Klaphat

Opvarmerne Klaphat lignede en protoudgave af hovednavnet. Sangeren brølede lige så toneforladt som Lækre- eller Lærke-Jens. Dog havde den unge mand hverken energien eller samme galskab, så man faktisk stod faktisk og tænkte, at det her kunne Jens gøre bedre. En sjov betragtning, når det senere på aftenen viste sig, at selvsamme unge mand har overtaget pladsen som frontmand i RW. Nå, mere om det senere.

Det er næppe den store overraskelse, at det fire mand store Klaphat spillede deres eget destillat af polsk punk. Sangskatten brændte sig på ingen måde ind i sjælen, og der manglede oplagte momenter at brøle med på. Lyrikken var som skrevet af en tiårig, en traditionel præmis i ’polsk punk’. De overraskende indslag bestod i, at sangeren hev diverse atypiske instrumenter frem. En kazoo for eksempel. Den slags opfindsomhed så man gerne mere af.

Men efter en halv time måtte man spørge sig selv, om der var brug for polsk punk af anden aftapning?

3/10

Red Warszawa

Hvad har Lækre-Jens med Celine Dion at gøre? Målt i rent sangtalent er de to vokalister (ahem!) vel diametrale modpoler, men der er alligevel et fællestræk: lidelsen. Dion lægger den over på lytteren, mens den ved Jens skal findes i hans overanstrengte og smertende stemmebånd, der næsten er en Kristus på korset værdig. Så naturligvis bruger RW Dions ”My Heart Will Go On” som intro. De ved, at publikum er idioter, og vi ved, at de er det. Og med den uskrevne aftale er showet i gang, dog med et lille aber dabei, for aftenens mand med mikrofonen er ikke Jens, men Tobias. Og ham vender vi tilbage til.

Den liflige duft af grønt

Ingen RW-koncert uden grøntsager, og der er porrer i luften. Årsagen truer med at fortabe sig i tågen, men en gammel fan mente, at det angiveligt skyldes en fejl på bandets hjemmeside. Der stod ’porrer’ i stedet for ’porno’, og dermed skabtes en tradition, der her til lands kun er overgået af kiksekasteriet ved Shu-Bi-Duas koncerter. Der gik ikke mange minutter, før alt stank af porrer, og så kan man jo undre sig over, at ingen forsøgte at smugle en hest med ind, når turnéen hedder ’Dorthe Med Hesten’. Der var dog ikke tid til at tænke over, hvem Dorthe eller hesten mon var, for RW åbnede med blitzkriegtonseren ”Fucking op i røven Jonna” – der slutter med den herlige linje ’Op i røven på en hest’. Nummeret er så rapt, at bassist Matti godt nok nåede at introducere det, men ikke fik spillet med; kablet sad ikke i bassen, så den vi fik lige en gang til. Derfra gik det via ”Hurra, skolen brænder” ellers over stok og sten i en ret atypisk aften med RW, for de kunne rent faktisk spille. Alkoholindtaget må være reduceret væsentligt i forhold til tidligere tider, hvor det ikke var utænkeligt, at de var for fulde, og sætlisterne vægtede de akustiske drukviser. Formodentlig for at skjule, at hits som ”Den Sorte Garderobe”, ”Amok” og ”Mosekonen Brygger” faktisk kræver en seriøs håndtering af instrumenterne. Det hjælper en tårnhøj promille ikke på. Der skal de sgu have ros, for det var en sammenspillet og velsmurt maskine, der mødte os på Mejeriets lille scene. Og ”Amok” er altid totalt fed. Bare ikke helt i aften, men det var ikke bandets skyld. Ligesom ”Analfabet” er en jublende humoristisk perle – i hvert fald i teorien, men altså heller ikke denne aften. Og hvorfor? Tjo, problematikken skinnede voldsomt igennem i det improviserede ekstranummer, hvor trommeslager og sanger byttede plads. Sangeren(!) trommer langt bedre, end han brøler, og trommeslageren – ja, han kan rent faktisk synge. Lidt al la de gamle protestsangere, så egentlig burde RW skære en mand væk, overlade mikrofonen til deres trommeslager og stille op som en trio. 

My heart will not go on

Det, der burde have været en tosset og sjov aften, blev en fuser af rang. Naturligvis fik vi set Hennings gamle rynkede røv 117 gange, men alligevel matchede løjerne ikke gamle tiders gøgl. Tobias kan nemlig på ingen måde måle sig med sin faretruende forgænger, galningen Jens. Bandet har med Tobias valgt alt for konservativt. Han lyder godt nok som Jens, ergo ejer han ikke en tone i livet, men hans fraseringer er fuldstændig monotone. Leverancen er komplet uden dynamik. Jens brølede trods alt igennem, når pointerne skulle hamres ind med knytnæver. Hans hjemmebryggede udklædninger var også i en skole for sig og bidrog kun yderligere til den samlede aura af utilregnelighed. Det vanvid rammer Tobias ikke; man fornemmer måske endda, at han holder lidt tilbage i en ydmyg respekt, der gør ham mere til fan end udøvende kunstner. Der havde bandet vist langt større format i at vælge en eunuk eller for den sags skyld en Johnny Reimar-klon. Et valg, der ville ligge fint på linje med ”My Heart Will Go On”.

Der har været fantastiske koncerter (og der har været ’koncerter’ vædet i alkohol) og fede album – de første fire er stadig hjernelamt morsomme med riffs og sangskrivning lige i øjet. Jeg har været med i mere end et kvart århundrede, men alting har en ende. Jeg byder jer hermed adieu, de herrer.

3/10