Drukner

Første band på scenen var doom-bandet Drukner, som havde taget det helt langsomme og tunge med til Aarhus, og det tog lidt tid før publikum rigtig forstod, hvad det egentlig var, der skete. Det er svært at være de første, og det er absolut ikke nemt at starte festen med aftenens mest søvndyssende metalgenre.

Doom kan være svært at forstå, hvis man ikke har sat sig ind i genren, og det var desværre vanskeligt at fange, præcis hvor Drukner vil hen. Bandet har en sublim instrumentkontrol, men uheldigvis virkede der til at være noget galt med vokalen. Jeg stod til højre for scenen i begyndelsen af koncerten og kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg kunne se guitarist Palle Skovhede stå foran mikrofonen uden, at der kom lyd ud. Jeg bevægede mig derfor over i modsatte side, hvor der kom en meget lav vokal ud. Hvorfor Drukner har valgt et stereo-output til vokalen vides ikke, men effekten gjorde, at den druknede i bas og trommer. Drukner kommer ikke langt nok ud over scenekanten med deres ellers gode kontrol over instrumenterne, vokalen skal være der, for at konceptet er helt til at forstå. Der er helt sikkert noget at arbejde videre med.

5/10

Expatriated

Jeg har lyttet en del til Expatriated, og både i Pumpehuset og på Atlas har de været det band, som jeg har set mest frem til. Deres skønne nyudgivne plade The Last Trace of The Imprudent (2018) tager lytteren direkte tilbage til noget af det helt gamle Opeth, dog med deres eget lille twist.

Expatriated er fra Horsens, og jeg vil derfor mene, at man kan kalde Aarhus for hjemmebane, og det kunne klart høres, at bandet følte sig mere tilpas på scenen på Atlas end i Pumpehuset. Præcis hvad der er sket i løbet af ugen mellem de to koncerter, ved jeg ikke, men Expatriated lød i hvert fald som om, at de var helt klar til aftenens koncert på trods af, at deres bassist var syg, og at de derfor måtte køre bassen på backing track.

Progressiv metal er virkelig krævende, og det er derfor svært at være helt tilstede på scenen, når man ikke har så meget erfaring med at spille foran et publikum. Dette kunne man godt mærke på Expatriated. Også forsanger Nikolaj Bak var desværre en smule tilbageholdende på sin vokal, men hans blide growl får dog Opethisten i mig helt op at ringe. Han skal tro mere på sig selv, for han kan godt, det kan man høre på pladen.

6/10

Human

Aarhusbandet Human, som i den grad var aftenens blødeste, var på hjemmebane på Atlas, og de gav en betydelig bedre optræden end i Pumpehuset sidste weekend. Grunge/rock-trioen blev bakket godt op af publikumsskaren og var det band, som havde flest lyttere stående foran scenen muligvis grundet hjemmebanen.

Lydmæssigt går Human i samme sko som både Radiohead, Black Stone Cherry, Alter Bridge og ikke mindst Nickelback, og de kalder ikke selv deres musik for grunge men for “rigtig rock”. Især forsanger Joachim Rahbek Iversen gav mig de hårdeste Chad Kroeger-vibes (Nickelback fra dengang, det var godt) både i forhold til udseende og vokal.

Human var i høj grad mere lyttervenligt end de andre bands, og er tidligere blevet rost af Jesper Binzer (D-A-D frontfigur) som et band, man skal holde øje med. Bandet har allerede en single “Black Hole” kørende på MyRock, som jeg da må indrømme at have skrålet med på en gang eller to. Passede de ind i sammensætning med de andre bands? I Pumpehuset var det et rungende nej herfra, men på Atlas var det en helt anden snak. Human havde skruet op for charmen og selvtilliden og det lækre hår, selvom trommeslageren nok tog Bieberhåret en tand for langt. Human skal nok klare sig i det gængse rockmiljø og komme frem i Danmark - i hvert fald i radioen!

7/10

EYES

EYES var sidste band i Pumpehuset i København og fik lov til at afslutte aftenen. På Atlas i Aarhus fik de en plads lige i smørhullet (sammen med Human), hvilket jeg først regnede med ville være en stemningsdræber, men som faktisk (også) virkede rigtig godt for den hårdtslående hardcore-gruppe.

I Pumpehuset måtte jeg simpelthen forlade lokalet, fordi der var skruet så højt op for lyden, at jeg ikke kunne høre andet end feedback fra bassen og stortrommens voluminøse dunken. Lyd-kaosset var på Atlas helt under kontrol, så vi blandt publikum kunne slippe hæmningerne, og slå os løs til festen med EYES.

Det er blevet slået fast, at man ikke kan sige EYES uden at sige energi, vrede og aggression, selvom forsanger Victor Kaas uden for scenen virker som en utrolig sympatisk ung herre. Den karakter han bliver til, når han går på scenen, er utrolig godt sat til genren, og det tager jeg hatten af for. Der er gang i festen fra første riff er slået, og Kaas er ikke til at slukke, når først han er blevet tændt. “Den Gale Hane” er blevet mit navn til manden efter at have set EYES to gange på otte dage.

6/10

Pudsige Herrer

Det eneste band, som ikke faldt igennem i Pumpehuset, formåede at lave en endnu federe koncert på Atlas. Pudsige Herrer er virkelig noget pudsigt noget, og de gør det utrolig godt. Bandet ved, hvordan scenen skal styres, og de har nok også lidt mere træning fra deres deltagelse i sidste års W:O:A Metal Battle.

Det, der kommer ud af munden på forsanger Jakob Rohde-Kappel, lyder som noget optaget på en gammel plade med en god omgang LSD-drevet syrerock, hvilket er helt vildt, og en lyd jeg sjældent har hørt. De aarhusianske herrer var dog også en smule malplacerede med de tungere genrer, dog synes jeg ikke, at de virkede helt så bløde som Human. Måske fordi deres udtryk var mere veletableret, måske fordi vi blev budt op til dans (man kan vel også kalde en moshpit for dans!?).

Det sjove ved Pudsige Herrer var deres set up. De var nemlig kun tre på scenen og “manglede” en guitarist i og med, at forsangeren havde ladet sin blive hjemme. Hertil havde bassist Mads Fjeldvig i stedet en oktavpedal, som sørgede for både tung bas og groovy guitar. På denne måde fik Jakob Rohde-Kappel mulighed for at skabe stemning med indslag på lap steel samt fællessang om at “fucke banker op” – og han inviterede til slut os alle op på scenen til en lille svingom. Det kan man kalde overskud til publikum.

Sidste note til Pudsige Herrer kommer fra min kære kollega, som var troppet op til koncerten i civil. Jeg citerer: “Vi kan da i hvert fald konkludere, at Pudsige Herrer er blevet en form for seriøs Red Warszawa”. Jeg vil dog mene, at Pudsige Herrer er rigtig godt, når man ikke er fuld - det kan man ikke sige om Red Warszawa.

7/10

(0)

(0) fik lov til at afslutte ballet i Aarhus, og det gjorde de ganske fint. Ved introen fik vi at vide, at første gang bandet stod på en scene, var det på selvsamme som i aften til Royal Metal Fest 2018, og bandet har derfor ikke været optrædende i mere end et års tid.

(0) (udtales vist parentes nul parentes) har ikke givet sig selv et navn, ej heller har deres sange anden titel en længden på nummeret. Som jeg har forstået det (ret mig gerne, hvis jeg tager fejl) handler det for (0) om at lytte til det, der bliver spillet, og så er navne, titler mv. fuldstændig ligegyldigt. De har fået hug for netop at være (endnu) et band som ville være “mystiske” og “specielle”, men jeg synes det passer rigtig fint til genren.

Det (0) kan, er at skabe en lille hypnose, som publikum kan leve sig ind i formet ud fra genren i sammenhæng med den videografik, de havde medbragt bestående af geometriske figurer, som bevægede sig rundt som i et kalejdoskop. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det skabte helt sikkert en stemning, som jeg ikke fik i Pumpehuset, da scenen var for lille, og de egentlig bare stod i mørke skygger og blåt lys. Dog var det meningen, at lysshowet også skulle have kørt i København, men grundet sygdom måtte vi undvære. Spoler vi videre til selve lyden, blander (0) noget af det bedste fra metallen (black, death, doom, post-rock) med noget groovy og melodisk, som jeg ikke lige kan sætte en finger på. Her har vi, i min optik, et band med deres helt egen lyd, som jeg godt tror kunne nå langt på den danske og måske internationale musikscene.

7/10