På en kold, våd, regnfuld og generelt set nederen søndag inviterede Monuments, Heart of a Coward og I Built the Sky indenfor til et par timer med moderne prog og djent. Det var ikke voldsomt mange, der havde valgt at trodse vejret, men de, der havde, fik, hvad de var kommet for, og kvitterede også ganske fornuftigt for det.

I Built the Sky

Første indslag på denne regnvåde og vindblæste søndag aften var I Built the Sky. Et australsk soloprojekt af guitaristen Rohan Stevenson, der dog i dagens anledning havde hevet et par venner med på bas og trommer. Præcis 19:30 trådte de tre australiere i I Built the Sky ind på scenen. Fremmødet denne søndag aften var en kende sparsomt; dette stoppede dog ikke Rohan i at meddele: ”We’re gonna have a party tonight”. Denne kommentar var sandsynligvis rettet mod publikum, men der var ingen tvivl om, bandet havde en fest. De nød hvert sekund af numrene og havde en glimrende kemi, specielt i sektionerne, hvor musikken tilnærmelsesvis tangerede en djentet version af smooth jazz – smooth djazz, kunne man kalde det. Desværre var det en smule indadvendt, så publikum blev knap så grebet af musikken, hvilket nok skyldtes, det var tidligt på aftenen, og bandet var ukendt for langt de fleste.

På den noget hurtigere ”Wormhole Traveler” kom I Built the Sky dog noget mere ud over scenekanten og fik inviteret publikum indenfor i deres legesyge progunivers. Ikke så meget at der blev gjort alvor af den wall of death, Rohan med en vis ironi i stemmen opfordrede til – han vidste godt, publikum ikke var kommet for dem – men et par publikummer fik dog lavet en del strækøvelser med nakken. Dog skal det noteres, at riffet, der skulle have sparket wall’en i gang, var ganske fedt. Afslutningsvis fik vi titelnummeret fra den seneste plade The Zenith Rise. Hvorvidt det var nummeret eller pladen, han hentydede til med ordene ”It’s not bad, it’s not bad, it’s pretty good”, vides ikke, men nummeret var bestemt ikke dårligt. En halv times tid i selskab med australsk instrumental nørdet prog metal blev det til. Man kunne godt have ønsket sig, publikum var mødt noget mere talstærkt op, men sådan er det oftest, når det kommer til opvarmningsbands. I Built the Sky hyggede sig og spillede en udmærket koncert – deres kun anden i Danmark.

6/10

Heart of a Coward

Næste levende billede var engelske Heart of a Coward. Bandets seneste skive var gennemsnitlig chugging og generelt ikke værd at råbe hurra for, så spørgsmålet var, om numrene fungerer bedre live. Heart of a Coward var dog et mere populært band, da tilhørerne var mødt noget mere talstærkt op i forhold til I Built the Sky. Scenen blev da også indtaget med masser af energi og lyst til at få sat publikums puls i vejret. Det var dog en direkte afskyelig lyd, vi blev trakteret med under koncerten. Man kunne intet andet høre end de tunge strenge på henholdsvis guitar og bas. Hvis man håbede på at få afkræftet sine fordomme om, at bands som Heart of a Coward ikke er andet end ligegyldig chugging, så gik man i den grad forgæves. Selv vokalen kæmpede med at trænge ordentlig igennem. Den mere kendte ”Shade” fik dog afhjulpet vokalproblemet en smule, da en del af publikum råbte med på nummeret, men det var stadig chugsne, der dominerede.

At lyden var helt til hundene, ændrede dog ikke på, at Heart of a Coward formåede at få gang i publikum. Publikum stod arm i arm og headbangede, hoppede og havde den fest, I Built the Sky havde opfordret til. Om lyden klarede en anelse op undervejs, eller man bare vænnede sig til den, er ikke til at sige, men under anden halvdel af sættet kunne man godt ane de fede, lidt proggede elementer, bandet også har. Det gav et noget mere nuanceret og lækkert lydbillede, men det opvejede på ingen måde første halvdels altoverskyggende chugs. ”Distance” med sit følsomme rene vokalstykke kunne lige så godt have været skrottet; man kunne intet høre af, hvad der foregik. ”Deadweight” afsluttede en koncert, der trods elendig lyd alligevel fik varmet publikum op og gjort dem klar til aftenens hovednavn.

4/10

Monuments

Monuments

Efter en omgang lydhelvede var det blevet tid til aftenens – forhåbentlig mere vellydende – hovednavn. Siden engelske Monuments sidst gæstede landet, tilbage i oktober 2018, er tidligere trommeslager Mike Malyan kommet tilbage, og vokalen er overtaget af Andy Cizek. Bandet indtog stille og roligt scenen og gik direkte i gang med ”Blue Sky Thinking” fra debuten Gnosis, og uden megen snak kom den mere poppede ”Leviathan” og den djentede ”Horcrux”. Lydbilledet her var klart et andet, end hvad vi havde været vidne til ved Heart of a Coward. Samtlige instrumenter gik klart igennem, og de djentede og proggede finurligheder, der udgør Monuments’ lyd, var en fryd for øret. Dog var det tydeligt at høre, at Andy Cizeks rene vokal ikke var helt lige så stærk som forhenværende vokalist Chris Barettos. Specielt på den mere poppede ”Mirror Image” lød det til, Cizek skulle anstrenge sig en del for at ramme tonerne. Heldigvis var fokusset denne aften ikke på den seneste plade, så den helt store skønsang var forholdsvis begrænset – et ganske smart træk af Monuments. Det var heller ikke de nye numre, der fik publikum i bevægelse, hvilket gjorde denne beslutning endnu bedre. Så man bort fra Cizek, var det et meget stillestående band, der sjældent bevægede sig uden for deres 1 m2.

Cirka halvvejs i sættet gik fokus fra de mere tilgængelige numre og over til de tungere mere djent-orienterede numre. Noget, publikum i den grad satte pris på. ”Atlas” og ”97% Static” indledte denne del med manér, og nu kom også bandet i bevægelse. Guitarist Olly Steele skulle dog se sig undskyldt, da han var i konstant fare for at blive ramt af bassist Adam Swans dreadlocks, når Swan headbangede. Vokalen fungerede også noget bedre i denne del af sættet. Det var skrig og råb, der blev fokuseret på, og den rene vokal blev holdt meget simpel. På ”Origin of Escape” kom en lydtekniker ind fra siden med en ny otte-strenget til Steele, og så blev der i den grad djentet til den helt store guldmedalje. Det var dette, folk var kommet for, så der blev svunget adskillige træben og moshet godt og grundigt igennem. ”Regenerate” gav de tilhørende mere af samme skuffe og afsluttede glimrende det ordinære sæt. Efter et minuts pause kom Monuments tilbage på scenen og fyrede først op for ”A.W.O.L” og bagefter ”I, The Creator”. Åbningsnumrene fra henholdsvis Phronesis og The Amanuensis og ligeledes to numre, der er en perfekt afslutning på en Monuments-koncert.

7/10

Alle billeder af Anders - VoxHall husfotograf