Unprocessed af Lykke Nielsen Photography
De tyske djentlemen
Unprocessed er et af de nye interessante skud på den moderne prog-træstamme ‐ eller helt nye er de dog ikke, for de har faktisk været i gang siden 2013. I samme kategori finder vi bands som Vola, TesseracT, Periphery og Monuments. Når jeg henviste til dem som nye, så skyldes det, at de først for alvor er ved at bryde igennem på det større marked nu, særligt i forlængelse af deres nyeste plade … And Everything In Between, som har akkumuleret millioner af streams. De kunne også sidste år byde på en herlig koncert som opvarmning for TesseracT i Amager Bio, som undertegnede selv oplevede. Der var alt fra finurlige polyrytmiske, tunge mellemspil til tonstunge passager, hvor bassist David John Levy for af sted som en vildfaren raket. Kunne tyskernes pæne kanter med tyngde mon gøre sig godt her i Gdansk? Særligt når der på samme tidspunkt var budt op til bøllemusik og bajer på Shrine Stage med Midnight?
Kampen mod de ugidelige
Der var ingen tvivl om, at de unge tyskere ville få en kamp med det polske publikum, hvis man skulle vurdere ud fra dagens foregående koncerter. Heldigvis for den tyske kvartet havde dagens tordenbyge bevæget sig væk fra Gdansk, og der var atter solskin og glade dage, hvilket gjorde, at fremmødet blev pænere, end man kunne forvente ved Desert Stage. Det blev dog en anelse aparte, da publikum stod lidt adspredt på grund af alle de store vandpytter. Bandet gik ind til tonerne af “Hell” fra deres nyeste plade … And Everything In Between, som skulle vise sig at dominere sætlisten. Hvilket var et godt valg, givet pladen både er deres bedste og mest populære.
Modsat dagens forrige artister var Unprocessed ikke kommet for at køre den hjem på rutinen. Forsanger Manuel Gardner Fernandez påtalte straks, at han ville have circlepits, og at folk skulle rykke tættere på scenen, mens David John Levy og Christoph Schultz pilede rundt på scenen som utrættelige Duracell-kaniner. De var også konstant fremme på scenekanten og prøvede at få sat gang i publikum, som fortsat var rimelig ugideligt.
Dette fik dog ikke kvartetten til at opgive. Fernandez spurgte flere gange ‘Is this a metal festival or not?’, og derefter fulgte han op med, at han ville se en crowdsurfer og prøvede næsten pædagogisk at forklare, hvad crowdsurfing var. Da det ikke lykkes, udbrød han ‘Do you not know what crowdsurfing is?’ Unprocessed stod fast i deres vilje og kunnen og spillede videre med præcision, energi og kraft. Hen mod sættets sidste kvarter fik de publikum til at overgive sig. Det startede med tonerne til “Blackbone”, hvor de bad publikum om at sætte sig på hug, og det skete da med lidt modvilje. Men straks da tunge djent-passager væltede ud af højtalerne, hoppede publikum i vejret og bouncede med skæve taktarter. Herfra og til slut blev der jublet, hoppet og kastet horn. Mission accomplished.
Hvor der er en vilje, er der en vej
Hvor var Unprocesseds koncert dog en dejlig livsbekræftende oplevelse oven på dagens tidligere fadæser af dårlig lyd og ugidelighed. Tyskerne beviste, at selv de mere uventede genrer godt kunne sejre på festivalen, hvis man kommer med vilje og entusiasme og kan levere sin musik professionelt. De var opsat på, at den tyske, musiske invasion af Polen skulle lykkes, og det gjorde den.