Mission Mayhem
Mayhem behøver absolut ingen introduktion. Selv folk, der ikke hører norsk black metal eller metal i det hele taget, kender historien om Euronymous. Så lad os totalt springe den over, og gå direkte til år 2019, året hvor Mayhem offentliggjorde, at de var på vej med deres sjette album: Daemon. Guitaristen Morten ”Teloch” Iversen forklarede samtidig, at Daemon handler om at se fremad i stedet for tilbage. Han erklærede, at det gamle Mayhem var dødt og dekonstrueret, at alle regler, former og normer skulle væk, og nu skulle det kun handle om kreativitet og anarki – derfor landede de på titlen Daemon, der – naturligvis – er en reference til Satan. Det lyder jo alt sammen meget fint, men det var først, da de udgav singlen ”United Abominations Destroyed”, at folk måtte erkende, at det ikke bare var varm luft!
De Chimera Dom Deathcrush
Albummet åbner vildt og voldsomt med første nummer ”The Dying False King” med Hellhammer og Attila, der nærmest dyster om, hvem der kan larme mest og hurtigst – klassisk Mayhem, som vi kender dem. Men der går ikke længe, før man fornemmer, at der også er lidt overraskelser samt elementer fra tidligere albums – især Chimera og De Mysteriis Dom Sathanas – at finde på albummet. Men de har også bibeholdt dele af deres punkede fortid fra Deathcrush – ergo kan man finde alle facetter af Mayhem på Daemon. Produktionen er i top, og Attila har nærmest aldrig lydt bedre, så kan man mene om hans vokal, hvad man vil, men dygtig – det er han altså! At kunne gå fra dødsrallen til gregoriansk munkesang på et splitsekund, er ikke noget, man bare gør. Yderligere er der et ekstra stort fokus på Necrobutcher og hans bas, hvilket giver albummet en stærk, rytmisk bund, der bakkes op af Hellhammer, der alle dage har været et monster bag et trommesæt. Så på mange måder kan man mærke, at Mayhem er blevet voksne og er nået dertil, hvor musikken skal tale for sig selv. Hvis man holder Daemon op imod tidligere udgivelser, så føles det da også mindre ”farligt” og ”uhyggeligt”, og de mere bizarre og avantgarde elementer, som man fandt på både Chimera og i særdeleshed Grand Declaration of War, er stort set væk. Så i stedet får man et styks rigtig god norsk black metal uden alt muligt halløj og dikkedarer. Men man er aldrig i tvivl om, at det er Mayhem, man hører, for der er ingen andre bands, der lyder som dem. Daemon er derfor i min optik det bedste album, Mayhem har lavet siden Chimera, som fortsat er mit favoritalbum af deres, men Daemon er virkeligt tæt på.
En sjov lille detalje er den lille smule synthesizer, der er brugt på nummeret Falsified And Hated, der minder ubeskriveligt meget om den, der bruges på ”Dunkelheit” fra Burzums Filosofem. Ligheden mellem de to lyde er så ens, at det ikke kan være et tilfælde, og det, kombineret med sangens titel, må da være en lille ”hilsen” til Varg. Måske er de kommet videre, måske er de ikke – det er svært at sige.
Sort, sortere, Mayhem
Daemon var et album, jeg havde set utroligt meget frem til, og derfor også et album, jeg var lidt nervøs for overhovedet at gå i gang med. Men jeg blev heldigvis kun positivt overrasket, for det var bedre, end jeg havde turde håbe på. Det lyder godt, de spiller godt, coveret er super fedt, og der er så meget energi, men alligevel diversitet, på albummet. Det absolut eneste, jeg savner, er et element eller to fra deres avantgarde periode, men man kan jo ikke få det hele.
