ORM

Bremen Teater, København V

  • Headliner: ORM

Officiel vurdering: 9/10

Lørdag aften var det spillestedet Bremen Teater, der slog dørene op for en længe ventet koncert med danske Orm. En koncert, der grundet omstændighederne var blevet flyttet ad flere omgange. Den lange ventetid havde ikke gjort forventningens glæde mindre, og med løftet om en ekstraordinær koncertoplevelse var det med sommerfugle i maven, at kursen blev sat mod det indre København.

Koncerten var endnu en albumkoncert i rækken af koncerter, hvor Orm fremfører deres suveræne album Ir i dets fulde længde efterfulgt af nummeret ”Mit Blod” fra EP’en af samme navn. Sådan var det også lørdag aften. Bandet åbnede koncerten med nummeret ”Klippens Lyse Hal”, der det første halvandet minut fyldte den gamle biografsal med lange klagende toner, inden bandet stemte i og blæste salen fuldstændig bagover. Orms udtryk på albummet Ir er meget kontrastfuldt, både visuelt og musikalsk, og det kom i høj grad til udtryk i løbet af koncerten. Bandet var klædt helt i sort, og med hvid ornamentik og stemningsfulde billeder som baggrund leverede Orm et enkelt, stilsikkert og vanvittig effektivt sceneshow. Musikalsk virkede kontrasterne også enormt stærkt, og aldrig har jeg oplevet skiftet mellem det vilde og voldsomme og det stille og stemningsfulde så overbevisende fra Orms side. Vanen tro havde bandet et par gæster med på scenen: en trompetist og en violinist, begge klædt i hvidt, der på hver deres nummer fra Ir tilførte en i forvejen stemningsfuld koncert det sidste pift. Jeg har haft fornøjelsen af at se Orm spille tre gange tidligere, men jeg har aldrig set dem være så veloplagte. En smittende energi strømmede ned fra scenen og blev hurtigt samlet op af publikum, der allerede efter få minutter vidste, at denne aften ville blive noget ganske særligt. De fire medlemmer spillede med en forbilledlig energi, der efter få minutter havde transformeret det meste af salen til et vuggende hav, og sådan fortsatte det koncerten igennem. Da Ir var tilendebragt, og de sidste toner af nummeret ”Bær Solen Ud” ringede ud, gjorde bandet sig klart til det sidste nummer, ”Mit Blod”. Endnu en gang blev publikum taget med på en fantastisk musikalsk og visuel rejse, og Orm fik i den grad bevist, at de er et af de bedste og mest interessante navne på den danske metalscene. De spillede ganske enkelt en vis legemsdel ud af bukserne, og særligt de to vokaler gjorde et stort indtryk og bragte Ir plus det løse op på et nyt niveau.

Publikum var blevet lovet en ekstraordinær oplevelse, og Orm leverede i allerhøjeste grad. Intet mindre end fantastisk.