Raphael Weinroth-Browne

Det lyder som en god idé …

Nogle opvarmningsnavne er skabt til at udfylde tiden, andre er skabt til at ændre stemningen i et rum. Raphael Weinroth-Browne hører uden tvivl til den sidste kategori. Den canadiske cellist har gennem årene gjort sig bemærket med en usædvanlig blanding af progressiv metal, neoklassiske kompositioner, mellemøstlige musiktraditioner og en nærmest filmisk sans for dynamik. Hans solokoncerter er kendt for at forvandle en cello til noget, der lyder som et helt ensemble gennem loop-pedaler, effekter og teknisk virtuositet. Forhåbningen til aftenens koncert var et sæt, der kunne fungere som den perfekte bro mellem introspektiv skønhed og den monumentale symfoniske ekstremmetal, som aftenens hovednavn står for.

Én mand, én cello, ingen begrænsninger

Det mest fascinerende ved Raphael Weinroth-Browne er, at hans musik konstant udfordrer publikums opfattelse af, hvad en cello egentlig kan bruges til. Hvor mange instrumentalister ender i det demonstrative, formår han at gøre teknikken til et middel frem for et mål. De lange kompositioner bygger sig ofte op lag for lag, hvor simple melodiske figurer gradvist vokser til massive lydlandskaber. Det giver en næsten hypnotisk effekt, som både trækker tråde til progressiv rock, post-metal og moderne klassisk musik.

Numre som "Ophidian", "Speed of Light” fra det nyere Empyrean demonstrerer netop denne evne til at lade små idéer udvikle sig til noget stort uden at miste retning undervejs. Særligt interessant er hans brug af celloens dybe register, som ofte får instrumentet til at lyde mere som en forvrænget barytonguitar end et klassisk strygeinstrument. Samtidig svæver de højere melodier ovenover som en slags ordløs vokal.

Live bliver kontrasterne endnu tydeligere. Stilheden mellem fraserne får næsten samme betydning som selve tonerne, og netop dette nærvær bliver ofte koncertoplevelsens stærkeste kort. Publikum tvinges til at lytte aktivt i stedet for blot at lade sig overdøve. Skulle sættet ramme samme intensitet som de mest roste optrædener, vil det være en opvisning i atmosfære, disciplin og musikalsk fortælling snarere end traditionel metal-energi. Det kan i sig selv være en udfordring på en metalscene, men også en kærkommen påmindelse om, at tyngde ikke nødvendigvis måles i antallet af guitarer.

Optakt til mørket

Raphael Weinroth-Brownes musik besidder den sjældne egenskab, at den både fungerer som fordybelse og som forberedelse. Hvor Lamentari bygger gotiske katedraler af symfonisk og blackened dødsmetal, leverer canadieren fundamentet sten for sten med sin cello. Raphael Weinroth-Browne lykkedes godt med at få publikum i stemning til hovednavnet, men jeg synes ikke, der var dynamik og energi nok til de næsten tre kvarter, han brugte til fire numre og en intro. Skuldrene kom virkelig ned, og hans barfordede fremtoning gjorde alle afslappede, men det var også tæt på søvndyssende.

7/10

Lamentari

Da capo til de storladne ambitioner

Der er noget befriende kompromisløst over Lamentari. Hvor mange bands taler om at tænke stort, har københavnerne gennem flere udgivelser faktisk bygget et musikalsk univers, hvor symfoniske ambitioner og ekstremmetal går hånd i hånd. Derfor føltes releasekoncerten for Ante Auroram i Pumpehuset som mere end blot en fejring af et nyt album. Der hvilede en særlig forventning over aftenen, ikke mindst fordi pladen allerede er blevet fremhævet for sine stærke kompositioner, sit symfoniske håndværk og sin evne til at integrere de klassiske elementer direkte i sangskrivningen frem for blot at bruge dem som pynt.

Når ambitionerne får plads til at folde sig ud

Jeg har altid haft en svaghed for bands, der tør være lidt for meget, og det er præcis her, Lamentari rammer mig. Allerede med åbneren, "Nihilitatis", stod det klart, at bandet ikke var kommet for at varme forsigtigt op. Det var en intens og dramatisk start, som sendte publikum direkte ind i universet af mørke melodier, symfoniske lag og kompromisløs ekstremmetal.

De efterfølgende "Gradus Dei" og "Oculi Lapidis" blev koncertens første virkelige højdepunkter. Især "Gradus Dei" imponerede med sine konstante rytmiske forskydninger og nærmest filmiske opbygning, hvor orkestreringen fungerede som en lige så vigtig stemme som guitarerne. "Oculi Lapidis" trak mere på den direkte black metal-energi, men rummede samtidig de melodiske guitarfigurer og episke arrangementer, som gør bandet mere interessant end mange af deres genrekammerater.

Efter det korte mellemspil "Ex Favilla" blev "Audientia Divina" leveret med præcis den pondus, nummeret fortjener. Et særligt moment opstod efterfølgende, da Raphael Weinroth-Browne kom på scenen. Hans cello tilførte musikken en ekstra dimension på "Elegy", før han satte sit tydelige præg på både "Venia" og "Dolorum Memoria". Hvor albummets arrangementer allerede peger mod noget større end et traditionelt metalband, gav celloen pludselig fornemmelsen af, at man sad midt i et kammerorkester, der tilfældigvis var blevet kidnappet af et black metal-band. Især på "Venia" fungerede samspillet mellem de melodiske strygere, den afdæmpede opbygning og Daniel Lønbergs tilbageholdte vokal forrygende. Det blev et af de øjeblikke, hvor salen gik fra at bevæge sig til musikken til faktisk at lytte.

Koncerten sluttede stærkt. "Tragoedia In Domo Dei" byggede bro mellem det ældre materiale og det nye album, inden titelnummeret "Ante Auroram" fik lov at lukke aftenen. Det næsten elleve minutter lange værk opsummerede alt det, der gør Lamentari særlige: de klassiske referencer, de store melodier, de pludselige temposkift og den konstante fornemmelse af, at musikken altid er på vej et nyt sted hen. Da de sidste toner klingede ud, virkede det næsten som den eneste rigtige afslutning på en aften, der først og fremmest handlede om ambitioner, der rent faktisk blev indfriet.

Mere end en albumrelease

Da de sidste toner døde ud, stod det klart for mig, at denne koncert handlede om mere end lanceringen af et nyt album. Lamentari fremstod som et band, der i stigende grad har fundet sin egen stemme. Inspirationerne fra navne som Dimmu Borgir, Behemoth og Fleshgod Apocalypse er stadig hørbare, men de overskygger ikke længere bandets identitet. Tværtimod virker gruppen mere selvsikker end nogensinde før.

Der er stadig øjeblikke, hvor ambitionerne næsten truer med at løbe fra dem, men det er samtidig netop det, der gør projektet fascinerende. I en tid hvor meget moderne metal jagter det effektive og strømlinede, insisterer Lamentari på det storslåede. Der var også plads til eksperimenterende elementer, som at forsangeren fik bind for øjnene, daskede rundt blandt publikum og sang et nummer med bindet på.

Denne aften i Pumpehuset lykkedes det dem ikke bare at præsentere Ante Auroram live. De fik materialet til at leve, ånde og vokse. Det er ikke noget, man oplever hver dag på en dansk metalscene.

Sætliste (numre fra Ante Auroram står med kapitaler):

9/10