Jinjer
En grå efterårsaften var jeg troppet op i Pumpehuset for at varme op til Jinjers optræden på Copenhell til sommer. Lad mig bare sige det sådan: vi var nok mennesker i salen til at det føltes som juni med solvarme bajer og sommerstemning. Det var dejligt!
Space of Variations
Space of Variations er et ukrainsk elektronisk metalband, som jeg aldrig havde hørt om før denne aften. Hvilket ærgrer mig utrolig meget efter at have oplevet dem på scenen. De forstod virkelig at slå tonen an for aftenen med et godt mix af growl og sang fra forsanger Dima Kozhuhar og andenvokal Alex Zatserkovny. Space of Variations lagde Pumpehuset ned allerede fra første nummer og fortsatte derudad med numre som “Thibet”, deres nyeste single, “Razorblade”, og afslutteren “We Came To Fuck This Place Up”. Høj intensitet og godt publikumstække sørgede for at sætte gang i festen inden de resterende bands. Space of Variations er et band, du helt sikkert skal opleve live, hvis du får muligheden for det.
Khroma
De finske Khroma gik på som aftenens andet band, men stod desværre i skyggen af Space of Variations’ fænomenale optræden. Allerede fra starten virkede Khroma til ikke helt at vide, hvilken retning de ville i, og det tog dem størstedelen af deres scenetid at finde den rette vej. Da de endelig fandt retningen og spillede nummeret “The Push”, var det, som om der kom forløsning på bandets mulige frustrationer, og Khroma fandt endelig ind til aftenens publikum.
The Agonist
Jeg havde frygtet, da jeg så, at The Agonist skulle opvarme for Jinjer, at de to frontkvinder ville clashe for meget, når man ser på deres vokaler, men dette var heldigvis ikke tilfældet. Der var derimod fuld power på begge bands, og det var interessant at se, hvordan de to, trods lignende frontfigurer, alligevel var så forskellige. Der er ganske vist stor forskel på de to bands’ genrevalg, og hvor Jinjer kører den ind med djent, er The Agonist mere ovre i det traditionelle symfoniske med en stemme hos Victoria Psarakis, der ikke er helt så udviklet og trænet som Tetiana Shmailiuk fra Jinjer. Med numre som "The Gate of Horns and Suffering", "The Gift of Silence" og "We Suffer as One, as One we Survive" viser The Agonist dog, at de virkelig har noget på hjerte og i den grad kommer ud over scenekanten.
Jinjer
Nu til hovednavnet. Der lød et brag, som vi vist alle troede betød, at Jinjer gik på scenen, men vi måtte i stedet stå model til, at en nedtælling fra 03:00 minutter gik i gang og herefter glæde os over en, dog lidt antiklimatisk, oplevelse af Jinjer, der gik på scenen. Dog skete der heldigvis det, at hvad Space of Variations bragte af energi, havde Jinjer labbet til sig, og aftenens første nummer var undertegnedes favorit "Teacher, Teacher".
Jinjer er et af de navne, som er virkelig spændende at lytte til, men som godt kan blive lidt ensformigt, når man lytter til dem hjemme i stuen. Dette var dog på ingen måde tilfældet med koncerten, hvor sætlisten var perfekt sammensat af de forskellige udtryk, som Jinjer formår at frembringe gennem deres genremix.
To i én
En ting, jeg havde frygtet ved Jinjer, var Tetianas mulighed for at bringe hendes stemmes store variation på banen. Det var derfor skønt at opleve en sanger, som kan klare forskellige stile og vokaltricks og skifte over så nemt, som Tetiana gør det. Jeg fristes til at kalde hende en to-i-én. Det lød til, at der var en tonesvipser eller to indimellem, hvor der ikke blev ramt helt rent, men derfor er det stadig utrolig imponerende, når man skifter direkte fra voldsom growl over til helt almindelig sang.
Jeg havde ikke forventet at se Jinjer så stærke live, som de fremstod fredag aften. Derfor må mine afsluttende ord nok være, at de, som ikke var til koncerten her, skal tage at købe sig en billet til Copenhell 2020. Her er jeg sikker på, at koncerten får fuld skrue og bliver endnu vildere, med mere udfoldelsesplads til Tetiana Shmailiuk og resten af Jinjer.
Sætliste:
Teacher, Teacher
Sit Stay Roll Over
Ape
Judgement (& Punishment)
I Speak Astronomy
Dreadful Moments
Who’s Gonna Be The One
Retrospect
Perennial
On The Top
Pit Of Consciousness
Just Another
Words Of Wisdom
Ekstra:
Pisces
Captain Clock