Foto - Thea Oborski
En ny form for sort hiphop
At nævne rap og hiphop i metalkredse giver ofte rynkede bryn og PTSD-lignende flashbacks tilbage til nu-metallens tvivlsomme kvaliteter. Men hvad hvis man satte rappen sammen med noget helt, helt andet? Eksempelvis black metal. Det giver nok stadig et par rynkede bryn, men samtidig lyder blandingen tilpas anderledes til at kunne være interessant. Hvilket danske Gradience måske endte med at drage fordel af. Om ikke andet så kunne man måske blive inspireret til at tagge sin lokale kirke med blasfemisk graffiti.
Vi skal lige forstå, før vi kan følge
Blasfemi var der dog ikke meget af, da de atmosfæriske black metal-passager flød ud af højtalerne – selvom nogle sikkert ville bruge netop blasfemi om, hvordan de dundrende core-toner lagde en tung bund under den storslåede black metal. Gradience var dog på ingen måde hverken generte eller forbeholdne i sammensætningen af deres blackened rap, og Gavin Mistrys rapflow over de sorte toner blev leveret sikkert og med overbevisning. Faktisk så solidt og med så alvorlig mine, at hans udtryk ikke var langt fra diverse black metal-artisters. Jakob Lærke Harris på guitar og black-vokal var derimod lutter smil og godt humør, mens han ganske solidt sendte det ene isnende skrig efter det andet ud over pladsen. Publikum virkede dog en anelse tilbageholdende og muligvis en kende uforstående overfor Gradiences lydbillede. Hvilket man heller ikke kunne fortænke dem i, for hvornår hørte du sidst blackened rap? Apropos hørt så var lyden også en anelse rodet, dog uden at være decideret dårlig. Trommer og bas havde lige en tand for meget skramlet container til at matche bandets udtryk. Nok er black skramlet, men når Gradience også har en meget coret profil, så var der ganske enkelt for meget grus i maskineriet. Angående udtryk så havde det også klædt Gradience at netop ensrette deres garderobe. Kombinationen af camo shorts, baskettrøje, jeans og band-T-shirts og senere bar dunk gav ikke noget sammenhængende billede af Gradience som band. Et par simple sorte T-shirts kunne have reddet en del. Den manglende sammenhæng skinnede dog også igennem under store dele af koncerten, hvor overgangene mellem trap beats og black ganske enkelt var for bratte. Nok er en mavepuster ikke ilde set i metallens verden, men at gå fra Travis Scott til Møl på et splitsekund skurrede lige lovlig meget i ørerne. På et par af de nyere numre formåede Gradience dog at forene deres ellers meget opdelte rap og black. Mistry lød mere vred end tidligere og var generelt mere ude i publikums ansigter. Ikke helt Fred Durst-agtigt, men det klædte ham at gå med en tungere, mere brysk profil. At vi skulle helt hen til koncertens sidste nummer, før dette skete, var ærgerligt. Gradience fik dog vist, at de ikke bare er en trendy døgnflue. Hvilket det, at de er kommet i bås hos Metal Blade Records, også vidnede en smule om.
Meget mere end et modefænomen
Det mest moderne indslag på årets Rock og Rul var bestemt noget, der delte meningerne blandt publikum. Men Gradience tog disse meninger med oprejst pande og leverede en koncert, hvor man ikke var i tvivl om bandets kvaliteter. Specielt mod slutningen af koncerten komplementerede vreden fra de forskellige genrers facetter hinanden, hvilket utvivlsomt fik overbevist en god sjat tvivlere. Lyden og udtrykket skulle dog lige overvindes først.