Man kan sige meget om det britiske gothic metal band Paradise Lost, men det har taget dem det meste af deres karriere at finde frem til hvilken form for metal de vil satse på. Nu er de tilbage hvor det hele startede og med deres dystre mørke lyd har de i mine øjne endelig fundet tilbage hvor de er aller bedst.
Bandet havde denne lørdag taget turen til København, nærmere betegnet Pumpehuset der på dagen næsten kunne melde udsolgt. Jeg ankom midt under opvarmningsbandet som var startet med at spille før annonceret tid. Noget der virker ganske uprofessionelt af Pumpehuset. Når man annoncerer et start tidspunkt så må man squ også holde ved det, men om opvarmningsbandet Lucifer var gode ved jeg ikke, for før jeg havde lagt overtøjet og købt den første øl var de ved at være færdige, så derfor er de udenfor bedømmelse denne aften.
Paradise Lost gik på scenen under stor jubel og et blik rundt blandt publikum viste at en stor del af de fremmødte var et stykke op i alderen ligesom undertegnede. Den ”høje” alder gjorde dog intet ved energien blandt publikum som kvitterede med god energi, et par enkelte mosh pits og en enkelt person trodsede reglerne og udførte et stage dive.
Paradise Lost lagde ud med nummeret ”No Hope In Sight” fra deres nyeste skive The Plague Within og så var der ellers dømt doom/gothic metal på alle tangenterne. Paradise Lost gav os en lektion i hvordan man skal levere tung dyster og mørk metal uden man bliver ramt af en øjeblikkelig depression. Bandet kom ud over scenekanten med en fantastisk musikalsk præstation men uden at levere det helt store sceneshow. Lidt rødt lys tilsat mørke og tunge skygger badede scenen og gik hånd i hånd med Nick Holmes’ vokal. Denne var denne aften ganske enkelt fantastisk og især spillet mellem de lyse og mørke toner sad lige i skabet. Der var ikke mange ting at sætte en finger på denne aften, men lyden var til tider helt forfærdelig. Jeg stod i første halvdel af koncerten til venstre for scenen, hvor især bassen flere gange forvrængede og gav mig lyst til at finde mine ørepropper frem. Jeg bevægede mig over i den anden side af salen og her var lydbilledet et helt andet, nu var forvrængningen væk og jeg kunne nyde den sidste halvdel af koncerten med god lyd. Om det var en indstilling af bassen eller en defekt højttaler vides ikke, men det var kedelig detalje på en ellers dejlig dyster lørdag aften. Paradise Lost beviste at selvom man har været i gamet i 28 år så kan man stadigvæk være sulten og levere koncerter på et højt niveau. Bandet havde skruet en setliste sammen der sad lige i skabet, med en god blanding af nyt og gammelt og sluttede denne aften af med nummeret ”Say Just Words”. Det eneste jeg har tilbage af sige er at bandet får tildelt 8 store kranier for en tung og solid præstation.
Setliste:
- No Hope In Sight
- Widow
- Painless
- Terminal
- Erased
- Praise Lamented Shade
- Victim Of The Past
- Enchantment
- Flesh From Bone
- Beneath Broken Earth
- As I Die
- Requiem
- Return To The Sun
- Death Divides Us
- An Eternity Of Lies
- Say Just Words
