Spise her eller Mayhem?
At et band er i sving med at lave ny musik, er der absolut intet nyt i. Der er dog massiv forskel på, hvor produktive, effektive og regelmæssige bands er. Nogle lader til at operere ud fra en meget streng og rigid tidsplan, og så er der dem, der arbejder ud fra mañana-præmissen. Et prima eksempel på et sådant orkester er ingen ringere end Mayhem. Bevares, deres karriere har da også været intet mindre end tumultarisk, så at man ikke ligefrem kan sætte sit ur efter deres gøren og laden, giver sig selv. Derfor var det en ganske glædelig overraskelse, da Jørn ‘Necrobutcher’ Stubberud bekræftede, at de var på vej med en ny skive. At han så fortalte, at den ville udkomme i efteråret 2024, bekræfter ovenstående pointer rigtig fint. Nu skriver vi så februar 2026, men skidt pyt med dato og årstid, for alt, hvad der betyder noget, er, at der er landet en spritnyt Mayhem-skive!
Satans kor
En liturgi er, kort forklaret, det kirkelige begreb for en gudstjeneste. Kender man bare det mindste til Mayhem, så ved man godt, at det næppe er Jesus & Co., der hyldes. Liturgy of Death er derfor helt klassisk öldskööl Mayhem, med masser af Satan, teatralskhed og tordentrommer. Stilistisk kan man da godt høre, at Mayhem selv betragter det forrige album, Daemon, som noget af det bedste, de har lavet – hvilket også er ganske korrekt. Der kan snildt trækkes blodrøde tråde fra Liturgy of Death til netop Daemon, men også til bandets andre mesterværker, nemlig Chimera og, naturligvis, blackmetallens ultimative grundpille, De Mysteriis Dom Sathanas. Ergo fristes man til ved første lyt at referere til Liturgy of Death som Daemon 2. Hvilket egentlig også er, hvad man kunne ønske sig fra Mayhem anno 2026.
Dog er der flere små finurligheder og spøjse input på denne her skive end på Daemon. Jeg tænker måske, at den 40-års jubilæumstur, bandet har været på, hvor de har spillet numre fra hele diskografien, har haft en påvirkning på kompositionerne. Trods at det er Morten ‘Teloch’ Bergeton og Charles ‘Ghul’ Hedger, der står bag alt guitararbejdet, så skulle man næsten tro, at de havde inviteret Rune Blasphemer Eriksen forbi studiet. For der er virkelig mange riffs- og melodier, der bare minder markant mere om hans stil. Men manden spillede jo også en enorm rolle for Mayhem – han skrev trods alt halvdelen af bandets udgivelser plus det løse. Liturgy of Death har dog en mere atmosfærisk og hypnotisk tilstedeværelse end sin forgænger, hvorved man erindrer et værk som Ordo Ad Chao – heldigvis uden den løjerlige produktion, som den plade lider under. Apropos produktion, så lyder Liturgy of Death fuldstændig fantastisk. Jeg tror aldrig, Mayhem har haft så krystalklar en produktion, nu er det virkelig tydeligt, hvor sindssygt dygtige musikere de faktisk er. Især får Jan ‘Hellhammer’ Axel lov til at skinne igennem. At han er en af de vildeste trommeslagere i black metal har aldrig været en hemmelighed, men han har tit haft en tendens til at fylde for meget i lydbilledet.
Nu sidder det virkelig helt perfekt i skabet, bare lyt til hans arbejde med bækkenerne og hi-hatten på “Funeral of Existence”, som helt generelt er et fantastisk nummer, og han groover som aldrig før både “The Sentence of Absolution” og “Propitious Death”. Csihar har heller aldrig lydt så godt, som han gør nu, og det er uanset, om han skriger, vræler eller messer – produceren har virkelig formået at få ham til at lyde som Satans korleder. Apropos sangere, så åbner pladen med "Ephemeral Eternity”, hvorpå selveste Kristoffer ‘Garm’ Rygg fra Ulver er med som gæst. Hans bidrag er dog så spartansk, at man knapt nok bemærker det, og helt generelt er det heller ikke verdens bedste nummer. Men hvad værre er, så er det et slattent åbningsnummer – hvilket er ret atypisk for Mayhem, der normalt åbner sine plader ved at sparke døren ind med et kraftspark.
Den udgave af Liturgy of Death, som vi har fået tilsendt, inkluderer to bonusnumre, “Life is a Corpse You Drag” og “Sancta Mendacia”. Bonusnumre er noget spøjst noget, for en del af deres grundessens er vel, at der på ét eller andet tidspunkt var en tvivl om, hvorvidt de numre skulle med eller ej. Deri kan der jo opstå et dilemma, for hvad nu hvis de er de bedste numre? Så påvirker deres fravær jo potentielt helhedsoplevelsen ganske negativt, men omvendt ville denne jo også blive påvirket negativt, hvis de nu var inkluderet og så samtidig var helt utrolig ringe. De her to er dog hverken eller. De er begge ganske udmærkede, men det er ikke sådan, at man sidder og savner deres tilstedeværelse, og i og med at albummet allerede har en spilletid på små 50 minutter, så var beslutningen om at lade de her to, som tilsammen varer godt og vel 10 minutter, blive tilbage på perronen faktisk helt fin.
Alle gode gange syv
På intet tidspunkt hersker der nogen tvivl om, hvorvidt Liturgy of Death er en Mayhem-skive. Legenderne lyder præcis, som de skal, og som man bør forvente. Men alligevel har de formået at forny sig og eksperimentere med ting, man ellers aldrig har forbundet med Mayhem. Der er markant flere guitarsoli end nogensinde før, og der er et generelt swung i mange af numrene, som man normalt aldrig ville forbinde med et norsk black metal-band. 2026 er først lige startet, men noget siger mig, at vi allerede sidder med en rigtig stærk og solid AOTY-kandidat lige her. For Mayhem har aldrig lavet en dårlig plade, og med deres syvende opus understreger de, at det kommer de heller aldrig til!
