Mayhem - Pumpehuset - 24. november 2019

Mayhem

Pumpehuset, København V

November Noire

Det er kun otte dage siden, vi selv afholdt en seriøs black-fest i Pumpehuset i form af Night of the Black Attack 4, men nu i aften var Pumpehuset klar med deres egen black-fest, da selveste Mayhem kiggede fordi sammen med deres norske venner fra Gaahl’s Wyrd, amerikanske Gost og svenske Voodus. En meget interessant kombination af bands, der alle fortolker black metal på hver deres måde.

Voodus

Jeg missede de første to numre, ikke fordi jeg kom for sent, men der var sket noget helt ufatteligt, og noget som jeg aldrig har oplevet før: Nemlig, at Voodus var gået på scenen før tid! Voodus var sat til at gå på 19.30, men allerede 19.20 stod de klar på scenen – tænk engang! Jeg var faktisk slet ikke klar over, hvem Voodus var, eller at de skulle spille i aften. Det var først søndag formiddag, hvor jeg så deres navn på spilleplanen, at det gik op for mig, at der var tale om fire bands og ikke tre.

Hvis man, ligesom jeg, ikke kender Voodus, skal det siges, at de spiller en form for melodisk, black’n’roll med lange soloer og instrumentale passager, der mest af alt mindede om Iron Maiden. Deres sanger og rytmeguitarist, Tobias Fongelius, prøvede flere gange at få noget ”oi, oi oi!” i gang blandt publikum, men publikum var ikke helt klar – ej heller var Pumpehuset fyldt op, så hans ellers så entusiastiske forsøg på noget publikumsinteraktion faldt til jorden – desværre. Musikken var både tung, men melodisk, og lyden gik rent igennem. Så at koncerten ikke går over i historien, skyldes mere et indifferent og ikke-helt-fremmødt publikum end bandet selv. Bandet kom, spillede og gik igen, og det tog ikke mere end små 30-35 minutter, og da Fongelius takkede af med et ”Tack som Fan!”, blev de sendt afsted med en fin klapsalve samt kommentarer blandt publikum som ”de var de bedste indtil videre” – morsomt.

7/10

Gost

Foto: Nikolaj Bransholm

Jeg havde godt læst, at Gost skulle være helt specielt, og at musikken bedst kan beskrives som ”dark synthwave”, men uanset, hvor meget man læser om Gost, så bliver man aldrig, og jeg gentager aldrig, forberedt på den vanvidskabaret, som det projekt serverer. Det er virkeligt svært at beskrive det, jeg oplevede, og ud fra hvordan resten af publikum reagerede under koncerten, så kunne jeg se, at det ikke kun var mig, der var helt på Herrens mark. Det ene øjeblik væltede sangeren rundt på scenen, mens han som en anden amazonkriger truede med at dolke os med sit mikrofonstativ, og det næste stod han ved sit keyboard og dansede lidt for sig selv. Musikken var en vild og kaotisk kakofoni af vanvid – totalt, sonisk anarki. Det svingede konstant fra øresønderrivende og diabolsk black metal til industrial disko-tekno a la Kraftwerk – men også med hints af David Bowie, A-ha og Depeche Mode.

Black metallen blev skabt som et anarkistisk opgør og oprør uden regler og uden form som en stor fuckfinger til det etablerede og konformiteten – og intet band/projekt favner disse værdier, som Gost. Publikum skiftede fra headbangen til at plukke æbler i løbet af sekunder. Jeg så folk, der både rystede på hovedet og dem, der skraldgrinede. Det var en fantastisk, omend febrilsk, oplevelse, som er svær at beskrive – jeg kan ikke sige mere end, at hvis du får mulighed for at opleve Gost på egen krop, så sig ja! Ikke tænke, bare gør det. Jeg garanterer dig for, at du vil gå derfra med en oplevelse for livet.

8/10

Gaahl's Wyrd

Foto: Nikolaj Bransholm

Fra black’n’roll og avantgarde dark synthwave til noget mere klassisk og traditionel, hedensk black metal. Ligesom Mayhem er et legendarisk black metal band, således er Gaahl. Den høje, magre mørkemand mest af alt kendt for sin rolle i Gorgoroth, men nok også mest for at sidde med et glas vin og mumle ”Satan”, er noget af en figur i den norske scene.

Jeg har aldrig rigtig fundet black metal uhyggelig eller skræmmende, men jeg skal indrømme, at da Gaahl, black metallens svar på Versace, kom gående op på scenen, var jeg nødt til at synke en klump. Hans rolige og langsomme bevægelser samt hans iskolde – næsten døde – blik var så stærk en kontrast til resten af bandet, der konstant headbangede, kastede horn og smilede til publikum samt lavede synkrone guitarløft og andre klassiske moves, at han virkede umenneskelig – ja, nærmest overnaturlig.

Som en ilter jætte, der havde rejst sig fra en årelang hvile, der var ude på at slå hårdt ned på hvemend, der vovede at vække ham. Hans vokal var sandelig også noget for sig. Den blev leveret som både chanten, skrigen, råben og norsk mumlen. Selvom der stod ”Gaahl’s Wyrd” på programmet, så bestod setlisten af hits fra både Gorgoroth (som klassikeren ”Carving a Giant”), men også fra hans andre tidligere bands som Trelldom og God Seed. Så det var på mange måder en ”Gaahls Greatest Hits”-koncert.

Det var tydeligt, at folk havde ventet på den norske jætte, for da han trådte ind på scenen, gik folk amok. De hyldede denne Udgårdslokes ankomst – og de andre musikere i bandet – blandt andet guitaristen Blasphemer, der tidligere har spillet med aftenens hovednavn, Mayhem – virkede til at more sig og elske den opmærksomhed, som bandet fik fra folket.

Gaahl er en mand af få ord, så udover lyrikken blev det ikke til meget andet end nogle få, korte og præcise sætninger om hvor mange sange, der var tilbage og en tak for i aften.

Aftenens tredje koncert var nu slut, og indtil videre havde alle tre bands leveret fremragende koncerter, lyden havde siddet lige i skabet, og stemningen var udmærket – omend varm og fugtig, da Pumpehuset var proppet til bristepunktet. Jeg var dog overrasket over, at folk havde opført sig så pænt indtil videre, dvs. ingen moshpits, ingen crowdsurfing, ingen flyvende ølglas – meget mærkeligt. Og hvis man tænker på, hvem der headliner, så var jeg meget overrasket over denne høflige gebærden fra folket.

8/10

Mayhem

Foto: Nikolaj Bransholm

De tre første bands stod alle klar enten før eller præcis på det angivne klokkeslæt, men ikke Mayhem! Måske drillede Atillas make-up, måske gad Necrobutchers kutte ikke sidde lige – hvem ved – men aftenens hovednavn, legendariske og berygtede Mayhem stod klar på scenen en lille halv time forsinket. Til gengæld var der fuldt smadder fra første sekund, da de sparkede festen i gang med ”Falsified and Hated” fra deres nyeste plade, Daemon. Lyden var fortsat knivskarp, og både guitar, bas og vokal gik rent igennem uden at blive druknet i Hellhammers trommer – som ellers har ry for at være høje – meget, meget høje. Attilla er en sand entertainer. Klædt i røde rober og med blod, corpsepaint og kunstige horn prædikede han højlydt og ondt om ondskab, djævlen og alverdens pinsler, mens han truede os med diverse rekvisitter såsom galgereb og knogle-kors. Necrobutcher var også god for et par onde øjne og håndtegn til publikum alt imens, at Ghul og Teloch stod på hver deres flanke som to dæmoniske gargoyler med hver deres dæmoniske instrument.

Efter en blandet omgang numre fra både nye og gamle album, forsvandt bandet kort og vendte først tilbage, da de havde haft tid til at skifte til nye sorte rober – det var blevet tid til den del af settet, der var dedikeret til deres legendariske album De Mysteriis dom Sathanas. Til lyden af afdøde Per ”Dead” Ohlin stemme fra live-albummet Live in Leipzig, fik Mayhem tændt godt op i publikum med nummeret ”Freezing Moon” – det var også her, aftenens første moshpit brød ud. Da de sidste toner af ”Buried by Time and Dust” rungede af, forsvandt bandet igen for blot at komme tilbage kort tid efter, da tredje del af deres set nu var i gang, og det sparkede de i gang med klassikeren ”Deathcrush”, som jo er en herlig blanding af punk og motorsavs-riffs.

Mayhem leverede en god og blandet pose sorte bolsjer med numre fra alle deres album med undtagelse af Esoteric Warfare og Ordo ad Chao, men Necrobutcher har også for nyligt udtalt, at de plader er udfordrende at spille live – så måske var det årsagen. Der var noget for alle Mayhem-fans – nyt, gammelt, skæve numre og punkede numre.

Der var ingen tvivl om, at de gjorde det, som de gør bedst dog uden grisehoveder og selvskade på scenen – og tak for det i øvrigt. Mayhem er blevet voksne og utroligt professionelle. Deres lyd, lys og scenerekvisitter sad alle sammen lige i skabet – så hatten af for deres crew!

Det var første gang, jeg oplevede Mayhem, men forhåbentligt ikke sidste – men næste gang må de gerne komme til tiden og måske ikke spille sent en søndag aften. Men hvorom alting er, så Ave Sathanas!

8/10

Tilføj kommentar