CL Photography

Megadeth

Store Vega, København V

Officiel vurdering: 7/10

Kan man thrashe på en tirsdag?

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker Megadeth. I ca. 40 år har Dave Mustaine og co. leveret sammenbidt sonisk vrede med en så stram eksekvering, at det bringer de fleste andre bands i genren til skamme. Bevares, jeg kan leve uden Megadaves kommentarer, som til tider giver mig megakrummerier i tæerne, men manden har hevet så mange klassiske riffs ud af ærmet, at man nemt kunne tro, han havde en riff-automat stående i øvelokalet. Forventningsmæssigt tilhører jeg derfor den gruppe af fanbasen, der foretrækker Megadeth live, når de går på scenen og bare spiller, for det er der, de for mig gør sig bedst.

Trods de kedelige omstændigheder, som en regnfuld tirsdag nu engang er, og et generelt mangelfuldt fremmøde til koncerter post-corona, så var publikummet mødt talstærkt op, og allerede 30 minutter inden dørene var åbne, var der kø rundt om Store Vega, som dannede den fysiske ramme for aftenens show. Med kun Megadeth på plakaten vil jeg kalde det imponerende. Der var lagt i støbeskeen til en god aften med en stærk fanbase.

Varme … forsinkelse … og hvad så?

Showstart var sat til kl. 20.00, men Megadeth lod folket vente i næsten en time i en knaldhed Anker Jørgensen-sal, før de gik på scenen. Flankeret af den evigt fantastiske Kiko Loureiro på guitar, solide Dirk Verbeuren på trommer og den tilbagevendende bassist James Lomenzo på bas indtog Dave Mustaine scenen til stor jubel blandt et efterhånden utålmodigt publikum. Og når det var tydeligt, at de igen åbnede med ”Hangar 18” fra klassikeren Rust in Peace, blev der sat gang i en regulær fest. Megadeth startede simpelthen vanen tro med at konstatere, hvorfor de er blandt verdens bedst bands i genren, og med at få smilet frem hos publikum fra start.

Dette blev fulgt op af et lidt anderledes miks af nyere sange, som blev vel modtaget af mig. ”The Threat is Real” fra Dystopia gjorde således kål på de få tvivlere, som fejlagtigt måtte mene, at Megadeth ikke kan levere et konge-riff længere. Den blev efterfulgt af den særdeles live-venlige ”Dread and the Fugitive Mind” fra det mindre populære The World Needs a Hero. Jeg havde måske ikke haft sangen ”Angry Again” på toppen af min ønskeliste, men den lod til at falde i god jord hos det øvrige publikum. Dog var jeg positivt overrasket over efterfølgeren i form af det ellers så oversete nummer ”Conquer or Die” fra Dystopia, der blev spillet med Kiko og Dirk alene på scenen. Den ledte hen til titelnummeret fra samme plade, som gjorde sig særdeles godt live takket være sit fænomenale riff.

På det tidspunkt fik jeg dog en frygt for, at vi skulle høre for mange nye sange, da vi allerede da havde haft tre sange fra Dystopia. Denne frygt blev dog prompte sat i skammekrogen, da fan-favoritten ”Sweating Bullets” efter en lille anekdote om sangens tilblivelse bragede ud over et ellevildt publikum. Herefter flere sange fra de tidlige dage i form af ”The Conjuring” fra Peace Sells … samt fantastiske ”Take no Prisoners” fra Rust in Peace. Ingen af dem anses af mig for at være live-klassikere blandt Megadeths imponerende katalog, men jeg værdsætter at høre deep cuts, som ikke altid får spilletid – hvilket også var et udtalt mål for Megadeth. Og når Dave var i så mægtigt humør, og bandet spillede så forbandet tight, var det en fryd at observere og lytte til numre, man ikke egentlig ikke havde forventet.

Netop som jeg var klar til at høre flere favoritter fra de glade firsere (bevares, Rust in Peace er fra ’90), insisterede Dave på, at vi igen skulle udsættes for ”Trust” fra Cryptic Writings. Mens jeg egentlig godt kan lide sangen, er det på ingen måde et nummer, jeg ville vælge over sange fra den alt for ofte ignorerede The System Has Failed eller Youthanasia. Heldigvis fik jeg forløsning, da vi blev budt på en regulær hit-parade i form af den geniale ”Wake up Dead” fra Peace Sells …, den sing-a-long-venlige Symphony of Destruction fra Countdown to Extinction samt titelsangen fra Peace Sells, hvor selveste Vic Rattlehead stødte til på scenen.

De kom … de så … og leverede for lille en sejr

Da bandet for første gang gik af scenen inden de obligatoriske ekstranumre – eller i dette tilfælde ekstranummer – stod jeg med en forhåbning om numre som ”A Tout Le Monde”, ”Set the World on Fire”, ”Kick the Chair”, ”Tornado of Souls” eller ”Holy Wars … The Punishment Due”. Dog blev vi kun spist af med sidstnævnte. Et fantastisk nummer, men jeg havde håbet på mere, inden bandet takkede af efter en alt for kort setliste, hvilket må siges at være skuffende. At Megadeth kun spiller lidt over en time, efter folk havde ventet på dem i næsten lige så lang tid, synes jeg også tangerer det respektløse. Da jeg ikke kender omstændighederne, er det svært at stille bandet til ansvar for forsinkelsen, men jeg kan godt stille dem til ansvar for en alt for kort koncert.

Dog må jeg erkende, at jeg trods mine indvendinger til sætlistens sammensætning, de varme rammer og forsinkelsen stod tilbage med følelsen af, at Megadeth endnu en gang havde leveret en fantastisk oplevelse, som også blev båret godt på vej af en aldrende, men tydeligvis oplagt Dave Mustaine, og af at jeg på intet tidspunkt havde en eneste klage over lydmanden. Jeg måtte også erkende, at jeg egentlig værdsatte Daves kontakt med publikum trods mit håb om det modsatte som nævnt i starten af denne anmeldelse. Aftenen var ikke helt på niveau med tidligere magtpræstationer, som jeg ved, bandet er i stand til at levere, men bestemt godkendt.

Sætliste:

  • Hangar 18
  • The Threat Is Real
  • Dread and the Fugitive Mind
  • Angry Again
  • Conquer or Die!
  • Dystopia
  • Sweating Bullets
  • The Conjuring
  • Take No Prisoners
  • Trust
  • Wake Up Dead
  • Symphony of Destruction
  • Peace Sells
  • Holy Wars ... The Punishment Due

Tilføj kommentar