Foto: Thomas Høgdal Thomsen
Foto: Thomas Høgdal Thomsen · Se flere billeder i galleriet

The Prodigy

Royal Arena, København S

Lad os skrue op for varmen!

På en kold tirsdag i november stod den på rave i Royal Arena, da The Prodigy gæstede den sammen med DJ TobyONE og det danske band Farveblind. Godt for alle os, der er trætte af minusgrader og mørke, da der i høj grad var forventning til en hidsig aften. Med et tætpakket program og god variation indenfor punk-ravens verden var spændingen høj, da vi alle godt vidste, hvad var i vente.

Farveblind

Foto: Thomas Høgdal Thomsen

Det danske The Prodigy?

Selv efter lidt research samt en Spotify-session havde jeg ved ankomsten stort set ingen idé om, hvad jeg kunne forvente af aftenens opvarmningsband. Hvad der begyndte som et simpelt spørgsmål, udviklede sig til en mission, da selv de mest erfarne The Prodigy-fans havde svært ved at beskrive dem. Den eneste information, jeg kunne opsnappe, var, at Farveblind tilsyneladende var Danmarks svar på hovednavnet. Men var det noget, de kunne leve op til?

Forskruede forventninger

Et kvarter efter planlagt start blev lyset dæmpet. Fremmødet var mildest talt beskedent, og i en næsten tom Royal Arena var det tid til at finde ud af, hvad Farveblind havde at byde på. Da trioen indtog scenen, blev forvirringen kun værre. To elektroniske musikere bag deres soundpads og en bassist. Allerede fra de første toner stod det klart, at ørepropperne kunne blive i lommen. Selv helt oppe foran var lydniveauet overraskende lavt, og mixet efterlod meget tilbage at ønske. Den elektroniske bas dominerede så voldsomt, at basguitaren nærmest forsvandt. Netop samspillet mellem elektroniske og organiske elementer er en af kvaliteterne ved The Prodigys lyd. Tunge synthbasgange får modspil fra punkinspirerede guitarer, hvilket skaber en dynamik og kant, der rækker ud over de rytmiske elementer. Hos Farveblind udeblev balancen. I stedet blev lydbilledet reduceret til en tung, digital basflade, hvor instrumenterne kæmpede om pladsen frem for at supplere hinanden. Resultatet var et mudret og unuanceret lydbillede uden musikalsk overskud. Det minimalistiske visuelle udtryk hjalp heller ikke. Naturligvis kan man ikke forvente samme produktion fra åbneren som til hovednavnet. Alligevel savnede jeg mere markant lys og en stærkere scenisk identitet, der kunne understøtte musikkens energi og give publikum noget at engagere sig i.

Musikalsk blev det heller aldrig interessant. Sættet bestod af numre, der kredsede om de samme rytmiske grundidéer uden nævneværdig udvikling. Beatene fik sjældent lov til at bygge op eller bevæge sig i nye retninger. I stedet blev vi præsenteret for gentagelser af den samme grundform med en nærmest ikke-eksisterende spænding.

Det er ellers netop her, eksperimenterende elektronisk musik skal kunne noget særligt. Når man bevæger sig væk fra traditionelle sangstrukturer, bliver dynamik, teksturer og stemningsskift afgørende for progressionen. Farveblind havde energien, men manglede evnen til at omsætte den til en sammenhængende oplevelse. Hvor man kunne have håbet på uforudsigelige opbygninger og kaotiske udbrud, blev koncerten i stedet præget af gentagne A-B-A-B-strukturer og næsten identiske technobeats. Det føltes som en lang introduktion til noget, der aldrig rigtigt begyndte.

Sørgeligt tidsfordriv

Sjældent har jeg været så taknemmelig for en forsinket koncertstart. Alligevel kunne Farveblind næppe have leveret en mere mangelfuld åbning på en aften, der skulle have været en fest fra første sekund. Hverken musikken, lyden eller lyset formåede at løfte oplevelsen ud af den tomme arenas ligegyldighed. På trods af flotte jakkesæt og tydelige musikalske ambitioner var der for mange elementer, der aldrig fandt sammen. Farveblind virkede fanget mellem elektronisk eksperimenteren og en traditionel bandkonstellation uden at få det bedste fra nogen af delene. Måske skal de først finde deres musikalske identitet. Det skal de nok komme efter. Men denne aften var resultatet en svimlende omgang ustruktureret rod, som aldrig burde have fundet vej til mine øregange.

Én ting var dog sikkert: Farveblind var ikke Danmarks svar på The Prodigy. De var lige så døve, som de var blinde, og på aftenens program havde oplevelsen ærligt talt været bedre uden dem.

2/10

TobyONE

Foto: Thomas Høgdal Thomsen

Pultens pauseklovn 

Det er ikke ofte, at en DJ bliver anmeldt her hos os, men hvis det endelig skulle ske, er det vel meget passende som support til The Prodigy. TobyONE har været opvarmning på flere stop af deres turné og har tilsyneladende opbygget et solidt følge undervejs. Efter hvad der netop havde været nogle af de hårdeste tredive minutter i nyere tid, skulle der ikke meget til at toppe forgængerens optræden!

Så satte vi kurs!

Fra første øjeblik stod det klart, at det skulle blive underholdende, skørt og aldeles ‘free-spirited’. Sættet bestod af årtiers tophits i technomix, krydret med truthorn og absurde lydeffekter så hyppigt, at det nærmest udviklede sig til musikalsk stand-up comedy. Det var måske ikke den mest sofistikerede musikalske oplevelse, men underholdningsværdien var til gengæld høj, og publikum blev hurtigt fanget.

Samtidig begyndte salen så småt at fyldes, og stemningen voksede mærkbart. TobyONE formåede at gøre noget, Farveblind aldrig rigtig lykkedes med: at få publikum med sig. Der blev danset, grinet og efterhånden dannet cirkler, hvor folk på skift kastede sig ud i breakdance. Det var tydeligt, at energien smittede, og at arenaen endelig var ved at vågne. Denne gang var der også skruet op for lyden, og mixet lød fremragende. Overgangene mellem de forskellige hits var generelt vellykkede, og de mange genrer og skøre indslag blev samlet i et overraskende sammenhængende lydunivers. Man kunne dog argumentere for, at TobyONE skiftede nummer lige lovlig hurtigt. Flere gange blev et godt momentum afbrudt, netop som publikum var ved at finde rytmen. Det var en todelt fornøjelse: Man fik stor musikalsk variation, men på bekostning af den enkelte sangs potentiale og udvikling. Efterhånden handlede sættet mere om at holde festen i gang end om musikken i sig selv.

Mod slutningen opstod der dog et mærkbart dyk i energien. Technobeats blev i højere grad afløst af reggae, og selvom man kunne forestille sig, at det var et forsøg på at spare publikums kræfter til hovednavnet, virkede det malplaceret i et så kort sæt. Her havde det fungeret langt bedre at holde dampen oppe og give den fuld skrald fra start til slut.

Det gav alligevel mening

Overordnet set var der ikke meget at sætte en finger på ud over de lidt for hyppige sangskift og det ujævne energiniveau mod slutningen. Lyden sad lige i skabet, mixet var vellykket, og vigtigst af alt formåede TobyONE at forvandle en halvtom og stemningsforladt arena til et publikum, der var klar til fest.

Så hvordan anmelder man egentlig en DJ? Måske handler det ikke altid om musikalsk kompleksitet eller teknisk perfektion, men om evnen til at læse et publikum og skabe en stemning, der rækker ud over musikken. Og netop det lykkedes TobyONE. Han leverede måske ikke aftenens mest sofistikerede sæt, men han fik tændt en arena, der havde hårdt brug for det.

6/10

The Prodigy

Foto: Thomas Høgdal Thomsen

Tiden var kommet

Sidst The Prodigy gæstede Danmark, var det som hovednavn på Copenhell. Et bookingvalg, der fik mange til at klø sig i hovedet, men som alligevel resulterede i en solid koncert. Faktisk blev oplevelsen bedre modtaget blandt publikum end hos anmelderne. Kritikken fra den optræden gik igen flere steder under bandets turné i år, og derfor var forventningerne til deres tilbagevenden ikke uden forbehold.

Til ingens overraskelse bliver The Prodigy aldrig det samme, som det engang var. Bandets såkaldte 'Firestarter', Keith Flint, afgik ved døden for nogle år siden. Det kom til gengæld bag på mange, at The Prodigy valgte at fortsætte med deres anden forsanger og hypeman, Maxim Reality, nu alene om opgaven. I Royal Arena havde The Prodigy ikke meget at bevise over for et publikum, der vidste, hvad de kunne forvente. Men i modsætning til på Copenhell havde de denne gang medbragt et omfattende og storslået scenedesign. Spændingen sad som sommerfugle i maven, og nu skulle det vise sig, om bandet kunne overgå deres seneste danske optræden.

Husk at drikke vand, ellers dør du!

Allerede inden bandet gik på scenen, var Royal Arena forvandlet til Danmarks største sauna. Det er efterhånden ikke noget nyt for arenaen, men med The Prodigy på plakaten var der ingen tvivl om, at temperaturen kun ville stige. Heldigvis var både bandet og sikkerhedspersonalet opmærksomme på forholdene og delte vand ud til dem blandt publikum, der havde brug for det. En lille, men vigtig gestus i en arena, hvor temperaturen hurtigt blev en udfordring.

En kort intro førte os direkte ind i “Omen”, der ligesom på Copenhell åbnede aftenen med et af bandets absolutte favoritnumre. Publikum sprang øjeblikkeligt i luften, og det var nu tid til at fordele blå mærker. “Voodoo People” fulgte efter og beviste, hvorfor kombinationen af punk og rave er så bizart genial. Samspillet mellem Rob Hollidays forvrængede guitar og Liam Howletts brystkasseknusende elektroniske rytmer skabte et af de stærkeste lydudtryk, Royal Arena længe har lagt hus til. Det var ikke blot en fryd for ørerne, men også et afgørende bevis på, at The Prodigy stadig kunne levere med fuld styrke.

En af de største bekymringer blandt fans har været, hvordan bandet ville fungere uden Keith Flint, især på de numre, hvor han selv stod i front. Her var det naturligvis tophittet “Firestarter”, der vakte størst opsigt. Da nummeret begyndte, fik vi ikke blot svaret på, hvordan bandet ville håndtere fraværet, men også et indblik i deres måde at hylde Flint på. I stedet for at lade Maxim overtage hans vokaldele valgte bandet at lade Flints ikoniske dans fra musikvideoen fylde storskærmen, ledsaget af de imponerende laserstråler fra scenedesignet. Musikalsk blev nummeret i stedet omarbejdet til et remix, hvor størstedelen af lyrikken var skåret væk til fordel for tungere ravepassager, der kunne fastholde intensiteten. Det var langt fra det samme og heller ikke nær så godt, men som hyldest fungerede det overraskende rørende.

Bandet var samtidig i konstant bevægelse, hvilket skabte en levende dynamik og mindskede afstanden mellem scene og publikum. Foran scenen blev menneskemængden gennem det meste af koncerten til én stor, flydende masse. Det var netop det kaos, der gjorde en koncert som denne så euforisk. Alligevel er der plads til kritik. En del af de problemer med sættets flow, som blev påpeget efter Copenhell, var stadig til stede. Flere gange blev momentum afbrudt af lange passager, der føltes længere end selve numrene. Det betød, at koncertens ellers eksplosive energi indimellem mistede pusten. Det var bestemt mindre udtalt end sidst, men oplevelsen havde stået stærkere, hvis bandet havde spillet flere af numrene fra start til slut frem for at lade de lange overgange fylde så meget.

Kønt og skønt

Jeg må være en bitch, for jeg blev i hvert fald smacked up. I løbet af det halvanden time lange koncertsæt var pitten konstant i bevægelse, mens energien bredte sig til resten af arenaen. Det var en euforisk oplevelse, der fungerede, uanset hvor meget man selv havde lyst til at deltage. Maxim Reality gjorde det overvejende godt. Selvom han forsvandt fra rampelyset i længere perioder, formåede han at bevare en solid forbindelse til publikum. Med tanke på at mange stadig er vant til at se en ekstra mand på scenen, udførte Maxim bestemt et tomandsarbejde og gjorde det i al rimelighed så godt, som man kunne forvente af en 59-årig herre.

Liam Howlett og resten af bandet var ligeledes i topform. Lyden var fremragende, og balancen mellem de forskellige musikalske elementer sad lige i skabet. Alligevel var det ikke engang aftenens største højdepunkt. Scenedesignet var så imponerende og dynamisk, at der konstant var noget nyt at lade sig fascinere af. Selvom bandet sprang dele af flere sange over, og deres remix ikke alle fungerede lige godt, stod koncerten tilbage som en veludført og velsmurt energibombe.

8/10