endnu mere op for både vokalen og gongongen samt være mere fejlfri skift mellem numrene. Bortset fra det virkede det dog som en helstøbt oplevelse …dog med den undtagelse, at koncerten virkede for kort. Men det er jo egentlig blot en kompliment forklædt som kritik.
