Mayhem
Santa Lucifer
Der er noget decideret poetisk over at booke det mest berygtede black metal-band i verden til at spille på en dag, hvor en halshugget helgen fejres i Danmark – at det så samtidig falder på netop en fredag, gør det bare endnu bedre. Få numre passer bedre til alle slasherfans’ favoritdag end “Chainsaw Gutsfuck”. Det er efterhånden fem år siden, jeg sidst så Mayhem optræde. Dengang indtog de, sammen med intet mindre end tre opvarmningsbands, Pumpehuset. Men denne gang var det Amager, der var hurtigst til at hive fat i dem, og i og med bandet kommer og fejrer hele tre runde fødselsdage, så kan man kun forestille sig, at der er lagt op til et brag af en aften! Bandet lover selv, at denne jubilæumsturné vil blive den mest storslåede omgang, de nogensinde har budt på – nemlig to timers pure fucking armageddon!
Ydermere kan man se frem til numre fra hele bandets diskografi, selv de kriminelt undervurderede album som Grand Declaration of War og Chimera – så kan det ikke blive meget bedre!
To timers rendyrket professionalisme
På slaget 20.00 flimrede lærredet bag Hellhammers – enorme – trommesæt til live, og så var det biograftid! Diverse klip og billeder fra bandets lange, dystre og kaotiske karriere blev blæst ud i Amager Bio, selv klip fra det ”famøse” Necrobutcher-interview fra Wacken i 2004, hvor han højlydt proklamerede, at de altså var verdens bedste og farligste band nogensinde. Et interview, han senere har måttet beklage, for han kunne godt selv se, at han havde været så fuld, at han skulle have undladt at lade sig interviewe. Men efter denne herlige kortfilm indtog bandet så scenen, og så var vi ellers i gang! Aftenens sætliste var en rejse tilbage i tiden via samtlige Mayhem-skiver, derfor var aftenens første nummer, “Malum”, fra den nyeste udgivelse, Daemon, fra 2019. Lyden var knivskarp, og selvom det er den næstsidste koncert på turneen, var der ingen træthed at spotte blandt de fem medlemmer. Som altid var det den karismatiske Attila Csihar, der stjal billedet med sin uhyrlige udsmykning, bizarre fagter og unikke vokal, og den gamle ungarer var sgu i hopla. Det var de faktisk alle. Selv Jørn ‘Necrobutcher’, der ellers er kendt for at se notorisk sur ud på scenen, havde overskud til at smile til publikum – men han formåede selvfølgeligt også at bælle en hel flaske rødvin i løbet af koncerten; det kan fremkalde et smil på alles læber.
Ideen med at have en sætliste, hvor alle albummer er repræsenteret, er fremragende og noget, flere bands burde overveje at køre med – så kan man naturligvis altid mene om de valgte sange, hvad man vil. Personligt havde jeg da foretrukket ”Falsified and Hated” over ”Malum” eller ”Rape Humanity with Pride” over ”My Death, men sådan er der så meget – ligeså var det ni minutter lange droneinfluerede nummer ”Illumination Eradication” et spøjst valg, selvom det fungerede bedre live end på plade.
Som tidligere nævnt så var koncerten en hyldest til bandet selv, så selv tidligere medlemmer, nulevende såvel som døde, blev hyldet på forskellig vis.
Eksempelvis var introen til “View from Nihil” båndet, således at Maniacs ikoniske, og særegne, vokal fik lov at gjalde ud over Amager. Ligeledes blev der, da tiden kom til den del af aftenen, hvor hovedværket De Mysteriis dom Sathanas skulle hyldes, lagt op til fællessang. For da tonerne til ”Funeral Fog” buldrede løs, forsvandt Attila fra scenen, og i stedet blev vokalen erstattet af en båndet optagelse af Per ’Dead’ Ohlin, og storskærmen viste sangteksterne. Det var faktisk et ganske rørende moment.
Et mere bizart moment var dog tidligere på aftenen, hvor billeder af Varg Vikernes dukkede op, hvilket fik halvdelen af salen til at huje og den anden til at buhe. Slutteligt var det den smadrede EP Deathcrush, der var i fokus, og jeg tror aldrig, titelnummeret er blevet spillet så hurtigt – tak spids, hvor var der smæk på! Og så var det ellers farvel, godnat og sov godt! Ingen lirumlarum eller lange taler – alle ved, hvem og hvad Mayhem er, så ingen grund til at spilde tiden på den slags floskler som: “Hej, vi hedder Mayhem, og novra, hvor har vi glædet os … Er I der, Amager?!”.
Men Amager var der ikke desto mindre, og selvom Mayhem bestemt ikke er så vilde, som de var engang, og antallet af spiddede grisehoveder da også er blevet reduceret med 100 %, så beviste de nu atter en gang, at der er en grund til, at de – efter 40 år – stadig er her.
